Numbers & Statistics

Skattestyrelsen besøger 11 virksomheder i Aarhus

By  | 

Via Skattestyrelsen

11 virksomheder i Aarhus-området fik tirsdag besøg af medarbejdere fra Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet som led i årets sjette landsdækkende aktion mod social dumping. Skattestyrelsen følger op over for otte af de besøgte virksomheder.

– De problemer, vi typisk så i Aarhus, var selvstændige erhvervsdrivende, som vi mener, reelt er lønmodtagere i stedet. Det har blandt andet betydning for, hvor der skal betales skat. Hvis man er lønmodtager, så er det arbejdsgiveren, der skal indeholde og indbetale dansk skat. Næste skridt for os er derfor, at vi skal opgøre den skat, vi mener, der skal betales i Danmark, siger Ernst O. Nielsen, der er funktionsleder i Skattestyrelsen.

De 11 virksomheder, som Skattestyrelsen besøgte i Aarhus, er alle inden for byggesektoren. Skattestyrelsen interviewede i forbindelse med kontrollerne 21 medarbejdere – heraf 18 udenlandske.

– Når vi har et særligt fokus på social dumping, så er det for at sikre, at udenlandske virksomheder og medarbejdere betaler den rigtige skat i Danmark og sikre fair konkurrence. Virksomhederne, som vi sammen med Arbejdstilsynet og politiet besøger, er på forhånd udvalgt fordi vores oplysninger tyder på, at der kan være risiko for manglende moms- og skattebetaling, problemer med arbejdsmiljøet eller evt. illegalt arbejde, forklarer Ernst O. Nielsen.

På landsplan fik 69 virksomheder besøg af Skattestyrelsen. 53 af disse virksomheder kan se frem til opfølgende kontrol. I alt blev 180 personer interviewet – heraf var 153 udlændinge.

Samarbejde mod social dumping
Indsatsen mod social dumping sker i et samarbejde mellem Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet og består af en række landsdækkende og regionale aktioner. Gårsdagens aktion var årets sjette landsdækkende aktion ud af otte.

READ ALSO  Bredt flertal sikrer fast basisbevilling til Center for Landdistriktsforskning

Myndighedernes indsats mod social dumping skal sikre, at udenlandske virksomheder og medarbejdere betaler den rigtige skat i Danmark, samt sikre ordnede forhold på det danske arbejdsmarked og fair konkurrenceforhold.

I 2018 kontrollerede Skattestyrelsen i alt 1.589 personer og virksomheder som led i indsatsen mod social dumping. Kontrollerne førte til, at der blev sendt regninger for manglende skattebetaling for 191 millioner kr.

Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; borgere, tlf.: 7222 1818



Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret