Numbers & Statistics

SIRI informerer om svar på spørgsmål 21 i Indfødsretsprøven

By  | 

Via Integrationsministeriet

Efter afholdelse af Indfødsretsprøven den 27. november 2019 er der konstateret fejl i prøven.

En af de fejl, der er blevet påpeget, vedrører svarmulighederne for spørgsmål 21: ”Hvad erobrede briterne fra Danmark i 1807”. Det svar, der er forudsat i prøven, er svarmulighed A: ”Danmarks flåde”.

Det er imidlertid blevet påpeget, at også svarmulighed B: ”De Vestindiske Øer” kan betragtes som et korrekt svar.

SIRI vurderede i pressemeddelelse den 29. november, at selv om man kan argumentere for, at også De Vestindiske Øer blev erobret af briterne, kan det ikke give anledning til tvivl om, hvilken svarmulighed der er korrekt, når man tager udgangspunkt i det læremateriale, der danner grundlag for prøvens spørgsmål.

SIRI har nu revurderet spørgsmålet og besluttet, at både svarmulighed A og svarmulighed B vil blive betragtet som korrekte svar på spørgsmål 21. Det sker, fordi SIRI har erkendt, at også svarmulighed B kan betragtes som korrekt.

Både prøvedeltagere, der har besvaret spørgsmål 21 med svarmulighed A: ”Danmarks flåde” og B: ”De Vestindiske Øer”, vil derfor blive noteret for et korrekt svar.

Som oplyst i pressemeddelelse den 29. november vil den påpegede fejl i spørgsmål 3 ikke medføre ændringer, mens den påpegede fejl i spørgsmål 40 medfører, at alle svarmuligheder i spørgsmålet vil tælle som korrekt svar.

SIRI vil nu gå i gang med at udvikle et system for, hvordan indfødsretsprøven kan kvalitetssikres bedre. SIRI vil i forbindelse med offentliggørelse af resultatet af indfødsretsprøven, som forventes at ske 18. december, skitsere en plan for dette arbejde.

SIRI beklager, at der har været fejl i indfødsretsprøven og takker DR Nyheder, der har påpeget fejlene.

READ ALSO  Ny ligelønsredegørelse for 2019



Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret