Via Beskæftigelsesministeriet

Frem til 31. december kan jobcentre og a-kasser fortsætte med at afholde digitale eller telefoniske samtaler med ledige for at mindske smittetrykket.

Under corona-krisen har jobcentrene kunnet afholde digitale eller telefoniske samtaler med ledige for at mindske smittetrykket. Den mulighed forlænger regeringen nu indtil 31. december, så jobcentrene og a-kasserne kan fortsætte med den praksis, hvis der er behov.

Muligheden for at afholde virtuelle møder i de kommunale rehabiliteringsteams, der blandt andet behandler sager om jobafklaringsforløb og ressourceforløb, bliver også forlænget.

Regeringen vil desuden forlænge muligheden for at tilføje nye online-kurser til de positivlister, som ledige kan vælge kurser fra, når de skal opkvalificere sig. Normalt offentliggøres listerne kun 1. april og 1. oktober, men frem til nytår kan der altså løbende komme nye kurser til, som kan tages online.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

– Corona-virusset er desværre fortsat iblandt os, og vi skal hele tiden sikre, at vi gør, hvad vi kan for at holde den nede, både nationalt og lokalt. Her er de digitale samtaler en god mulighed for at undgå fysisk kontakt, men stadig hjælpe de ledige. Det bliver nu muligt året ud, og jeg er tilfreds med, at jobcentrene fortsat har fleksibiliteten og kan vurdere, hvornår det er en fordel med en digital samtale fremfor med et fysisk møde. Det er mit indtryk, at det indtil videre har fungeret som et godt alternativ, og at både ledige og sagsbehandlere har været glade for fleksibiliteten. Vi er i gang med at samle erfaringerne fra nedlukningsperioden, så vi kan blive klogere på, hvad der har fungeret godt og mindre godt.  

READ ALSO  Ministeren i samråd om udbetaling af feriemidler