Via Politiet

Døgnets anmeldelser vedrørende:

               

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Karen Olsdatters Str. Roskilde

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Ravnevænget, Havdrup
Bygaden, Hellested, Hårlev
Mosede Klintvej, Greve
Askevang, Gørslev, Ringsted
Blågårdsvænget, Greve
Kløverager, Greve
Poppelhegnet, Solrød Strand
Holmehusvej, Solrød Strand
Lønbjergparken, Vindinge, Roskilde
Tåstrup Stræde, Holbæk

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ved Voldene, Ellinge Lyng, Vig

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Prinsensvej, Ringsted

Fredag til lørdag

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 0800 skete der sammenstød mellem tre biler på Holbækmotorvejen i østgående retning. En 33-årig mand fra Holbæk ville overhale en bus i 2. vognbane, men da han trak ud i 3. vognbane kolliderede han med part 2, en 52-årig mand fra Grevinge. Også en personbil ført af en 53-årig mand fra Holbæk fik skader efter sammenstødet mellem part 1 og 2. Politiet fik en skiltevogn til stedet, mens oprydningen var i gang. Alle vognbaner åbnede igen kl. 0846.

Anmeldelse om mand med pistol – Roskilde Station

Kl. 1204 fik politiet en anmeldelse om, at en borger havde set en person med pistol, og vedkommende skulle have taget ladegreb på pistolen. Derfor kørte politiet talstærkt til Roskilde Station med både mandskab og hunde, hvor toget ville ankomme inden for kort tid. Borgerne kunne se meget politi i området, fordi det var en meget alvorlig anmeldelse. Politiet fik kontakt til en 13-årig dreng, der havde en plastikpistol med sig. Han blev sammen med sine forældre vejledt om situationen og alvoren i at have en pistol på sig, selvom det er legetøj. Toget blev sendt videre på strækningen, og drengen blev sendt hjem sammen med forældrene. 

Brand i busk – Strandtoften, Drøsselbjerg, Slagelse, Kalundborg

Kl. 1240 fik politiet et opkald om, at der var flammer i en busk tæt på et sommerhus, hvor der ikke var nogen hjemme. Ilden spredte sig til flere buske, inden naboer fik en haveslange trukket frem og slukket ilden. Politiet kom til stedet og konstaterede, at der lå rester fra en grill ved ildens arnested. Politiet opfordrer derfor borgerne til at være særligt opmærksomme, når grillen skal tømmes. De mindste gløder kan i varmen og det tørre vejr være med til at antænde en brand, som kan være farlig. 

Arbejdsulykke – Rugbjergvej, Lille-Skensved, Køge

Kl. 1334 fik politiet en anmeldelse om en arbejdsulykke. En 53-årig mand fra Høng var i en lastbil ved at læsse af, da lastbilen væltede. Manden slog hovedet inde i kabinen og blev kørt til undersøgelse på sygehuset. Manden var ved bevidsthed og kravlede selv ud af førerhuset. Politiet optog rapport og underrettede Arbejdstilsynet. 

Tricktyveri fra butik – Torvet, Køge 

Kl. 1435 indfandt to udenlandske personer sig i en tøjbutik på Torvet i Køge. De to personer, en mand og en kvinde, lagde nogle varer op på disken og begyndte at tale til medarbejderen. Medarbejderen var særdeles opmærksom på, at de to personer ikke skulle begynde at pille ved kasseapparatet, da hun var mistænksom over for personerne. Medarbejderen opdagede derfor ikke, at hendes private mobiltelefon havde ligget på disken. Den var væk, da de to personer havde forladt butikken uden at købe noget. De beskrives som:
A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 30-40 år, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Talte: Fremmedsprog, Iført: Blå cowboybukser
B: Kvinde, Ikke etnisk dansker af udseende, 30-40 år, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Langt, Talte: Fremmedsprog, Iført: Spraglet tøj
Politiet hører gerne fra personer, der har oplysninger i sagen eller har set personerne. 

Vild hest i trailer – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 1505 blev Køge Bugt Motorvejen sydgående lukket, fordi en hest bevægede sig voldsomt inde i en hestetrailer. Politiet var på stedet, og en dyrlæge blev tilkaldt. Motorvejen var lukket indtil 1531, hvor hesten blev lukket ud på en mark, så den kunne falde til ro. Der var intet for politiet i den sag. 

Færdselsuheld – Vordingborgvej/Slimmingevej, Herfølge, Køge

Kl. 1535 kørte to biler sammen i krydset Vordingborgvej/Slimmingevej. Part 1, en 31-årig mand fra Ringsted, holdt stille på Slimmingevej i krydset, men kørte frem uden at have set part 2, der kørte ad Vordingborgvej. Part 2, en 54-årig mand fra Rønnede, ramte højre side af part 1, men der skete ingen personskade ved sammenstødet. Mens oprydningen pågik var vejen spærret i begge retninger. Vejen blev åbnet igen kl. 1735. 

READ ALSO  German banks should brace for insolvencies, hold off dividends - BuBa's Buch

Narkokørsel – Østrupvej, Veksø, Roskilde

En 26-årig mand fra København blev kl. 1628 anholdt og sigtet for kørsel i narkopåvirket tilstand. Han blev taget med for at få udtaget blod, og når prøven er behandlet, vil han høre nærmere fra politiet. 

Lægge hindringer i vejen for politiets arbejde – Mosevangen, Kalundborg

Kl. 1800 skulle politiet ud til en brugsstjålet bil, der var fundet på Mosevangen i Kalundborg. Da bilen skulle afhentes, var flere personer på stedet, og en af dem forsøgte at forhindre politiets arbejde, hvilket kostede en sigtelse til en 19-årig mand fra Kalundborg. Politiet kunne ikke umiddelbart klarlægge, om personerne på stedet havde været involveret i brugstyveriet eller havde været fører af den brugsstjålne bil.  

Anmeldelse om brand i byggemarked var affaldsafbrænding – Industrivej, Bjæverskov, Køge

Kl. 2102 kørte brandvæsen og politi ud til et byggemarked, da der var gået en brandalarm på stedet. Myndighederne kunne heldigvis ikke konstatere brand på stedet, men en nærboende person var til gengæld i færd med at afbrænde haveaffald. Manden med haveaffaldet fik en alvorlig samtale med brandvæsnet om, hvordan man håndterer den slags, og der var intet for politiet i den anledning. 

Narkokørsel – Møllehusvej, Roskilde

En narkometertest var positiv, da en 22-årig mand fra Roskilde blev testet af politiet. Han blev sigtet for narkokørsel og vil høre nærmere om sagen senere. 

Arbejdsulykke – Bragesvej, Ringsted

Politiet kørte kl. 2202 ud til Bragesvej i Ringsted, hvor en medarbejder havde været uheldig med trucken. Den 25-årige kvinde fra Ringsted havde stået på en truck og ved et uheld sat den til at bakke. Det betød, at hun fik sit ben i klemme mellem trucken og et bord. Politiet optog rapport på stedet og underrettede Arbejdstilsynet. 

Beslaglæggelse af personbil – Skovbrynet, Kalundborg

Kl. 2335 beslaglagde politiet en personbil, fordi ejer af bilen ikke havde førerret. Da dette er sket mere end tre gange inden for de sidste tre år, beslaglægger politiet bilen med henblik på konfiskation.

Spirituskørsel – Hersegade, Roskilde

Kl. 2357 pustede en 24-årig mand fra Roskilde alkometeret op på over det tilladte. Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Manden fik udtaget en blodprøve og vil senere høre mere fra politiet om sagen. 

Narkokørsel – Munkholmvej, Holbæk

Kl. 0044 blev en 21-årig mand fra Aalborg anholdt og sigtet for narkokørsel. Han fik udtaget en blodprøve og vil høre mere fra politiet. 

Opførsel i nattelivet – Hestetorvet, Roskilde

Kl. 0044 måtte politiet hjælpe en dørmand på en beværtning, da en gæst ikke ønskede at forlade stedet. Efter uoverensstemmelser med dørmanden opstod der håndgemæng mellem de to. Gæsten, en 23-årig mand fra Hedehusene, blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven og vil høre mere om sagen senere. Han forlod selv stedet, da politiet kom frem og sigtede ham. 

Spirituskørsel – Rønnebærparken, Roskilde

Kl. 0526 kørte en 35-årig mand fra Roskilde i påvirket tilstand. Han blev derfor sigtet for spirituskørsel og vil høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres. 

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl. 0612 forulykkede en motorcykel med en 35-årig mand fra Sverige. Manden blev kørt på sygehuset for at blive tjekket for skaderne, men han var trods omstændighederne i god behold. Manden vil rutinemæssigt få udtaget en blodprøve, som skal undersøges for spiritus eller narkotika. Han vil høre nærmere om sagen, når blodprøveresultaterne kommer i politiets besiddelse. 

Lørdag til søndag

Narkokørsel – Søndre Allé, Køge

En 21-årig mand blev 1104 anholdt og sigtet for narkokørsel, da narkometertesten viste positiv. Han fik udtaget en blodprøve og vil få afgjort sin sag, når resultatet foreligger. 

Kørsel uden førerret – Holbækvej, Vig, Odsherred

Kl. 1257 fik politiet en anmeldelse fra en borger om, at en bil kørte slingrende på vejen. Derfor kørte politiet ud og fik bragt bilen til standsning for at sikre, at der ikke var tale om spiritus- eller narkokørsel. Dette var ikke tilfældet, men den 76-årige kvinde fra Holbæk, der sad bag rattet, havde ikke førerret. Hun blev derfor sigtet for at køre bil uden førerret, og ejeren af bilen, en 71-årig mand fra Nykøbing Sjælland, blev sigtet for at overlade sit køretøj uden at sikre sig, at personen havde gyldig førerret. 

READ ALSO  I’d use Warren Buffett’s strategy to get ready for stock market crash round 2

Butikstyveri – Ølsemaglevej, Køge

Kl. 1401 blev politiet tilkaldt til et butikstyveri, hvor en 53-årig udenlandsk mand med adresse i Køge blev snuppet af et vidne, der havde set ham putte varer ned i sin rygsæk. Butikstyven blev sigtet for forholdet og fik en straksbøde, som han betalte på stedet.

Spirituspåvirkede knallertførere – Marievej og Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Politiet var i Holbæk for at kontrollere, om knallertførerne lørdag eftermiddag var påvirket af spiritus. To mænd blev standset med dårlig samvittighed. Kl. 1402 blev en 66-årig mand fra Holbæk stoppet på sin knallert og blæste promillen højere end tilladt på alkometertesten. Kl. 1423 blev en 32-årig mand fra Hundested stoppet på sin knallert, og også hans pust i alkometeret viste en promille over det tilladte. Begge fik udtaget en blodprøve og vil høre nærmere om forholdene, når resultatet er kommet i politiets hænder. 

Narkokørsel – Skovvejen, Holbæk

Kl. 1430 standsede politiet en 26-årig mand fra Kalundborg på Skovvejen i en personbil. Der lugtede af hash fra bilen, og derfor blev føreren sigtet for narkokørsel, og bilen blev ransaget. Manden fik udtaget en blodprøve under anholdelse, og i bilen fandt politiet en joint, der havde været tændt. Den 26-årige vil høre nærmere, når sagen skal afgøres. 

Færdselsuheld med spiritus – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 1540 væltede en 63-årig mand fra Roskilde på sin lille knallert på Jernbanegade i Roskilde. Manden blev hjulpet af en patrulje, der skønnede manden spirituspåvirket. Han havde formentlig brækket nogle knogler og blev derfor kørt på sygehuset, hvor han også ville få udtaget en blodprøve. Resultatet af denne vil politiet få indsigt i, og derefter bliver mandens sag afgjort. Han blev løsladt, men er stadig sigtet. 

Forsamling af biler – P-hus på Rådhusstræde, Køge

Kl. 2310 fik politiet en anmeldelse om, at der var mange biler samlet i et parkeringshus, og at denne forsamling var til gene for beboerne i området. Derfor kørte politiet ud til parkeringshuset, hvor omkring 50 biler var samlet. En person blev bortvist fra stedet pga. uhensigtsmæssig kørsel på området, mens resten af personerne blev formanet om at overholde færdselsregler om minimere gener for beboerne i området. Der kom efterfølgende ikke flere anmeldelser om gener. 

Ulovlig kontakt med indsatte – Ringvejen ved Køge Arrest, Køge

Kl. 0008 fik politiet en anmeldelse om, at flere personer stod i nærheden af arresten for forsøgte at kontakte indsatte. Derfor kom politiet til stedet, hvor fire personer blev sigtet for ulovlig forbindelse med indsatte. De sigtede er en 24-årig mand fra Dianalund, 21-årig mand fra Roskilde, 32-årig mand fra Dianalund og en 27-årig mand ligeledes fra Dianalund. 

Uro og uorden – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 0229 anholdt og sigtede en patrulje to kvinder, en 21-årig kvinde fra København og en 20-årig kvinde fra Odense. Begge havde skabt utryghed og uro i det offentlig rum med tilråb og skrig. Begge kvinder nægtede desuden af oplyse deres identitet til politiet. De blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og retsplejeloven og anholdt jævnfør politilovens bestemmelser om opretholdelse af ro og orden. Begge blev løsladt efter et par timer i detentionen, men vil høre nærmere om deres sager senere. 

Spirituskørsel – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 0232 sigtede politiet en 30-årig mand fra Hørve for at køre bil, uagtet han var påvirket af spiritus. Manden blev anholdt for at få udtaget en blodprøve og vil høre mere om sagen, når resultatet foreligger. 

Uro på værtshus – Skibbrogade, Kalundborg

Kl. 0325 foretog politiet en rutinemæssig kontrol af en beværtning, hvor en 43-årig mand fra Rødovre var gæst. Han optrådte fornærmende over for politifolkene og kom med ukvemsord mod dem. Han ødelagde samtidig noget inventar på stedet, og han blev bedt om at forlade stedet. Dette efterkom den 43-årige i første omgang, men kort tid efter var han tilbage. Her nægtede han at forlade stedet. Han skulle derfor anholdes for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for at skabe uro på stedet, men dette modsatte han sig. Dog endte han natten i detentionen og vil høre nærmere om sin optræden, når sagen skal afgøres.

READ ALSO  Lloyds poaches HSBC banker to be new CEO on £5.6m a year

Uro på værtshus – Havnen, Køge

Kl. 0345 kom politiet til et udskænkningssted i Køge, hvor en 19-årig mand fra Køge var meget spirituspåvirket og optrådte voldeligt. Han tildelte blandt andet en anden person et trælår, og han blev derfor sigtet for sin opførsel og vil høre nærmere om sagen, når den skal afgøres. 

Vold – Hestetorvet, Roskilde

Kl. 0445 blev politiet alarmeret om, at der var igangværende vold på Hestetorvet i Roskilde. Derfor kørte flere patruljer til stedet, hvor en 28-årig mand fra Hvidovre, en 28-årig mand fra Køge og en 28-årig mand fra Frederiksberg var forslåede. De tre mænd blev kørt på sygehuset, og blev kort afhørt til sagen. Grundet beruselse og skaderne kunne de ikke oplyse meget om hændelsesforløbet, men de oplyste, at der var tale om flere gerningsmænd, som ifølge deres forklaringer havde overfaldet dem efter lidt tumult. Politiet har registreret anmeldelsen som kvalificeret vold og vil om muligt afhøre de tre forurettede i løbet af de nærmeste dage. 

Søndag til mandag

Butikstyveri – Bilka, Greve

Kl. 0945 kørte politiet til Waves i Greve, hvor en 33-årig udenlandsk mand havde stjålet for mere end 1000 kr. Manden blev stoppet af personalet efter sidste betalingsmulighed. Da manden allerede har indrejseforbud, vil han mandag blive fremstillet i grundlovsforhør. 

Beslaglæggelse af køretøj for kørsel uden førerret samt narkokørsel – Holbækvej, Jyderup, Holbæk

Kl. 1000 blev en personbil standset på Holbækvej i Jyderup, fordi nummerpladerne ikke stemte overens med den bil, registreringsnummeret tilhørte, og nummerpladerne var meldt stjålet. Bag rattet sad en 34-årig mand uden fast bopæl, som også tidligere var stoppet for at køre bil uden førerret. Denne gang var ingen undtagelse, og da det var tredje gang inden for tre år, blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation. Manden blev desuden anholdt for at få udtaget en blodprøve, da han blev skønnet påvirket af narkotika. Bunken af sager bliver afgjort, når politiet har fået resultatet af blodprøverne, og når retten har taget stilling til, om bilen skal beslaglægges. 

Færdselsuheld med stjålet bil – Ringstedvej, Mørkøv, Holbæk

Politiet kørte kl. 2032 ud til et færdselsuheld. En anmelder havde ringet til politiet, fordi føreren af en varebil havde forsøgt at stjæle effekter fra en adresse i Mørkøv, Holbæk, og anmelder havde selv fulgt efter bilen. Derfor havde varevognen påkørt en mur, og personerne i bilen var derefter løbet fra stedet. Bilen var efterlyst i politiets systemer. Politiet kørte ud til stedet og søgte efter de mistænkte med hunde, men det var ikke muligt at finde dem. De to personer i bilen beskrives som: 
A: Mand, 25-35 år, 175-185 cm, Iført: Iført blåt eller mørkt arbejdstøj i stil med “Kansas” tøj, muligvis iført mørk hue.
B: Mand, 25-35 år, 175-185 cm, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Kruset eller bølget korthårsfrisure, Iført: Blåt eller mørkt arbejdstøj.
Politiet hører gerne fra personer, der har oplysninger om de to mænd eller sagen. 

Narkokørsel – Havnevej, Holbæk

Kl. 0103 blev en 21-årig mand fra Aalborg igen anholdt og sigtet for narkokørsel. Manden blev taget med for at få udtaget en blodprøve og vil høre mere om sigtelsen, når resultatet er kommet i politiets besiddelse. 

Narkokørsel – L.C. Worsøesvej, Holbæk

Kl. 0157 blev en 26-årig mand fra Kirke-Hyllinge anholdt og sigtet for narkokørsel. Den 26-årige blev taget med for at få udtaget en blodprøve, og når resultatet af denne kommer, vil han få afgjort sagen.