Finansnyheder

SAS sender omstridt vikar væk efter strejke

By  | 

Via TV2 Business

16x9
Arkivfoto. Foto: Mathias Bojesen / Scanpix Denmark

Bagagemedarbejderne i SAS nedlagde onsdag eftermiddag arbejdet i protest mod en kollega.

SAS har med omgående virkning besluttet at sende den bagagevikar, der er centrum for en større konflikt mellem bagagemedarbejderne, væk.

Det siger fungerende pressechef i SAS, Troels Karlskov, til TV 2.

– Vi forstår godt, at det her kan være en svær og ubehagelig situation for medarbejderen, og derfor har vi valgt at tage ham ud af arbejdet i dag.

Udmeldingen kommer kort efter, at bagagemedarbejderne i SAS har genoptaget arbejdet. Medarbejderne havde nedlagt arbejdet klokken 13.20 og frem til cirka 15.35 i protest mod vikaren.

Det er tredje gang i september, at de har gjort det.

Lydfil førte til konflikt

Bagagevikaren har siden i sommer været årsag til stor frustration blandt 3F Kastrups medlemmer i lufthavnen.

23. juli optog vikaren en samtale, hvor han blev truet af to kolleger, der ville have ham til at melde sig ind i 3F Kastrup, der er bagagemedarbejdernes fagforening i lufthavnen.

Den ene af de to 3F’ere er blevet frataget sine tillidsposter i 3F, skriver Berlingske.

3F Kastrup har siden Berlingskes omtale lagt sig fladt ned, da det ”ikke lever op til 3F’s værdier”. Fagforeningen understreger, at den ønsker at respektere lovgivningen.

Minister kaldt i samråd

Onsdagens arbejdsnedlæggelse betød forsinkelser på flere fly, og SAS sendte administrative medarbejdere ned for at hjælpe med at håndtere bagagen.

Kort før medarbejderne genoptog arbejdet, valgte SAS at sende den omstridte medarbejder hjem for at få gang i flytrafikken igen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) siger om fagforeningskonflikten i Københavns Lufthavn, at han hverken kan eller vil blande sig i den konkrete tvist.

– Det har vi et fagretligt system til at afgøre, lyder det i et skriftligt svar til TV 2.

Venstre og Liberal Alliance indkalder nu ministeren i samråd om sagen.


Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret

LÆS/ READ  18 years after Google Images, the Versace jungle print dress is back