Finansnyheder

Uroen fortsætter: Først steg eliteaktierne – så faldt de dramatisk

By  | 

Via TV2 Business

16x9
Der var blodrøde tal på børsindekserne onsdag. Torsdagen startede bedre i Danmark, men det varede ikke ved. Foto: Eduardo Munoz / Ritzau Scanpix

Sammenligner man med årets første handelsdag på aktiemarkederne, er der et solidt plus at spore. Se udviklingen nederst i artiklen.

Efter onsdagens blodbad på aktiemarkederne flere steder i verden, var der torsdag optimisme at spore på det danske aktiemarked.

I hvert fald til at starte med.

Klokken 10.45, en time og tre kvarter efter at aktiebørsen i Danmark åbnede, var eliteindekset C25 steget med cirka én procent. Men siden er det stort set kun gået én vej: ned.

I de efterfølgende timer er C25-indekset faldet med mere end halvanden procent, så kursen klokken 13 var lavere end onsdag. Det er især ISS, der er faldet med ni procent, og Vestas, der er i minus 4,4 procent, der driver det danske aktiemarked nedad.

C25-indekset består af 25 af de største og mest omsatte aktier, der handles på Københavns Fondsbørs.

Røde tal

Der var nervøsitet og røde tal at spore onsdag. C25-indekset lukkede onsdag i en kurs, der var 1,48 procent lavere end ved lukketid dagen inden. Og på flere af de største aktieindekser i verden var faldet endnu større.

I USA faldt de store aktieindekser Dow Jones, Nasdaq og S&P 500 med omkring tre procent. Torsdag lukkede det store japanske aktieindeks Nikkei 225, der handles i nattetimerne dansk tid, i et minus på 1,2 procent.

USA på vej i bakgear

Onsdagens nedgang på aktiemarkederne fulgte flere nøgletal fra nogle af verdens største økonomier. Eksempelvis havde Europas største økonomi, Tyskland, fremvist en negativ vækst i andet kvartal på 0,1 procent.

Derudover fik uro i Mellemøsten, den eskalerende handelskrig mellem USA og Kina, et truende Brexit og et vigtigt skæringspunkt på markedet for obligationer fået krisefrygten til at ulme.

For første gang siden begyndelsen på Finanskrisen i 2007 kunne investorerne i USA således se, at renten på de tiårige obligationer var lavere end renten på toårige obligationer.

– Det er et pålideligt tegn på, at USA kommer i bakgear, sagde aktieanalysechef ved Sydbank Jacob Pedersen til TV 2.

Stort plus for året

Trods krisetrommerne er det danske C25-indeks dog stadig solidt i plus for året. Sammenlignet med første handelsdag i 2019, 2. januar, er den samlede værdi af aktierne på C25 steget med over ti procent.

Sammenligner man omvendt den nuværende aktiekurs med, da C25-indekset var højeste i starten af juli, er der et fald på cirka 4,5 procent at spore. Lignende tal kan man se på to af de dominerende amerikanske aktieindekser, Dow Jones og S&P 500.

Aktiemarkedet var i starten af året dog præget af et større fald i løbet af de sidste måneder af 2018.


Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret

Please Donate To Bitcoin Address: [[address]]

Donation of [[value]] BTC Received. Thank You.
[[error]]