Politi og Anklage

Uddrag af døgnrapport fra onsdag 310719 til torsdag 010819

By  | 

Via Politiet

Døgnets anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Frejasvej, Ringsted

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Kirkevangen, Gørlev
Horsekjær, Store-Heddinge
Bakkehældet, Valløby, Køge
Funchsvej, Køge
Gammel Landevej, Roskilde
Munkekærgård, Køge
Barsebæk, Holbæk

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Færdselsuheld – Solrød Strandvej / Cementvej, Solrød

Kl. 0619 onsdag morgen anmeldte en 29-årig kvinde fra Solrød Strand, at hun havde været impliceret i et færdselsuheld ved rundkørslen Solrød Strandvej / Cementvej, men at den mandlige modpart efterfølgende var kørt fra stedet uden at give sig til kende. På uheldsstedet traf politiet den 29-årige kvinde, der var kørt i en personbil ad Solrød Strandvej mod nordøst. Ved rundkørslen bremsede hun for en anden bilist inde i rundkørslen, men blev herunder påkørt bagfra af en anden personbil. Den mandlige fører signalerede indledningsvist, at de skulle tale sammen på en sidevej, men fortsatte væk fra uheldsstedet uden at give sig til kende over for modparten. Ved uheldsstedet fandt politiet en tabt nummerplade tilhørende en 27-årig mandlig bilejer fra Solrød Strand. Politiet fik via efterforskning identificeret føreren som den 27-årige bilejer, der efterfølgende blev telefonisk kontaktet på sin arbejdsplads og sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at flygte fra uheldsstedet. Politiet medtog den tabte nummerplade med henblik på udlevering til bilejeren, som således kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Mistænkeligt forhold – Ågeruphøj, Ågerup, Roskilde

Kl. 0817 anmeldte en 51-årig kvinde fra Roskilde, at hun få minutter tidligere måske havde overrasket nogle personer, der ville lave indbrud. Ved hoveddøren havde en fremmed kvinde stået og fumlet med noget, så anmelderen lukkede op for at undersøge dette nærmere. Udenfor stod en udenlandsk kvinde, som råbte, at der var nogen hjemme. Hun forsøgte at bilde anmelderen ind, at hun var en rengøringsdame, samtidig med at anmelderen så to mænd løbe hastigt ud fra haven. Alle tre flygtede efterfølgende i en hvid og høj varebil, der var lidt rusten. Kun kvinden kunne beskrives som ca. 25 år, østeuropæisk af udseende og med lyst, skulderlangt hår. Politiet fandt ikke hverken varebilen eller de tre personer, så det kunne blive opklaret, hvad deres ærinde hos anmelderen reelt havde været.

Brand i cykel – Søndergade, Ringsted

Kl. 0958 anmeldte brandvæsnet til politiet, at de netop havde slukket en brand i en cykel, der var henkastet op ad et hegn ved en sti ind mod et grønt område. Politiet kørte til stedet og kunne konstatere, at en herre-mountainbike var delvist udbrændt. Omkring stellet var der viklet noget tøj, som formentlig var blevet vædet med noget brændbar væske, inden der var blevet sat ind til cyklen. Politiet undersøgte stedet og cyklen for tekniske spor og forsøger nu at få identificeret både cyklens ejer og den person, der har sat ild til cyklen.

Politiet hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i området omkring kl. ca. 09.44, hvor brandvæsnet blev alarmeret og sendt til stedet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Slagsmål – Jernbaneplads, Holbæk

Kl. 1148 fik politiet en anmeldelse om, at en yngre mand var aggressiv over for en noget ældre mand, som måske var blevet slået. Da politiet til området ved stationen, var den aggressive, unge mand pacificeret af flere personer, der holdt ham fast mod jorden. Der var tale om en spirituspåvirket, 20-årig mand fra Holbæk, som stadig var lidt opfarende. Han blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen i forhold til adfærden over for en 62-årig mand fra Tølløse, som var sluppet uskadt fra slagsmålet. Efter en lægeundersøgelse blev den 20-årige anbragt i detentionen til afrusning, hvor han opholdt sig til først på aftenen inden løsladelse. Senere vil han modtage en bøde på grund af adfærden over for den 62-årige. Årsagen til den 20-åriges aggressive adfærd kendes ikke.

Færdselsuheld – Nørregade, Ringsted

Kl. 1210 anmeldte en 32-årig kvinde fra Nyrup, at hun var blevet impliceret i et færdselsuheld i Nørregade ud for indkørslen til Nørretorv, hvor hun var kørt ind i siden på en minibus. Ingen var kommet til skade ved uheldet, der skete, da anmelderen kørte i en personbil ad Nørregade mod syd. Ud for sidevejen ind på Nørretorv var en minibus ført af en 53-årig mand fra Greve ved at foretage en U-vending. Da føreren under vendingen fortsatte med denne ud på Nørregade, kunne anmelderen ikke undgå at køre ind i minibussens venstre side. Føreren af minibussen var i rundkørslen ved Nordre Ringvej kørt i den forkerte retning ad Nørregade, hvorfor han ville vende og køre retur til den nordlige del af Nørregade. Føreren af minibussen kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet.

Narkobilist med hash – Østbyvej, Himmelev, Roskilde

Kl. 1358 standsede politiet en varebil med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøj. Bag rattet sad en ædru, 26-årig mand fra Roskilde. Han var dog påvirket af narkotika under kørslen i varebilen, som han i forvejen ikke måtte køre, fordi han var frakendt kørekortet. Ved ransagning af bilen fandt politiet 30 gram hash, som han blev sigtet for at være i besiddelse af. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og afhøring til sagerne løslod politiet den 26-årige, som dog kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Færdselsuheld – Gørlev Landevej, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 1409 var det sket et færdselsuheld med to bilister impliceret. En 64-årig mand fra Greve var som fører af en personbil standset i rabatten efter kørsel i nordlig retning. I forbindelse med en U-vending på stedet blev han påkørt af en anden personbil ført af en 42-årig mand fra Kalundborg. Han kørte i nordlig retning og havde en 55-årig mand fra Kalundborg med i bilen som passager. De implicerede biler spærrede vejen, indtil de blev skubbet ind til siden. Både den 64-årige og den 55-årige passager blev indbragt til skadestuen til behandling på grund af knoglebrud hos den 64-årige, medens den 55-årige blev indlagt til observation.

Færdselsuheld – Algade, Gørlev – Kalundborg

Kl. 1458 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, hvor en person var kommet til skade. Det viste sig, at en 59-årig mand fra Kalundborg under kørsel på en knallert i spirituspåvirket tilstand var væltet, så han havde pådraget sig en flænge i hovedet. Han blev bragt til skadestuen i Slagelsen, hvor han ud over behandling for personskaden fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, da politiet havde sigtet ham for spirituskørsel på knallerten. Knallerten blev transporteret til en politistation til nærmere undersøgelse, hvorvidt den var i lovlig og forsvarlig stand.

Spirituskørsel – Jernbanevej, Tølløse – Holbæk

Kl. 1610 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 60-årig mand fra Tølløse for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Tricktyveri – Bjerregården, Svinninge – Holbæk

Kl. 1733 anmeldte pårørende til en 86-årig kvinde fra Svinninge, at hun kl. ca. 1600 havde fået uventet besøg af to fremmede personer. Det var en mand og en kvinde, der udgav sig for at være fra hjemmeplejen, og da de var kommet ind på den 86-åriges bopæl, havde kvinden lukket en dør, så den 86-årige ikke kunne se, hvad den fremmede mand foretog sig. Den 86-årige havde på grund af utrygheden i situationen trykket på sit nødkald til hjemmeplejen, hvorefter de to fremmede var gået med besked om, at de ville komme igen tidligt om morgen torsdag. Den rigtige hjemmeplejen havde efterfølgende oplyst den 86-årige om, at de to fremmede ikke var tilknyttet hjemmeplejen. De havde tilsyneladende ikke stjålet noget fra den 86-årige, der beskrev kvinden som: nordeuropæisk af udseende, 40-50 år, 160-165 cm høj, kraftig af bygning, sort hår og iført mørkt tøj. Hun talte dansk med accent og forsvandt sammen med manden på ukendt måde. Politiet fandt ikke de to mistænkelige personer i området.

Politiet hører gerne fra personer, der har bemærket de to personer i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Brandundersøgelse – Egebjergvej, Abildøre, Vig – Odsherred

Kl. 1753 udbrød der brand i et køkken, så brandvæsnet måtte tilkaldes. Der opstod der sodskader i køkkenet efter brand i emhætten, som politiet mistænker for at være kortsluttet. Det skal politiets nærmere undersøgelser for at få klarlagt brandårsagen prøve at få afklaret, om det er tilfældet. Ingen kom til skade ved branden.

Spirituskørsel – Studiestræde, Holbæk

Kl. 1804 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 65-årig mand fra Gislinge for spirituskørsel på en lille knallert. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Brandundersøgelse – Tornebjergvej, Frøslev, Store-Heddinge – Stevns

Kl. 2106 rykkede brandvæsnet ud til ildebrand i et skur, hvor der stod en dieseltank og et lufttørreanlæg til korn. Branden nåede at brede sig lidt ind i en nærliggende lade, hvor korn lå opmagasineret. Det lykkedes dog brandvæsnet at få ilden slukket, inden både dieseltanken og det opmagasinerede korn brød i brand. Ved den foreløbige undersøgelse af brandårsagen arbejder politiet ud fra en tese om, at en dieselmotor kan være blevet så varm, at den har startet en brand i brændbart materiale i nærheden. Ingen personer kom til skade ved branden.

Vold – Havnsøgårsvej, Havnsø, Føllenslev – Kalundborg

Kl. 2210 fik politiet en anmeldelse om, at en voldelig mand nu blev tilbageholdt af flere personer. Politiet kørte til stedet og fik klarlagt, at den tilbageholdte – en 30-årig mand fra Kolding – kort før anmeldelsen havde henvendt sig på en tilfældig adresse, hvor en 48-årig mand fra Føllenslev åbnede døren. Den 30-årige havde uden grund forlangt at få bilnøgler til en bil, der holdt i indkørslen. Det fik han dog ikke, hvorefter beboeren lukkede døren og kontaktede en bekendt. I mellemtiden var den 30-årige begyndt at banke på vinduerne, men da beboeren bad ham om at stoppe, blev den 48-årige beboer pludselig slået med et knytnæveslag i ansigtet. Beboeren kontaktede igen den bekendte, som assisterede med at tilbageholde manden indtil politiets ankomst. Den 30-årige blev anholdt og sigtet for vold, hvorefter han blev tilset af en læge, idet han fremstod som uligevægtig. Sagen endte foreløbigt med, at han blev indlagt på et sygehus til fornøden behandling på grund af sine mentale tilstand. Politiet underrettede efterfølgende en jysk politikreds om denne sag, idet den 30-årige i forvejen var efterlyst i en anden sag omkring vold.

Uorden ved arresten – Kongsberg Alle, Køge

Kl. 2250 anmeldte personalet i arresthuset, at to personer forsøgte at kontakte de indsatte i arresthuse. De var muligt kørende i en bil, der var henstillet på Ringvejen. Ved politiets ankomst var de to personer og deres mulige bil forsvundet fra området, så ingen blev sigtet for ulovlig forbindelse med de indsatte i arresthuset.


Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret

Please Donate To Bitcoin Address: [[address]]

Donation of [[value]] BTC Received. Thank You.
[[error]]