Via Beskæftigelsesministeriet

Opholdskravet for ret til dagpenge får folk til at melde sig ud af a-kassen og er dermed med til at svække dagpengesystemet. Derfor har et flertal i Folketinget torsdag vedtaget et lovforslag, der afskaffer opholdskravet.

1. februar 2020 afskaffes opholdskravet for ret til dagpenge. Kravet trådte i kraft sidste år og har betydet, at man skal opholde sig i Danmark, i et andet EU/EØS-land eller Schweiz i syv år inden for de seneste 12 år for at få ret til danske dagpenge. 

Opholdskravet rammer imidlertid danske lønmodtagere, der tager til udlandet for at arbejde. Samtidig løser opholdsholdet ikke et reelt problem. Det bidrager i stedet med bureaukrati. 

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger: 

– Jeg er meget glad for, at regeringen har bred opbakning til at afskaffe opholdskravet for dagpenge og beskytte den danske model. Man skal lede langt efter nogen, der støtter opholdskravet uden for Christiansborg. Og det hænger jo sammen med, at kravet hæmmer den internationale mobilitet, og får folk til at melde sig ud af a-kassen, og det svækker dagpengesystemet. Jeg hæfter mig særligt ved den store opbakning fra arbejdsmarkedets parter, hvor både arbejdsgivere og arbejdstagere er stærke fortalere for at afskaffe opholdskravet.

Da opholdskravet blev indført blev det i forbindelse med lovbehandlingen skønnet, at op mod 13.600 ville melde sig ud af deres a-kasse på grund af kravet. 

Der kommer en overgangsordning, der tilgodeser de personer, der har meldt sig ud af a-kasserne på grund af opholdskravet. De får mulighed for at genoprette deres medlemskab fra det tidspunkt, de meldte sig ud, og på den måde skal de ikke starte helt forfra med at optjene ret til dagpenge. Normalt er det et krav for nyindmeldte, at man skal have været medlem af en a-kasse i mindst 12 måneder samtidig med en vis beskæftigelse for at kunne få dagpenge.

READ ALSO  Vandindvinding tilbage til normal efter tørkeår

– Opholdskravet har desværre betydet, at der allerede er folk, der har meldt sig ud af a-kasserne, og det svækker den enkelte borgers tryghed og hele vores dagpengesystem. Derfor er jeg glad for, at regeringen også har fået opbakning til at indføre en overgangsordning for de personer, der har nået at melde sig ud. De får mulighed for at melde sig ind igen, uden at det får konsekvenser for deres ret til dagpenge, siger Peter Hummelgaard. 

Læs det vedtagne lovforslag på Folketingets hjemmeside