Financial news

Vestas fyrer 590 i Danmark og Tyskland | Penge

By  | 

Via DR Penge

Vindmølleproducenten Vestas fyrer 590 ansatte i Danmark og Tyskland.

Det drejer sig om 500 ansatte på Vestas’ fabrik i Lauchhammer syd for Berlin, ligesom 90 på selskabets fabrik i Lem ved Ringkøbing mister jobbet.

Henning Boye, der er formand for fagforeningen 3F i Ringkøbing-Skjern, er ikke glad for udfaldet.

– Det er en rigtig, rigtig kedelig nyhed, hvor vi igen ved, at nogle af vores medlemmer vil blive berørt af at miste deres arbejde, siger han.

Han tror, at denne fyringsrunde rammer ekstra hårdt i forhold til de tidligere af slagsen.

– Når det er i den her størrelsesorden, kan det godt bekymre mig, at der kommer til at gå noget tid, inden de berørte kommer i arbejde igen, fortæller Henning Boye.

Tilpasser sig ændret efterspørgsel

Fyringerne sker, fordi kunderne efterspørger andre typer vindmøllevinger end tidligere. Derfor skal produktionen fremover være andre steder i Europa.

Vestas’ driftsdirektør, Jean-Marc Lechêne, fortæller i en pressemeddelse, at selskabet er nødt til at tilpasse sine omkostninger efterspørgslen på vindmøller.

– Den meget konkurrenceprægede industri og hurtige transition inden for energi (mod vedvarende energi., red.) betyder, at vi skal introducere nye produkter og løsninger, hvor og hvornår markedet kræver dem, siger han.

Michael Abildgaard Lisbjerg, der er fællestillidsmand for de danske medarbejdere i Vestas, fortæller, at det er en træls situation, selskabet står i.

Han fortæller yderligere, at de nu vil kigge på antallet af fyringer og begynde at se på de fratrædelsesvilkår, de eventuelt kan forhandle for deres kollegaer.

Fyringerne svarer til omkring 12 procent af de ansatte på Vestas’ fabrik i Lem og cirka halvdelen på fabrikken i Lauchhammer. Vestas har samlet 24.500 ansatte på verdensplan.

Opdateret kl 13.50 med udtalelser fra 3F og Vestas’ fællestillidsmand



Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret