Via Skattestyrelsen

En lang række af de virksomheder, som Skattestyrelsen kontrollerede på en landsdækkende social dumping-aktion onsdag i denne uge, kan vente yderligere kontrol. Det drejer sig om 46 ud af i alt 64 besøgte virksomheder – eller 72 pct. af de kontrollerede.

– De kontroller, som vi nu skal i gang med at følge op på, drejer sig fx om personer, der agerer som selvstændige, og som vi formoder er lønmodtagere. På den måde kan der være manglende indbetalinger af dansk skat. I andre tilfælde undersøger vi, om udenlandske virksomheder skal betale skat til Danmark, siger underdirektør Johnny Schaadt Hansen, Skattestyrelsen.

Skattestyrelsens øvrige kontroller er primært relateret til kontrol af lønindberetninger og ansættelsesforhold. Nogle af de besøgte virksomheder udsøges til kontrol af flere af de nævnte årsager.

Hovedfokus på den landsdækkende social dumping-aktion var virksomheder i bygge- og anlægsbranchen, her kontrollerede Skattestyrelsen 32 virksomheder. Derudover var 15 af de besøgte virksomheder inden for servicefaget, fx rengøring, to fra det grønne område som gartnerier, og de 15 øvrige virksomheder fordeler sig på både industri og detailhandel.

– Når vi følger op over for 72 procent af de virksomheder, vi har talt med på aktionen, vidner det om vigtigheden af de her kontroller. Derfor er det også et område, vi har meget fokus på, og et område, hvor vi henover den kommende tid kommer til at opruste, siger Johnny Schaadt Hansen.

På den landsdækkende social dumping-aktion talte Skattestyrelsen med i alt 93 udenlandske statsborgere og 56 danske statsborgere, fordelt på 64 virksomheder på 45 forskellige adresser.

Onsdagens landsdækkende social dumping-aktion er den tredje i 2020, da to planlagte landsdækkende social dumping-aktioner i henholdsvis marts og maj blev aflyst pga. coronasituationen. Samlet i år er der planlagt 8 landsdækkende og 40 regionale social dumping-aktioner.

READ ALSO  Lidt flere offentligt beskæftigede i andet kvartal

Social dumping-aktionerne er et samarbejde mellem Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet.

Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818