Via Gatestone Institute


August Hanning, tidligere chef for Tysklands efterretningstjeneste: “Vi har set konsekvenserne af den beslutning [fri indvandring] i forhold til den offentlige meningsdannelse og den indre sikkerhed i Tyskland… Vi har kriminelle, terrormistænkte og folk med flere identiteter… ” På billedet iagttager politiet borgere i Chemnitz, der protesterer over drabet på en lokal tysk mand dagen forinden. Ofret blev knivdræbt af migranter den 27. august 2018. (Foto: Sean Gallup/Getty Images)

“Folk har, om ikke før, så i hvert fald efter begivenhederne ved pladsen foran domkirken i Køln nytårsaften 2015, følt sig stadigt mere utrygge,” siger Oliver Malchow, der er formand for en af Tysklands to største politiforbund. Han refererer til de seksuelle masseovergreb, der nytårsaften blev begået af hovedsageligt arabiske og nordafrikanske mænd ved pladsen foran Kølns domkirke for mere end fire år siden. Malchow henviste desuden til nye statistikker, der viser, at omkring 640.000 tyskere nu har tilladelse til at bruge gaspistoler – det er en stor stigning siden 2014, hvor omkring 260.000 havde en sådan tilladelse. Med en gaspistol affyres højlydte skud med løst krudt eller patroner med tåregas, og den er kun potentielt dødelig på meget tæt hold.

De nye statistikker viser ifølge Malchow en “latent følelse af utryghed” i befolkningen. Antallet af rigtige skydevåben i privat eje skal også være steget i 2018 – med 27.000 styk i forhold til det foregående år. Der er nu 5,4 millioner privatejede skydevåben, fortrinsvist rifler, i Tyskland.

En årlig meningsmåling, der blev offentliggjort i september, bekræfter Malchows vurdering: Tysklands største forsikringsselskab R+V har hvert år siden 1992 spurgt tyskerne om, hvad de frygter mest. Deutsche Welle skriver i en artikel: “I år svarede et flertal for første gang, at deres største frygt er, at landet ikke vil kunne håndtere følgerne af tilvandringen i 2015”. Halvdelen af de adspurgte svarede, at de frygter, at landet ikke kan håndtere antallet af indvandrere. Det var i september nøjagtig fire år siden, at kansler Angela Merkel åbnede Tysklands grænser og tog imod næsten en million migranter. Ulrich Wagner, der er professor i socialpsykologi ved universitetet i Marburg, udtaler dog til Deutsche Welle:

“Det handler især om den kendsgerning, at politikere og medier diskuterer emnet meget – hvilket forårsager frygt… I den seneste undersøgelse er frygten for terror for eksempel faldet markant. Vi diskuterer det ganske enkelt ikke så meget som tidligere, og det betyder, at folk føler sig tryggere.”

Professoren mener tilsyneladende, at man ikke løser et samfundsmæssigt problem ved at diskutere dets konsekvenser og offentligt forsøge at finde løsninger på det, men ved ikke at tale om det og derved lulle offentligheden ind i en falsk følelse af tryghed ved at foregive, at problemet ikke eksisterer.

Terrortruslen er ikke forsvundet i Tyskland. Alene i marts måned blev 11 mænd anholdt, mistænkt for at planlægge et terrorangreb i Tyskland. Politiet fortalte medierne, at angrebets formål var at “dræbe så mange vantro som muligt” ved brug af skydevåben og køretøjer. Den islamistiske gruppe havde ifølge politiet allerede arrangeret lejen af et stort køretøj: Der var blevet fremskaffet penge og taget kontakt til våbenhandlere. “Terrortruslen i Tyskland er fortsat høj”, fortalte medierne i april. “Ifølge sikkerhedsmyndighederne er der i øjeblikket ingen konkret risiko for angreb. Embedsmænd er dog forberedt på enhver udvikling.”

Tyske medier fortalte desuden i april, at tyske myndigheder har forhindret 13 terrorangreb i Tyskland siden 2010 og at de ifølge forbundskriminalpolitiet alle var “knyttet til islamisk ekstremisme”. Så sent som i oktober pløjede en syrisk mand en stjålet lastbil ind i det bagerste af en bilkø, hvorved han maste otte biler og sårede syv personer.

Professor Wagner har dog fat i noget – folk taler meget mindre om væsentlige samfundsmæssige emner i offentligheden: Som tidligere beskrevet på Gatestone Institute, viste en meningsmåling i maj 2019, der var udført af meningsmålingsinstituttet Allensbach for avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung, at det i Tyskland er blevet tabubelagt at diskutere visse emner. Meningsmålingen nævner ikke specifikt terror, men den konkluderer, at “Flygtningespørgsmålet er et af de mest følsomme emner for et stort flertal af respondenterne efterfulgt af meningstilkendegivelser om muslimer og islam.” For eksempel siger 71% af tyskerne ifølge meningsmålingen, at man kun “med forsigtighed” kan udtale sig om flygtningespørgsmålet.

Den ovenfornævnte årlige meningsmåling for, hvad tyskerne frygter mest, viste desuden, at frygtniveauet i det tidligere Østtyskland er mere end 10% højere end i vest. Deutsche Welle skriver:

“Det er paradoksalt, at der bor færre migranter og flygtninge i øst end i vest, og alligevel er frygtniveauet højere”, siger psykolog Ulrich Wagner. Han forklarer, at det er mindre sandsynligt at mennesker, der har haft personlig kontakt med fremmede, tror på grundløse skrækhistorier om kriminelle flygtninge. “Og i det østlige Tyskland har folk ganske enkelt færre muligheder for at møde flygtninge og aflive myterne.”

Med hensyn til den hypotese er det mere sandsynligt, at frygten ikke er højere, men at folk i det tidligere Østtyskland er mindre bange for at fortælle udspørgeren fra meningsmålingsinstituttet, hvad de virkelig føler. Som meningsmålingen om tysk selvcensur har vist, siger 57% af tyskerne, at det går dem på nerverne, at de “i stigende grad får at vide, hvad de skal sige og hvordan de skal opføre sig”. Tyskere fra det tidligere kommunistiske øst beklager sig mere over det end den gennemsnitlige tysker, da de har en “frisk historisk hukommelse om regler og begrænsninger”.

Den tidligere chef for den tyske efterretningstjeneste, August Hanning, bekræftede for nylig, at den “latente følelse af utryghed” ikke skyldes skræmmekampagner. Hanning sagde under et besøg i Storbritannien, at kansler Angela Merkel har bragt sikkerheden i Tyskland i fare med sin historiske beslutning om at åbne for næsten uhindret indvandring, idet det skabte en “sikkerhedskrise” for Tyskland og de øvrige EU-lande.

“Vi har set konsekvenserne af den beslutning i forhold til den offentlige meningsdannelse i Tyskland og den indre sikkerhed – vi har problemer hver eneste dag.

“Vi har kriminelle, terrormistænkte og folk med flere identiteter…

“Der er strammet op i dag, men vi har stadig 300.000 personer i Tyskland, hvis identiteter vi ikke kan fastslå. Det er en enorm sikkerhedsrisiko.

“Beslutningen medførte desuden en fremgang for det ekstreme højre, og det er endnu en sikkerhedsrisiko…”

Mens tyskere er bange for at tale offentligt om migranter, flygtninge og islam, viste en undersøgelse udført for nylig af Bertelsmann-instituttet, at omkring hver anden tysker betragter islam som en trussel. Professor Wagners ovenfornævnte teori om, at det, at undlade at tale om visse emner, får frygt til at forsvinde, er tilsyneladene forkert. Følgende står at læse i rapporten:

“Overordnet set anså omkring halvdelen af de adspurgte islam for at være en trussel. Andelen er højere i det østlige Tyskland (57%) end i det vestlige Tyskland (50%). Resultater stammer fra foråret 2019 og svarer i store træk til tidligere meningsmålinger om religion foretaget i 2013, 2015 og 2017.”

Bertelsmann-instituttets religionsekspert, Yasemin El-Menouar, udtaler på organisationens hjemmeside: “Mange betragter nu tydeligvis islam som en politisk ideologi snarere end som en religion, der fortjener religiøs tolerance.”

Judith Bergman, klummeskribent, jurist og politisk kommentator, er Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute.





READ ALSO  Facebook BANS false claims about Covid vaccines ‘debunked by public health experts’ – all such posts to be REMOVED