Politik

Sidder i bilen på vej hjem fra en dag med to flotte dimissioner på Politiskolens…

By  | 

Søren Pape Poulsen (K) via Facebook

Sidder i bilen på vej hjem fra en dag med to flotte dimissioner på Politiskolens afdelinger i Fredericia og Brøndby. Det er 13. og 14. gang, jeg får lov at tale til de nyudklækkede politibetjente og -kadetter. Og sådan en dag sætter altså tankerne i gang hos mig.

Nu hvor tiden nærmer sig et folketingsvalg, kan jeg ikke lade være med at se tilbage på de seneste to et halvt år som minister for politiet. En tid, der har budt på rigtig mange oplevelser.

Jeg oplevede en af de allermørkeste dage, da jeg efter blot en uge som nytiltrådt justitsminister fik beskeden om, at betjenten Jesper Jul var blevet dræbt. En helt ubegribelig tragedie, som satte politiets vigtige – og til tider farefulde – arbejde i perspektiv. For hans nærmeste og for os allesammen.

Samtidig var politiet under pres. En flygtningekrise, der trak mange ressourcer. En terrortrussel, der krævede – og stadig kræver – mandskabstimer og stor omstillingsparathed. Hastigt voksende cyberkriminalitet. Og meget mere. Det var virkeligheden, da jeg tiltrådte.

Det krævede tid og handling at få vendt udviklingen. At få uddannet markant flere betjente. At få mandskab tilbage i politikredsene og komme til bunds i sagsbunkerne. At få styrket den lokale indsats, så man – alle steder i landet – oplever, at politiet kommer til borgerne og ikke kun omvendt.

Det er heldigvis lykkedes langt hen ad vejen: Dimissionerne i dag var for mig kulminationen på, at vi har uddannet historisk mange betjente til en politistyrke, der ved årets udgang netto er 600 betjente flere end i januar 2016. Betjentene kommer nu i høj grad tilbage i kredsene. Jeg har præsenteret en ny retning for politiets nærindsats, der betyder 250 flere lokalbetjente, flere mobile politistationer og flere tryghedsopfølgninger hos bekymrede borgere.

Jeg kan også se tilbage på flere uforglemmelige oplevelser hos politiet i Grønland og Færøerne, på natpatrulje i Aarhus og København, på besøg med lokalpolitiet i Mjølnerparken, Vollsmose og Gjellerupparken, i kampburet på Politiskolen i Brøndby og rundt omkring i landet til både korte og længere snakke med vores dedikerede betjente. Oplevelser, som jeg aldrig vil glemme – og som bekræfter mig i, hvor afgørende det er, at Danmark har et stærkt politi.

Politiet er vigtigt. For trygheden, for sikkerheden og for det Danmark, vi gerne vil være. Men politiet har også en plads i mit hjerte rent personligt. Jeg er simpelthen bare så fuld af beundring for det helt igennem fantastiske arbejde, som betjentene leverer på gader og stræder i det ganske land. Det er bl.a. politiets fortjeneste, at der nu sidder historisk mange bandemedlemmer i fængsel – 450. Derfor håber jeg også, at vi i den kommende flertalsaftale for politiet kan fortsætte udvidelsen af politistyrken med yderligere 600 betjente. Der bliver brug for hver og en. For der er stadig mange udfordringer, og verden er i konstant forandring. Ingen kender dagen i morgen.

Nå, det blev lidt langt 😊 Hvad jeg prøver at sige er, at jeg er både glad og stolt over vores politi – og over at vi sammen er lykkedes med at vende udviklingen, så vi i dag står med et bomstærkt politi. Et politi, der står klar til at sikre trygheden. For dig. For mig. Og for Danmark 👮‍♀️🇩🇰❤️







Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret

Please Donate To Bitcoin Address: [[address]]

Donation of [[value]] BTC Received. Thank You.
[[error]]