Via Skattestyrelsen

I perioden efter 1. april 2020, hvor afgiften på tobak steg, har en lille del af tobaksbranchen solgt cigaretter til en kunstigt lav pris, så forbrugerne af disse cigaretter ikke oplever afgiftsstigningen i butikkerne.

Årsagen er, at Skattestyrelsen i perioden efter 1. april 2020 har godkendt afgiftsmærker til cigaretter, hvor der ved bestillingen var påtrykt en for lav detailsalgspris. En lille del af branchen, der har bestilt disse afgiftsmærker, betaler således korrekt afgift og moms til staten, men har trods dette valgt at sælge cigaretter til en pris, der svarer til prisen før afgiftsstigningen.

– Vi har ikke før set producenter, der vil sælge cigaretter med påtrykt stempelmærke under det samlede afgiftsniveau. Vi er derfor nødt til at stramme op på vores processer, så det ikke kan ske fremover, siger Anne Sofie Hedemann, underdirektør for erhvervsafgifter i Skattestyrelsen.

Lav pris ved bestilling
Cigaretter, der sælges lovligt i Danmark, er forsynet med et stempelmærke, der viser, at afgiften er betalt. Af tobaksafgiftsloven fremgår, at afgiftsmærkeprisen ikke må være lavere end tobaksafgiften plus moms – aktuelt 44,00 kr.

Når tobaksfabrikanter bestiller afgiftsmærker hos Skattestyrelsen, udfylder producenten en bestillingsblanket, hvor afgiften er beregnet. Producenten eller importøren angiver ved bestillingen også den detailsalgspris, der danner grundlag for afgiftsberegningen, og som skal være trykt på pakken, der sendes ud i butikkerne. Den aktuelle salgspris vil typisk ligge et godt stykke over 44 kr. per cigaretpakke, for at der kan opnås en avance på pakken.

Skattestyrelsens kontroller har efter afgiftsstigningen i foråret fokuseret på, om afgiften for bestillingen var beregnet korrekt – og ikke på, om detailsalgspriserne var over 44 kr. Konsekvensen er, at Skattestyrelsen fra 1. april 2020 til 1. september 2020 har udsendt afgiftsmærker på ca. ni millioner cigaretpakker med ’detailsalgspriser’ under 44 kr. Dette svarer til ca. ti procent af det samlede antal bestilte mærker i den pågældende periode.

READ ALSO  How COVID-19 Will Increase Inequality in Emerging Markets and Developing Economies – IMF Blog

– Skattestyrelsen har på den baggrund vejledt branchen og vil fremover kontrollere, at detailsalgsprisen på alle udleverede afgiftsmærker mindst dækker afgiften plus moms, siger Anne Sofie Hedemann.

Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818