Politik

Rød udlændingepolitik koster dansk velfærd

By  | 

Via Venstre

Vi ved, at Mette Frederiksen går til valg på at lempe udlændingepolitikken. Det ved vi, fordi Socialdemokratiet vil hæve ydelserne til arbejdsløse udlændinge. De vil afskaffe kontanthjælpsloftet og hæve integrationsydelsen og dermed gøre Danmark til et mere attraktivt land at søge asyl i.
 
Men Mortens Østergaards krav stopper ikke her. Hvis Mette Frederiksen skal være statsminister, skal paradigmeskiftet rulles tilbage, og udlændingepolitikken skal lempes markant. 
 
Det stiller danskerne over for et klart valg.
 
Enten kan man vælge en S-regering, hvor udlændingepolitikken bliver lempet, arbejdsløse udlændinge får 10.000 kr. mere i offentlige ydelser om måneden, og hvor antallet af asylansøgere stiger.
 
Eller også kan man vælge den faste og fair udlændingepolitik, som Venstre har ført siden 2015. Med et rekordlavt antal asylansøgere. Med en integrationsydelse. Med et kontanthjælpsloft. Og med større krav til familiesammenføring. 
 
Havde vi ikke ført en stram udlændingepolitik siden 2015, var der kommet markant flere asylansøgere til Danmark. I 2014 var Danmark den 5. mest attraktive asyldestination i EU målt pr. indbygger. I dag ligger Danmark nr. 17.
 
Havde Danmark fortsat ligget nr. 5 på ranglisten – som vi gjorde, sidst Socialdemokratiet havde magten i 2014 – så ville vi have modtaget 53.300 flere asylansøgere i perioden 2015-2018.
 
53.300 flere asylansøgere ville være kommet til Danmark, hvis ikke vi havde strammet udlændingepolitikken.
 
En ny S-regering under Mette Frederiksen vil derfor være dårligt nyt for den stramme udlændingepolitik. Med de lempelser, der følger med en socialdemokratisk regering, vil asyltilstrømningen til Danmark stige markant. Det vil presse vores økonomi og koste penge, som vi ellers kunne have brugt på velfærden. Det vil udfordre sammenhængskraften i Danmark. Og det vil forværre problemerne med ghettoer og parallelsamfund.
 
Og regningen kan blive meget stor, hvis Socialdemokratiet skulle vinde nøglerne til Statsministeriet. Finansministeriet har opgjort, at det i 2025 eksempelvis vil koste 2,3 mia. kr. ekstra om året, hvis der kommer 5.000 flere asylansøgere om året.
 
Det er 2,3 mia. kr. mindre til vores fælles velfærd. Eller hvad der svarer til 4.420 færre pædagoger. Eller 3.280 færre politibetjente. Eller 3.890 færre sygeplejersker.
 
En slap udlændingepolitik betyder derfor færre penge til at ansætte pædagoger, politibetjente og sygeplejersker.
 
Så på alle måder vil det være en forkert vej at gå, når Socialdemokratiet sammen med De Radikale og de andre røde partier vil lempe vores udlændingepolitik. Både for økonomien, velfærden og for sammenhængskraften.


Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret

Please Donate To Bitcoin Address: [[address]]

Donation of [[value]] BTC Received. Thank You.
[[error]]