Via DR Penge

Den grønne strøm går til spilde i et dansk energisystem, der ikke er gearet til at udnytte overskudsstrømmen fra vindmøller og solceller.

Men det er ikke den rigtige løsning blot at investere milliarder af kroner i at udbygge elnettet, vurderer professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen.

Han mener, at det i fremtiden gradvist vil blive sværere at udnytte vind og solcellestrøm.

– Hvis vi ikke ændrer strategi, vil det enten blive dyrere, eller vi vil se mere og mere strøm gå til spilde. Vi er nødt til at afbalancere designet af det danske energisystem på en sådan måde, at man placerer produktionen geografisk tættere på der, hvor forbruget er, så vi ikke har behov for at overdimensionere elnettet, siger han.

– Skal man placere solceller på Lolland til at understøtte københavnernes elforbrug? Nej, det skal tættere på, men den slags afvejninger kan ikke komme frem, sådan som lovgivningen er lige nu.