News

Uddrag af døgnrapport fra fredag 210619 til mandag 240619

By  | 

Via Politiet

Weekendens anmeldelser vedrørende:

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Unionsvej, Køge

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Neptunvej, Jyllinge
Olsbæklund, Greve
Egevej, Tune (2 adresser)
Barsebæk, Holbæk
Skæppestien, Tune
Ternevej, Jyllinge
Skovbo Alle, Greve (2 adresser)
Kildeskoven, Kalundborg
Olsbækeng, Greve
Olsbæklund, Greve
Knøsen, Greve
Runddyssevej, Gundsømagle, Roskilde
Hinbjerg, Karlslunde
Gl Skolevej, Høng
Astersvej, Roskilde
Karlslunde Kysthave, Karlslunde

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Agnesvej, Ellinge Lyng, Højby
Strandvej, Havnsø, Føllenslev

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ravnsborgvej, Køge

Fredag – lørdag:

Narkohund på patrulje – Roskilde

Kl. 1040 var en narkohund og dens fører på fodpatrulje i indre by i Roskilde. Da patruljen gik gennem Lammegade, ønskede hunden pludselig at se nærmere på en bestemt adresse, idet hunden havde fået færten af noget narkotika. Mistankegrundlaget ud fra hundens adfærd viste sig at være begrundet, idet politiet efter ransagning af adressen havde fundet en 59-årig kvinde fra Roskilde i besiddelse af knap fire gram hash, der var gemt flere steder i stuen. Hashen blev beslaglagt, og kvinden blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. På stedet blev der også fundet ca. to gram hashmix, som en 38-årig mand fra Roskilde erkendte at være rette ejer af. En 50-årig kvinde også fra Roskilde blev også sigtet, fordi hun var ejer af ca. fire gram amfetamin, som politiet også fandt under ransagningen. Under patruljens videre færd i byen blev en 33-årig mand fra Næstved sigtet for besiddelse af knap ½ gram hash, da han blev truffet ved togstationen. På bagsiden af togstationen på Køgevej traf narkohunden en 45-årig mand fra Roskilde, som havde 2½ gram hash og nogle hashjoints på sig. Også han blev sigtet for den ulovlige besiddelse af disse effekter. Alle kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet i anledning af de forskellige narkofund.

Blufærdighedskrænkelse – Rosenhavestræde, Roskilde

Kl. 1314 anmeldte tre kvinder på 15, 16 og 20 år fra hhv. Roskilde og Viby Sj., at de under ophold på en cafe var blev krænket af en fremmed mand. Han var dukket op og havde åbenlyst onaneret for de tre kvinder, medens han befandt sig i en gårdhaven. Politiet forsøgte at finde manden, der blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 60-65 år, 170-175 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Grå, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Manglede 4 tænder., Talte: Dansk, Iført: Grøn jakke, grøn trøje med militærmønster på skuldrene og mørkeblå jeans. Manden blev ikke fundet og forsøges nu identificeret af politiet.

Politiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket manden i området, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – fører flygtet – Strandvejen / Hovedgaden, Svinninge – Holbæk

Kl. 0408 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en bil var forulykket, og føreren var flygtet fra stedet. Det viste sig, at bilen var blevet ført ad Strandvejen mod syd frem til krydset ved Hovedgaden, hvor bilisten havde påkørt et autoværn og et plankeværk i T-krydset. Efterfølgende var føreren flygtet fra stedet og blev ikke umiddelbart fundet trods eftersøgning med bl.a. patruljehunde. Ingen var tilsyneladende kommet til skade ved uheldet, hvor andre trafikanter ikke var involveret. Politiet forsøger nu at få føreren identificeret hos bilejeren, der har en forpligtelse til at oplyse politiet om, hvem der har ført bilen på uheldstidspunktet.

Politiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket noget i forbindelse med uheldet eller førerens flugt efterfølgende. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Lørdag – søndag:

Brandundersøgelse – Gyrstinge Bygade, Gyrstinge, Ringsted

Kl. 1032 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af en anmeldelse om brand i en landejendom. Det viste sig, at branden var opstået i et kælderrum i beboelsen, så ingen dyr eller øvrige bygninger på stedet var i fare. Brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden, der havde forårsaget kraftig røgudvikling. Ved en foreløbig undersøgelse formodes branden at være opstået omkring et køleskab i kælderrummet. Brandårsagen skal derfor undersøges nærmere, men ingen kom til skade ved branden.

