Finansnyheder

Partier: Minister har givet ‘skrupforkerte’ oplysninger om milliardgæld

By  | 

Via DR Penge

Det er en rigtig møgsag, at skattevæsenets nye it-system, PSRM, endnu ikke er klar til sætte prop i det voksende hul i statskassen.

Sådan lyder vurderingen fra Jørgen Grønnegård Christensen, der er professor emeritus ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

– Det er jo rigtig alvorligt, og det ødelægger skatteforvaltningens renommé, siger han.

Rigsrevisionen fastslår i en ny redegørelse, at det nye system langt fra er klar til at påtage sig den massive opgave med at inddrive danskernes gæld. Og danskerne skylder vel at mærke allerede svimlende 118 milliarder kroner til det offentlige.

Det er uvist, hvornår systemet er koblet ordentligt op og kan inddrive den voksende gæld hos 800 offentlige instanser. Samtidig er der tvivl om, hvor meget ekstra det kommer til at koste.

– Det peger først og fremmest mod ministeren, for det er ministeren, der sidder med ansvaret. Men det peger jo også på de embedsmænd, som bistår og rådgiver ministeren, siger Jørgen Grønnegård Christensen.

Tidligere minister: ‘Ikke rimelig kritik’

Skatteministeriet udsendte i den forbindelse en pressemeddelelse, hvor ministeren slog fast, at PSRM er ”udviklet til tiden – og uden at regningen denne gang er løbet løbsk”.

Men i dag siger Karsten Lauritzen (V), at kritikken af hans udtalelse fra dengang “ikke er rimelig”.

– Det har været sagt hele tiden, at normalisering af gældsinddrivelsen var afhængig af, at 800 eksterne leverandører skal komme med gældsposter til det her system. Det kan jeg eller den nuværende skatteminister ikke være herre over, siger Karsten Lauritzen.

Det er kun 47 ud af 800 myndigheder, der er tilsluttet. Hvorfor oplyste du så til Skatteudvalget i december 2018, at I ville være i mål med at tilkoble myndighederne til systemet i midten af 2019?

Det var forventningen på daværende tidsplan. Det var en realistiske tidsplan, som var presset. Sådan er det med tidsplaner. Nogle holder, andre bliver forsinkede, siger Karsten Lauiritzen.

Partier fik ‘skrupforkerte’ oplysninger

Blandt partierne i forligskredsen er der hovedrysten og undren oven på Rigsrevisionens redegørelse.

Hos Enhedslisten kommer Rigsrevisionens redegørelse som en stor overraskelse. Ifølge skatteordfører Rune Lund har forligspartierne fået noget helt andet at vide af ministeriet.

– De oplysninger, vi har fået gang på gang, de har været forkerte og fejlagtige. Nu viser det sig, at de oplysninger, vi har fået fra Skatteministeriet, har været skrupforkerte, siger han.

– Det er noget af et glansbillede, vi har fået fra skatteministeren, når han har sagt, at det her system er stort set færdigt, og det kommer til at køre her i 2019. Så viser det sig at være langt fra sandheden, siger han.

Den tidligere skatteminister afviser dog, at partierne skulle have fået forkerte oplysninger.

– Jeg synes ikke, det er rimeligt at sige, at jeg har malet et skønmaleri. Vi oplyste om de risici, der var. Nogle af dem er så indtruffet nu. Det er uheldigt, men det er der ikke noget at gøre noget ved, siger Karsten Lauritzen.



Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret