2020 har indtil videre været et ekstraordinært år på boligmarkedet. Der er solgt usædvanlig mange boliger, priserne stiger, og nu er der endnu et tydeligt bevis på, at aktiviteten har været helt ud over det sædvanlige.

Ser vi på de nedslag i pris, der typisk gives eller ikke gives i forbindelse med en bolighandel, er tendensen lige nu ret tydelig.

Tallene for tredje kvartal 2020 viser nemlig, at for to ud af tre boligtyper er andelen af sælgere, der giver nedslag i prisen, rekordlav, imens andelen af købere, der betaler overpris, er tilsvarende rekordhøj.

Eksempelvis er der for villaerne tale om, at der i tredje kvartal 2020 kun blev givet et nedslag i pris i 70 procent af alle handler. Det er den laveste andel, Boligsiden har registreret per kvartal siden starten af 2009.

Tilsvarende blev der i 7,6 procent af alle villahandlerne betalt en højere pris, end villaen var udbudt til salg til. Det er omvendt den højeste andel, Boligsiden har målt siden begyndelsen af 2009.

Sælgers marked

”Det er en ret markant ændring, der er sket. For hvis vi ser tilbage på første kvartal i 2020 blev der i 78,5 procent af alle villahandler givet et nedslag i pris, imens der kun i 4,7 procent af handlerne blev betalt mere end udbudsprisen. Der er altså sket meget i løbet af ret kort tid,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:

”Der er ingen tvivl om, at coronaperioden har skabt et sælgers marked, og derfor ser vi nu færre handler med nedslag i pris. Udbuddet af boliger er rekordlavt, og samtidig har vi de højeste handelstal i årevis. Sælgerne kan altså tillade sig at afvise et lavere bud end udbudsprisen, fordi der er flere købere derude. Og det ved køberne også, hvorfor de er villige til at lægge mere end udbudsprisen, når de har fundet drømmeboligen og vil være sikre på at få handlen i hus.”

READ ALSO  IMF and the Banco de España Amend Agreement to Increase Lending to Low-Income Countries by an Additional SDR 750 Million

Glohedt marked for sommerhuse

Tendensen for villaerne gælder også for rækkehusene. Og ser vi på sommerhusene, er tendensen endda endnu mere markant.

”Der er ikke noget at sige til, at ejendomsmæglerne har haft sved på panden det sidste halve år, for markedet for sommerhuse har været usædvanlig hedt. I dette hjørne af boligmarkedet er andelen af handler med nedslag faldet fra 81,7 procent i første kvartal af 2020 til kun 66,5 procent i tredje kvartal. Samtidig er der sket en fordobling i andelen af sommerhuse, der er solgt til overpris fra 5,5 procent i første kvartal i år til 11,3 procent af alle handlerne i tredje kvartal. Det er et voldsomt spring, som vi ikke har set tidligere,” forklarer Birgit Daetz.

Det svarer til, at lidt over hvert 10. sommerhus er solgt til overpris i tredje kvartal, hvorimod det i første kvartal kun var hvert 20. sommerhus. Og faktisk blev rekorden sat i andet kvartal, hvor andelen for sommerhuse solgt til overpris var på 11,7 procent.

”Det er en vild udvikling, for ser vi lidt tilbage i tiden, så har det været mere normalen end afvigelsen, at andelen for sommerhuse solgt til overpris lå i nærheden af én til tre procent,” tilføjer Birgit Daetz.

For ejerlejlighederne går udviklingen i samme retning med en faldende andel af handler med nedslag i pris og en stigende andel af handler købt til overpris. Men for denne boligtype er der ikke sat rekord. Det skete tværtimod i andet kvartal af 2015.

Udviklingen i andel af handler med nedslag i pris samt andel af handler indgået til overpris:

  Villaer   Rækkehuse   Sommerhuse   Ejerlejligheder      
Kvartal Andel nedslag Andel overpris Andel nedslag Andel overpris Andel nedslag Andel overpris Andel nedslag Andel overpris
(1) 2018 76,4% 4,6% 65,9% 6,8% 84,2% 3,2% 64,9% 9,3%
(2) 2018 76,1% 5,1% 69,0% 5,4% 79,8% 5,1% 66,2% 8,4%
(3) 2018 76,5% 4,8% 69,7% 6,0% 80,6% 4,7% 70,3% 6,8%
(4) 2018 78,0% 4,3% 70,6% 5,4% 83,9% 3,6% 73,0% 6,4%
(1) 2019 78,4% 4,3% 72,5% 5,5% 82,9% 4,4% 75,0% 5,8%
(2) 2019 76,1% 5,0% 70,1% 6,5% 77,5% 5,0% 73,1% 5,8%
(3) 2019 75,5% 5,4% 71,9% 5,9% 77,5% 6,1% 74,4% 6,2%
(4) 2019 77,1% 4,4% 71,0% 6,1% 83,6% 3,9% 74,6% 6,2%
(1) 2020 78,5% 4,7% 72,9% 5,1% 81,7% 5,5% 72,2% 7,6%
(2) 2020 75,1% 6,5% 70,7% 6,6% 68,1% 11,7% 72,8% 7,6%
(3) 2020 70,0% 7,5% 61,5% 9,2% 66,5% 11,3% 66,6% 9,7%

(Opgørelsen viser andelen af handler, hvor der er givet nedslag samt betalt overpris for hver enkelt boligtype. Tallene er trukket 2. oktober 2020. Kilde: Boligsiden.)





Via boligsiden.dk