Politics

Skabelse af ægte arabisk-israelsk fred på konferencen i Bahrain

By  | 

Via Gatestone Institute


Den amerikansk ledede økonomiske konference, der er planlagt til at finde sted i Bahrain i slutningen af juni, behøver ganske nogle få finjusteringer for at kunne blive en potentielt dramatisk begivenhed i historien om Mellemøstens “fredsmageri.” Foto: Manama, Bahrain. (Billedkilde: Shahzad Ali/Wikimedia Commons)

Israels tilbagevenden til valgsituationen er ikke en grund til at ændre ved Trump-regeringens planer for den amerikansk ledede økonomiske konference, der er planlagt til at finde sted i Bahrain i slutningen af juni. Palæstinensernes beslutning om at boykotte mødet er bestemt heller ingen grund til at ændre – eller aflyse – den. Den behøver kun ganske få finjusteringer for at kunne blive en potentielt dramatisk begivenhed i historien om Mellemøstens “fredsmageri.”

Den moderne fase af den arabisk-israelske konflikt begyndte i det 19. århundrede og størknede i 1948. Ved bevidst planlægning eller forsømmelighed omformedes den siden til den israelsk-palæstinensiske konflikt med Oslo-aftalerne i 1990’erne. De arabiske stater undslap ansvaret for de krige, som de selv havde startet i 1948, ’56, ’67, ’73 og ’82, og overlod det til Yasser Arafat at regne ud, hvor man skulle gøre det, de ikke selv havde kunnet – slutte fred med staten Israel eller vinde en krig imod den.

Bahrain giver de arabiske stater mulighed for at gribe tilbage, leve op til deres forpligtelser ifølge De Forenede Nationers Resolution 242 og genstarte processen på den måde, som var FN’s hensigt – dengang dens hensigter var hæderlige.

FN forstod Seksdageskrigen i 1967 som en krig skabt af arabisk aggression imod Israel. Sikkerhedsrådet indså, at roden til den “arabisk-israelske konflikt” ikke var hvor jøderne levede, men at de havde suveræn ret til et jødisk hjemland – hvilket araberne ikke accepterede. Den arabiske indstilling var, set med FN’s øjne, forkert – Israel havde en absolut, unægtelig og uigenkaldelig ret til suveræn tilstedeværelse i det historiske jødiske hjemland.

Sikkerhedsrådet besluttede, at Israel ikke skulle tvinges til at tilbagelevere territorier, sådan som det var sket i Sinai i 1956, uden en løsning af det bagvedliggende problem. Det var med den forståelse Rådet vedtog Resolution 242.

I indledningen bliver det slået fast, at man “understreger det utilstedelige i tilegnelse af territorier gennem krig og nødvendigheden af at arbejde for en retfærdig og varig fred, hvor hver eneste stat i området kan leve i sikkerhed.” To ting springer i øjnene:

  • For det første brugen af ordet “krig,” ikke “magt,” som det almindeligvis bliver oversat til. Israels brug af magt i 1967 var defensiv; “krig” blev indledt af araberne. Det utilstedelige i tilegnelse af territorier efterfølges af “gennem krig,” hvilket giver god mening – ellers kunne en krænker, i dette tilfælde de arabiske stater, blot sige: “Okay, status quo ante” og afvente den næste mulighed. Israels tilegnelse af territorier med defensiv magt var ikke uacceptabel. Mens tilegnelsen kunne være (eller ikke være) permanent, ville den endegyldige fordeling være henlagt til det tidspunkt, hvor araberne levede op til deres forpligtelser over for Israel.
  • For det andet er brugen af ordet “sikkerhed” ligeledes en nøgle – FN tilbød ikke Israel en uklar “fred,” men en række konkrete betingelser for at skabe “sikkerhed.”

For at sikre dette indeholder Resolution 242 to uadskillelige klausuler – (i) og (ii):

(i) Tilbagetrækning af israelske væbnede styrker fra territorier, der er blevet besat under den seneste konflikt;

Ikke alle territorier – de amerikanske og britiske diplomater insisterede på dette dengang og gør det også i dag – og ledsaget af:

(ii) Ophør af alle krav eller krigstilstande og respekt for og anerkendelse af suveræniteten, den territoriale integritet og politiske uafhængighed hos hver eneste stat i området, samt deres ret til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser, fri for trusler eller voldshandlinger.

Da man var bekymret for, om Resolution 242 gik langt nok for at skabe sikkerhed for Israel, tilføjede FN’s Sikkerhedsråd nødvendigheden af at:

  • “Garantere navigationsfrihed ad internationale vandveje i området,” den direkte årsag til krigen i 1967.
  • “Opnå en retfærdig løsning på flygtningeproblemet.”
  • “Garantere den territoriale ukrænkelighed og politiske uafhængighed hos hver eneste stat i området.”

Alt dette skulle gives til Israel ikke af palæstinenserne, som ikke dengang levede op til og stadig ikke lever op til betingelserne for statsdannelse, men af de krigsførende lande i 1948 og 1967. Egypten og Jordan har gjort det. Israel venter stadig på anerkendelse af sin suverænitet, territoriale integritet og politiske uafhængighed fra Syrien, Irak, Libanon og landene, som støttede krigen – Algeriet, Kuwait, Libyen, Marokko, Pakistan, Sudan og Tunesien. I dag kræver Israel, at også Det Palæstinensiske Selvstyre – efterfølgeren for PLO på Vestbredden – accepterer disse betingelser. Dette har Selvstyret nægtet.

Det burde have været enkelt. I 1967 burde de arabiske stater have indset, at deres obstruktionisme i 1948 var uberettiget, og at dannelsen af Israel var lovlig og retfærdig. Nogle af de lande, som bør slutte fred med Israel, vil være til stede i Bahrain, og FN’s Resolution 242 bør være på dagsordenen. Tooghalvtredsårs forsinkelse betyder ikke, at det er for sent.

Hvis denne konference er del af en vej henimod, at de arabiske stater ikke kun samarbejder med Israel som en modvægt til Iran, men som en politisk og økonomisk partner i regionen… Hvis denne konference gør arabisk-israelske relationer til normen i regionen… hvis denne konference fastslår, at både arabere og israelere har steder at bevæge sig hen sammen, og at palæstinensernes eneste mulighed for at komme derhen sammen med dem er, at de accepterer betingelserne i FN’s Resolution 242…

Så kan der gøres fremskridt.

Shoshana Bryen er Senior Director ved Jewish Policy Center.





Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret

READ ALSO  SE: Lars Tvede: Innovation skal redde os