Vold – Gl. Kongevej, Ellinge Lyng, Vig – Odsherred

Kl. 1057 kontaktede en 60-årig mandlig sommerhusejer fra København politiet, fordi han var blevet overfaldet af føreren af et køretøj kort forinden. Sommerhusejeren var træt af, at store entreprenørmaskiner var kørt frem og tilbage forbi sommerhusejerens bopæl og med en hastighed, som efter hans opfattelse var for høj. Hastigheden var blevet påtalt over for personalet, hvorefter der var opstået tumult. Herunder var sommerhusejeren bl.a. blevet ramt af en bildør, så han havde fået en flænge ved øjenbrynet. Da politiet sigtede en 47-årig mand fra Vig for vold mod sommerhusejeren, oplyste den sigtede, at han nu ville anmelde sommerhusejeren for vold, idet denne skulle have slået den 47-årige i ansigtet med en hånd. Politiet har nu optaget rapport om sagen og forsøger at få klarlagt omstændigheder i forbindelse med kontroversen mellem de to parter.

Spirituskørsel – Åmarken, Jersie, Solrød Strand

Kl. 1312 anholdt og sigtede politiet en 37-årig mand fra Ringsted for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

READ ALSO  Airbnb reveals the top 20 destinations to visit in 2020

Hensynsløs kørsel – Godsvej / Eriksmindevej, Greve

Kl. 1530 så en færdselspatrulje en bilist foretage en ulovlig overhaling frem mod et vejkryds. Bilisten overhalede under kørsel ad Godsvej ved Eriksmindevej tre andre bilister, selv om der var spærrelinjer på stedet og kort før et vejkryds. Da bilisten var blevet standset, viste det sig, at den 21-årige mandlige fører fra Greve ikke anvendte sikkerhedssele under kørslen, ligesom han ikke medbragte sit kørekort. Han blev sigtet for de forskellige overtrædelser af færdselsloven, hvor den ulovlige overhaling ville medføre et klip. Lagt sammen med de to klip, som den 21-årige havde i forvejen, ville sigtelsen samlet set ud over en bøde medføre en påstand om en betinget frakendelse af førerretten med ny teori- og køreprøve til følge. En 21-årig mandlig passager i bilen fik også en bøde for manglende brug af sikkerhedssele under kørslen.

Mindreårig med narko – Slotsvolden, Holbæk

Kl. 1815 fik politiet en henvendelse fra en bekymret borger, der fra sin bopæl kunne se tre drenge opholde sig ved en container. For borgeren så det ud, som om drengene muligt indtog stoffer. Politiet kørte til stedet og traf to drenge på 14 og 16 år fra Holbæk samt en 15-årig dreng fra Hvalsø. De blev alle kontrolleret på mistanken om besiddelse af ulovlige effekter, hvorunder den 14-årige blev fundet i besiddelse af ca. 15 gram hash og en ulovlig kniv. De to andre havde ikke noget ulovligt på sig og blev sendt bort. Den 14-åriges forældre blev underrettet om sagerne, som han dog ikke kunne sigtes for på grund af en alder under den kriminelle lavalder på 15 år. Efterfølgende blev også de sociale myndigheder underrettet om sagen, som de vil kunne læse mere om, når en socialrapport dukker op på deres bord.

Uro og uorden – Mosede Strandvej, Greve

Kl. 2352 fik flere anmeldelser om uro og uorden i området ved Mosede Fort. En 13-årig pige og hendes veninder følte sig forfulgt af en gruppe på 15-20 utryghedsskabende unge, medens de var på vej mod S-toget på Karlslunde station. Kort efter anmeldte en medarbejder fra det tivoli, der var i området, at flere unge – efter tivoliets lukketid – havde forsøgt at skaffe sig adgang til en forlystelse, der var dækket til med en presenning. Tivolipersonalet havde fået jaget de unge væk i retning mod togstationen. Politiet fik i området kontakt til en gruppe unge, der havde dæmpet sig og blev formanet om deres opførsel.
Undervejs til denne opgave forulykkede en patruljebil under udrykning i krydset Københavnsvej – Værtsvej – Lyngvej i Køge. Patruljebilen kørte med udrykning ad Københavnsvej mod nord og ind i lyskrydset mod rødt lys. I krydset stødte patruljebilen sammen med en personbil ført af en 42-årig kvinde ad Lyngvej mod øst og ind i krydset, så hendes bil blev ramt på højre side. Både personerne i kvindens bil samt politipersonalet blev bragt til skadestuen til kontrol, men ingen var kommet til skade som følge af uheldet. Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få klarlagt de nærmere omstændigheder forud for sammenstødet.

Brandundersøgelse – Havnevej, Roskilde

Kl. 0540 fik politiet og brandvæsnet via alarm 112 melding om ildebrand i en opgang i en beboelsesejendom. Politiet kunne se megen røg i opgangen, hvor de fleste beboere var klar om, at der var røg i opgangen. Ingen blev evakueret, da brandvæsnet hurtigt fik slukket en mindre brand i en rollator i opgangen. Ingen kom til skade ved branden, hvis årsag politiet nu undersøger nærmere.

Søndag – mandag:

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Ejbyvej, Bjæverskov – Køge

Kl. 1120 standsede færdselspolitiet en personbil, der blev ført af en 54-årig mand fra Glostrup. Han havde ikke nogen førerret, fordi han ikke havde aflagt en kontrollerende køreprøve i 2017, og politiet derfor havde inddraget hans førerret. Politiet sigtede ham for overtrædelse af færdselsloven og gjorde ham bekendt med, at det nu var tredje gang inden for de seneste tre år, at han blev afsløret i at køre bil uden kørekort. Hans personbil blev derfor beslaglagt med henblik på senere konfiskation i et retsmøde, som han vil blive indkaldt til.

Parkering til ulempe – Højagervej, Karlstrup, Karlslunde – Solrød

Kl. 1342 fik politiet en anmeldelse om, at flere personbiler var parkeret i strid med regler i området ved Karlstrup kalkgrav, herunder var biler parkeret på brandvejen. Politiet kørte til området sidst på eftermiddagen, hvor 12 biler fik pålagt en parkeringsafgift.

Anholdelse – Butikstyveri – Klosterparks Alle, Ringsted

Kl. 1401 fik en anmeldelse fra personalet fra en tøjbutik i outletcentret om, at en udenlandsk mand nu var tilbageholdt efter flere tilfælde af butikstyverier i butikken. Politiet kørte til tøjbutikken og fik kontakt med en 51-årig mand fra Serbien, der blev anholdt som mistænkt for tre tilfælde af butikstyveri. Han var i besiddelse af en pose, der var særligt indrettet, således at alarmer på varer ikke blev aktiveret, hvis butikken blev forladt uden at betale for varerne. Den anholdte var dog ikke i besiddelse af nogen af de stjålne varer, idet han var blevet opdaget af en mandlig kunde, som havde konfronteret ham med forsøget på tyveri af to polo-shirts. Serberen var herefter forsøgt tilbageholdt, men stak af med kunden og vagtpersonale efter sig, indtil han kunne tilbageholdes i området ved Nørretorv. Ved gennemgang af butikkens videoovervågning blev det klarlagt, at han inden for ca. 10 minutter havde været i butikken i alt tre gange, men blev opdaget tredje gang. De to foregående tilfælde lykkedes det ham at stjæle omkring 15 polo-shirts til en værdi af ca. 10.000 kr. Den anholdte serber blev afhørt til de tre sager med assistance fra en tolk, hvorefter han blev anbragt i et arresthus for overnatning. Anklagemyndigheden forventer at fremstille ham mandag i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med krav om varetægtsfængsling.

READ ALSO  No savings at 50? Here are my 3 tips to help you save £1m for retirement

Spirituskørsel på knallert mv. – Køgevej, Valløby, Køge – Stevns

Kl. 1440 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 25-årig mand fra Køge for spirituskørsel på en lille knallert, som færdselspolitiet fik interesse for at kontrollere, da føreren ikke anvendte styrthjelm under kørslen. En alkometertest indikerede, at føreren var påvirket af spiritus og fik derfor udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Knallerten var ikke lovpligtigt ansvarsforsikret, så den 25-årige blev også sigtet for den overtrædelse af færdselsloven.

Færdselsuheld – Østre Ringvej / Kærup Parkvej, Ringsted

Kl. 1657 var der sket et færdselsuheld i rundkørslen, hvor en cyklist var blevet påkørt af en bilist. Der var tale om en 20-årig mandlig cyklist fra Ringsted, der var kommet fra Kærup Parkvej og var på vej rundt i rundkørslen. Ud for Østre Ringvej kørte cyklisten ind i venstre side på en personbil, der blev ført af en 20-årig mand fra Jyderup mod nord ad Østre Ringvej og ind i rundkørslen. Som følge af sammenstødet mistede cyklisten kontrollen over cyklen og væltede, men slap fra uheldet med diverse knubs. Bilisten kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet, hvor han mistænkes for at have overtrådt færdselsloven bestemmelser om vigepligt.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Hovvejen / Holbækvej, Kalundborg

Kl. 1735 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en anmelder havde set en bil forulykke i rundkørslen ved Hovvejen / Holbækvej, hvorefter bilisten var kørt videre derfra i retning mod Holbæk. Anmelderen var fulgt efter bilen, som politiet fik kontakt til ved i Tømmerup med en spirituspåvirket, 32-årig mand fra Svebølle bag rattet. Han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel i bilen, der kort tid var forulykket i rundkørslen. Det viste sig ved efterforskning i sagen, at han ikke havde været fører af bilen i uheldsøjeblikket, idet en kvindelig passager i bilen – en 28-årig kvinde fra Skælskør – havde ført bilen ad Hovvejen mod nordøst, da hun af ukendte årsager mistede kontrollen over den ved rundkørslen. Hun påkørte derfor et vejskilt og en lygtepæl, men kunne efterfølgende ikke selv få bilen fri. Herefter satte den 32-årige mand sig ind på førersædet, fik bilen fri i rundkørslen og kørte til Tømmerup, hvor politiet kom. Den 32-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Begge parter kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet. Ingen personer kom til skade ved uheldet, der heller ikke involverede øvrige trafikanter.

Maritim kontrol – Holbæk

Søndag i tidsrummet kl. 1800-0100 foretog personale fra Midt- og Vestsjællands Politi en kontrol til søs af de sejlende i Holbæk fjord især omkring havnen. Politiet fandt ikke grundlag for at skrive nogle sager efter ca. 25 kontroller, men lavede nogle mindre alvorlige påtaler vedr. lanterneføringen i de mørke timer. Det var så anden dag i træk, at politiet foretog en kontrol til søs i stort set det samme område. Flere sejlende fortalte politiet, at de havde set politiet i aktion om lørdagen og derfor havde checket op på de forskellige krav, der er til de sejlende.
Om lørdagen i tidsrummet kl. 1400-2200 havde politiet som nævnt også været på en kontrol til søs i Holbæk fjord, Vesterløbet, Inderbredningen og i Isefjorden. Politiet fik kontrolleret ca. 25 fartøjer, herunder en vandscooter. Politikontrollen gav anledning til fire sager, idet to blev sigtet for manglende certifikat og to for manglende forsikring af fartøjet. Samtidig benyttede kontrollen til at lave flere præventive samtaler med de sejlende.

Spirituskørsel – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 1859 anholdt og sigtede politiet en 41-årig mand fra Ishøj for spirituskørsel i en personbil på motorvejen i sydgående retning ved Køge. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Ville ikke skåle og fik slag i ansigtet – Kalundborgvej, Holbæk

Kl. 2021 kørte politiet til området ved strandparken, idet en spirituspåvirket gæst havde været voldelig for en anden gæst i området. Politiet fik kontakt til en 20-årig mand fra Holbæk, der oplyste, at han var blevet kontaktet af en tydeligt spirituspåvirket mand. Han ville skåle med den 20-årige, som dog afviste ham på grund af hans spirituspåvirkethed. Det tog manden fornærmeligt op og gav den 20-årige en slag i ansigtet, så han fik næseblod. Politiet sigtede efter en spirituspåvirket, 42-årig mand fra Mørkøv for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af den voldelige adfærd over for den 20-årige.
Kl. 2111 fik politiet en anmeldelse om uorden på græsplænen ved badeanstalten, men politiet fandt ikke noget i klammeri med hinanden, da politiet dukkede op kort efter.

READ ALSO  Revolut eyes $10bn valuation as it prepares for further fundraising

Glemt strygejern startede brand – Trianglen, Køge

Kl. 2148 måtte brandvæsnet og politiet rykke ud i anledning af en anmeldelse om brand i et rækkehus. Det viste sig, at der kun var tale om en mindre brand, der havde medført sodskader i en lejlighed tilhørende et par på 75 og 77 år. Et glemt, men tændt strygejern formodes at være årsag til brandens opståen. Ingen kom til skade ved branden.

Falske brandanmeldelser – Ugerløse, Holbæk / Varpelev, Hårlev – Stevns

Kl. 2237 fik brandvæsnet og politiet en melding om, at der var formentlig var gået ild i en bygning ved et savværk på Annexgårdsvej, Ugerløse. Så slemt var det heldigvis ikke, da myndighederne dukkede op på stedet. Der var rigtigt nok ild, men i et stort anlagt sankthans-bål, som dog ifølge brandvæsnet var større end det var forsvarligt på stedet trods en række sikkerhedsforanstaltninger. Brandvæsnet slukkede bålet og tildelte de ansvarlige en advarsel for det store bål tæt på noget brandfarligt. Politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.
Kl. 2248 indløb en ny anmeldelse om ildebrand i en bygning i Varparlev, Hårlev, hvilket medførte udrykning fra både brandvæsen og politiet. Brandvæsnet var først fremme og kunne konstatere, at der kun var tale om et sankthans-bål på en privat adresse, så politiet undlod at køre helt frem til stedet.

Slagsmål på tankstation – Vordingborgvej, Køge

Kl. 2359 rykkede politiet ud i anledning af en anmeldelse om uorden på en tankstation, hvor flere mænd var i slagsmål. Et par patruljer blev sendt til stedet, hvor der ved politiets ankomst var faldet ro over gemytter. Med hjælp fra videoovervågningen på tankstationen blev det klarlagt, at alle var lige gode om at have startet det indbyrdes slagmål af en årsag, der er ukendt for politiet. Politiet sigtede to mænd på 18 og 41 år fra Køge og en 43-årig mand fra Herfølge for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen som følge af slagsmålet. Alle kan nu forvente at modtage en bøde på grund af deres adfærd på tankstationen.

Mand overfaldet – Havnevej, Havnsø, Føllenslev – Kalundborg

Kl. 0155 anmeldte en 51-årig mand fra Jyderup, at han kort forinden var på vej hjem efter en sankthans-fest på havnen i Havnsø og herunder var blevet overfaldt. Undervejs ved en parkeringsplads var han blevet opsøgt af tre mænd, der havde startet en diskussion med den 51-årige. Herefter havde han fået et slag i ansigtet efterfulgt af flere slag og spark, da han faldt omkuld som følge af tumulten. Efter overfaldet var de tre mænd flygtet fra stedet i en bil, der blev ført af en kvinde. Den forurettede blev i en ambulance bragt til skadestuen til undersøgelse og registrering af sine skader efter overfaldet. De tre mistænkte blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 30 år, 180 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk; B: Mand, Dansk af udseende, 35 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk; og C: Mand, Dansk af udseende, 45-50 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: Tatoveret på begge arme, Talte: Dansk, Iført: hvid undertrøje. Politiet har p.t. ikke yderligere oplysninger om bilen og behandler sagen som vold.

Politiet i Kalundborg / Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket enten selve overfaldet eller den bil, som de tre mistænkte flygtede i. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Bil i brand – Maglehøjvej, Varpelev, Hårlev – Stevns

Kl. 0157 måtte brandvæsnet rykke ud til brand i en bil, der stod på en p-plads tæt på Varpelev å. Branden var opstået i både kabinen og i motorrummet på en bil, hvorfra der tilsyneladende var afmonteret flere dele inden brandens opståen. Politiet skal nu både forsøge at få bilen identificeret og finde ud af årsagen til brandens opståen i bilen.

Politiet i Køge hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i området umiddelbart før anmeldelsen af branden. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Dreng på natudflugt – Centervejen, Asnæs – Odsherred

Kl. 0244 kontaktede en 19-årig mand politiet, fordi han kunne se en 3-4-årig dreng gå rundt alene i nærheden af en tankstation kun iført meget lidt tøj. Han tog kontakt til drengen og afventede politiets ankomst. Drengen blev identificeret som en 3½-årig dreng fra Asnæs, som blev bragt få hundrede meter retur til en chokeret far, da faderen hørte om de nærmere omstændigheder. Drengen havde spontant udtalt, at han savnede sin mor og derfor var hoppet ud ad et vindue på familiens bopæl. Politiet fandt forholdene i familien helt i orden og havde derfor ikke grundlag for at skrive en socialrapport med baggrund i nattens hændelse.


Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret