Via Danmarks Statistik

Live Musik 2018

Det samlede antal koncertgæster i Danmark udgjorde 7,6 mio. i 2018. Næsten halvdelen af koncertgæsterne deltog i live-arrangementer med over 500 tilskuere pr. koncert. Dvs. større arrangementer, som er forbudt lige nu på grund af COVID-19. Hver tredje publikum deltog i koncerter med færre end 200 gæster. Det viser en ny årlig statistik om live musik. I første omgang opgøres antal koncerter og koncertgæster for 2018. Statistikken vil på sigt, ud over publikummet foran scenen, også afdække aktørerne på og bag scenen. Sidst i denne NYT ses nærmere på forskellige befolkningsgruppers forbrug af live musik.

Det samlede publikum og antal koncerter opdelt på koncertstørrelse 2018Kilde: www.statistikbanken.dk/livmus01 og livmus02.

Ni ud af ti koncerter med publikum under 500 gæster

Antallet af koncerter i 2018 er estimeret til 36.500. Der afholdes med andre ord gennemsnitligt 100 koncerter i Danmark hver eneste dag. Det kan være alt fra en solo artist med en guitar til store symfoniorkestrer. Fire ud af fem koncerter blev spillet foran et publikum på under 200 personer. 32.200 koncerter, svarende til 88 pct. af alle koncerter, havde et publikum på under 500 personer. Koncerter med minimum 5.000 gæster udgjorde 5 pct. af samtlige koncerter i 2018, men stod for 25 pct. af det samlede antal koncertgæster.

Fra mega-koncerter til kirkekor – live musik spænder bredt

Statistikken om live-musik omfatter koncertarrangementer, hvor artisterne honoreres for deres optræden. Arrangementer som fx skolekoncerter, hvor de optrædende ikke aflønnes, er således ikke med. Alle koncerter med offentlig adgang er omfattet, uanset om musikken spilles af et band, orkester, soloartist mv. Den enkelte koncert kan afholdes i koncertlokaler, multifunktionelle arenaer, operahuse, kirker, kulturhuse mv. Når koncerterne opgøres efter koncertstørrelse, beregnes gennemsnittet for antal tilhørere pr. koncert. Det gælder dog ikke musikfestivaler, der oftest består af flere koncerter og strækker sig over flere dage. For den type arrangement er det festivalens samlede publikumstal, der anvendes som mål for arrangementets størrelse.

READ ALSO  Svinebestanden bliver stadig større

Mange forskellige koncertarrangører

Spillesteder stod for 27 pct. af alle koncerter i 2018. Heraf blev 13 pct. af alle koncerter afholdt på regionale spillesteder som f.eks. Vega, Train og Posten. Folkekirken husede 15 pct. af koncerterne, mens kulturhuse arrangerede 8 pct. af alle koncerter. Musikforeninger og musikfestivaler arrangerer hver 7 pct. af koncerterne. Øvrige koncertarrangører stod for 35 pct. af det samlede antal koncerter i Danmark. Denne kategori består primært af større produktionsselskaber og professionelle koncertarrangører inden for underholdnings-branchen, byfester, idrætsforeninger, medborgerhuse, ældrecentre, mv.

Øvrige koncertarrangører dækker næsten halvdelen af publikum

Øvrige koncertarrangører tiltrak 48 pct. af det samlede publikum i Danmark.  Kategorien indeholder forskellige typer af koncerter, heriblandt større arrangementer som afholdes i fx Parken, Royal Arena og Boxen. 12 pct. af det samlede publikum deltog i festivaler, som stod for 7 pct. af det samlede antal koncerter.

Det samlede publikum til koncerter opdelt på koncertarrangører 2018Kilde: www.statistikbanken.dk/livmus01.

Én ud af fem koncertgæster hører live musik på spillesteder

I 2018 hørte en femtedel af det samlede publikum musikken på et spillested. Regionale spillesteder står for 9 pct. af alle koncertgæster, mens de øvrige spillesteder solgte billetter til 11 pct. af det samlede publikum. En ud af syv koncerter i Danmark blev afholdt i folkekirken, som dækkede knap 5 pct. af det samlede antal koncertgæster. De fem danske landsdelsorkestre, som typisk underholder med klassisk musik, tiltrak 3 pct. af det samlede publikum i 2018.

Hvordan estimeres antal publikum?

Antallet af koncerter og deres publikum estimeres ud fra data registreret hos KODA i form af faktureringer af ind- og udbetalinger af musikrettigheder. Den samme person kan optræde flere gange i estimatet for det samlede publikum, idet mange går til mere end en koncert om året.

READ ALSO  Under tre procent går fra job til seniorpension I

Hvad ved vi om koncertgæster?

Denne statistik siger ikke noget om koncerternes musiske indhold eller om koncertgængernes baggrund. Derfor kan befolkningens koncertforbrug belyses med Kulturvaneundersøgelsen, som er en stikprøvebaseret undersøgelse, der beskriver danskernes kulturvaner. Her spørges der ind til hvor, hvor ofte og hvordan folk lytter til musik, samt hvilke genrer de foretrækker.

Ni ud af til koncertgæster hører rytmisk musik

Ifølge Kulturvaneundersøgelsen var 25 pct. af befolkningen på 16 år og derover til mindst en klassisk eller rytmisk koncert inden for en tre måneders periode i løbet af 2018. Hver femte dansker deltog udelukkende i koncerter med rytmisk musik, mens tre pct. både var til klassiske og rytmiske koncerter. Tre procent af befolkningen over 16 år var udelukkende til klassisk koncert.

Klassisk musik er populær hos ældre musikelskere

Koncertbesøg er dobbelt så udbredt blandt de unge mellem 16 og 24 år (30 pct.) end blandt den ældre del af befolkningen på 75 år og over (15 pct.) Generelt falder koncertforbruget med alderen. Genren på koncerterne har stor indflydelse på aldersfordelingen blandt koncertens publikum. Ældre koncertgængere udgør en stor andel af publikummet til de klassiske koncerter. Næsten 7 ud af 10 af koncertgæsterne over 75 år overværede koncerter, der indeholdt musik fra den klassiske genre. Den tilsvarende andel koncertgæster til klassisk musik er 40 pct. for de 65-74-årige og 16 pct. for de 16 og 24 år.

Koncertforbrug opdelt på musikgenre og alder. 2018Kilde: www.statistikbanken.dk/kvuliv01.

Koncerter tiltrækker de højtuddannede

Ser man på befolkningens højest fuldførte uddannelse, er det gruppen med bachelor samt lang videregående uddannelse, der relativt har flest koncertgængere. 37 pct. i denne gruppe overværede mindst en koncert i 2018. Den tilsvarende andel for publikum med en grundskole uddannelse lå på næsten det halve med 19 pct. Se flere nye tal om uddannelse og koncertforbrug i statistikbanktabellen kvuliv02.

Nye tal om forbrug af indspillet musik

Meget af det musik, vi hører, er ikke live men indspillet musik. Musikstatistikken opgør salget af indspillet musik herunder fysisk salg, downloads og streaming. Nye tal om salg af indspillet musik i 2019 er netop udgivet i artiklen Streaming af musik stagnerer.