Financial news

Trods afslutning af SAS-strejke: Flere aflysninger af fly i dag

By  | 

Via DR Penge

Selvom der nu er sat punktum i den syv dage lange SAS-strejke, så er der er fortsat aflysninger af fly i dag.

Sent i aftes blev parterne, SAS og selskabets nordiske piloter, enige om en aftale om ny overenskomst.

Men det vil tage op til et døgn, før flydriften vil være tilbage til normalen.

– Det er en stor maskine, der skal startes op. Vi vil gøre vores bedste for at være punktlige, men der vil forekomme forsinkelser, lød det i aftes fra koncernchef i SAS Lars Sandahl Sørensen.

I skrivende stund – fredag morgen klokken 8:45 – er foreløbig 11 SAS-afgange fra Københavns Lufthavn i Kastrup aflyst ifølge lufthavnens egen hjemmeside.

Du kan se listen over aflyste fly ved at klikke her.

Hos lufthavnene i Billund og Aalborg er der dog lige nu ikke udsigt til aflysninger af SAS-afgange.

Mange norske fly aflyst

Aftalen mellem SAS og de nordiske piloter blev forhandlet på plads lidt i midnat. Det skete efter en maratonforhandling på knapt halvandet døgn hos Riksmekleren i Oslo.

Ifølge Avinor, der driver 45 lufthavne og flyvepladser i Norge, så lød meldingen i nat på, at op mod 61 norske SAS-afgange kan være indstillet i dag på grund af efterdønninger af den nu afblæste strejke, skiver NRK.

NRK skriver, at det især er de otte største lufthavne, der er ramt af aflysninger.

Aflysninger: De otte største norske lufthavne

  • Oslo: 13

  • Bergen: 13

  • Stavanger: 7

  • Tromsø: 5

  • Ålesund: 4

  • Kristiansand: 4

  • Trondheim: 4

  • Bodø: 2

  • Kilde: NRK

I Sverige har der blandt andet have været aflyst to morgenfly fra lufthavnen i den nordlige svenske by Luleå, skriver SVT.

READ ALSO  China bolsters world economy by stabilizing supply chains, expanding B&R cooperation

I skrivende stund er fem SAS-afgange fra Stockholm Arlanda aflyst, og en række andre afgange er forsinket ifølge den svenske lufthavns hjemmeside.

Det er især afgange fra Stockholm med destination i USA, der er aflyst i dag.

Aftale giver piloter mere løn

Piloternes aftale er endt med en lønstigning på 3,5 procent i år, på 3,0 procent i 2020 og 4,0 procent i 2021.

Det erklærer piloterne sig tilfredse med, da det er mere, end SAS oprindeligt ville give, omend det er mindre end piloterne oprindeligt krævede.

– Det vigtigste for os har været at sikre, at vores medlemmer ikke mister jobbet og har ansættelsestryghed. Det er vi lykkedes med, og samarbejdsaftalerne indgår nu som en del af lønaftalen, siger Rene Arpe, der er formand for Dansk Pilotforening, til Ritzau.

SAS har udsendt en pressemeddelelse i forbindelse med den nye aftale. Her fremgår det, at den nye aftale med piloterne først formelt skal stemmes igennem i tre ud af de fire forbund, inden den kan træde i kraft.

De tre forbund er Norsk Flygerforbund, SAS Norge Pilotforening og Dansk Pilotforening. Hvornår afstemningerne finder sted vides ikke.

Under strejken, der begyndte fredag og har betydet tusindvis af aflyste fly, anslår SAS, at mere end 300.000 passagerer er blevet berørt.



Print Friendly, PDF & Email

Latest from finanz.dk