Financial news

Ryanair-chef i video til ansatte: Vi skal af med 1.500 af jer | Penge

By  | 

Via DR Penge

Ryanair skal af med hundredvis af piloter og store dele af sit kabinepersonale. Det sker efter en tilbagegang i selskabets indtjening og udskydelserne af luftfartsselskabets ekspansionsplaner på grund af flyveforbuddet med Boeings 737 MAX-fly.

Det fortæller Ryanairs administrerende direktør, Michael O’Leary, i en videomeddelelse til selskabets ansatte, som Bloomberg News har set, skriver Ritzau Finans.

Flyselskabets direktør siger, at lavprisselskabet er nødt til at skære arbejdsstyrken med 1.500 ansatte. Omkring 500 af disse fyringer vil ramme selskabets piloter, mens 400 af fyringerne vil ramme selskabets kabinepersonale.

Fyringer med det samme

Ud over disse fyringer – som ifølge Bloomberg News vil ske med det samme – vil yderligere 600 job blive skåret væk frem mod næste sommer.

– Vi vil over de næste par uger gøre vores bedste for at minimere jobtab, men nogle er på nuværende tidspunkt uundgåelige, siger Michael O’Leary i videoen.

At der ville komme fyringer blev allerede gjort klart midt i juli, hvor selskabet meldte ud, at det var hårdt ramt af flere ting. Ikke mindst det faktum, at man ikke modtager de Boeing 737 MAX-fly, man har bestilt.

Tvivl om Boeing 737 MAX

Efter to ulykker er alle fly af typen holdt på jorden, indtil en fejl i flyet er udbedret og kontrolleret.

Ryanair skulle have modtaget 50 Boeing 737 MAX fordelt på 25 i år og 25 i første kvartal næste år. Men så længe der er tvivl om flytypens sikkerhed, bliver der leveret nul.

Mandag aflagde Ryanair regnskab for sit første kvartal, der sluttede med juni. Mens omsætningen steg, faldt overskuddet med en femtedel til 243 millioner euro.



Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret