Via Gatestone Institute


Den 3. december vedtog den franske Nationalforsamling en resolution, der overtog definitionen på antisemitisme fra International Holocaust Remembrance Alliance. Parlamentsmedlemmet Meyer Habib, som støttede resolutionen, leverede en lidenskabelig og skarp tale, som understregede omfanget af antisemitiske trusler i dagens Frankrig og de tætte bånd mellem had til jøderne og had til Israel. Foto: Frankrigs Nationalforsamling i Paris. (Billedkilde: Daniel Vorndran/DXR/Wikimedia Commons)

Den 3. december vedtog den franske Nationalforsamling en resolution, som overtog definitionen på antisemitisme fra International Holocaust Remembrance Alliance. Resolutionen understregede, at definitionen “indbefatter manifestationer af had mod staten Israel, som alene begrundes med opfattelsen af sidstnævnte som et jødisk kollektiv.” Parlamentsmedlemmet Meyer Habib, som støttede resolutionen, leverede en lidenskabelig og skarp tale, som understregede omfanget af antisemitiske trusler i dagens Frankrig og de tætte bånd mellem had til jøderne og had til Israel:

“Siden 2006 er tolv franske personer blevet myrdet i Frankrig, fordi de var jøder. Skønt jøder udgør mindre end 1 procent af befolkningen, bliver halvdelen af alle racistiske handlinger, som bliver begået i Frankrig, begået imod jøder. Anti-zionisme er en tvangspræget dæmonisering af Israel og et misbrug af anti-racistisk og anti-kolonialistisk retorik med henblik på at berøve jøderne deres identitet.”

Han tilføjede , at det havde været ekstremt vanskeligt at skaffe stemmer nok til resolutionens vedtagelse på grund af en generel mangel på “politisk mod” – en egenskab, der sørgeligt nok ofte er fraværende i Frankrig, når det gælder antisemitisme og Israel.

Franske politiske ledere erklærer ofte, at kampen mod antisemitisme er af den yderste vigtighed; de siger det, hver gang en jøde bliver myrdet i landet. Men den eneste antisemitisme, de synes rede til at bekæmpe, er højrefløjsantisemitisme. Tilsyneladende nægter de at indse, at alle jøder, der er blevet myrdet eller overfaldet i Frankrig siden 2006, var ofre for muslimsk antisemitisme – og de franske politiske ledere har ikke ytret et ord herom. De synes at skjule den islamiske antisemitisme – nedfældet i Koranen og i haditherne og bestyrket i 1930’erne af nazisternes venskab med stormuftien i Jerusalem, Haj Amin al-Husseini – under et muslimsk had til jøderne baseret på et angiveligt “legitimt” muslimsk had til “zionistiske forbrydelser”.

Franske politiske ledere synes heller ikke at ville se en anden form for antisemitisme, som er i vækst: venstrefløjsantisemitisme. Det er præcis denne antisemitisme på venstrefløjen, som bruger anti-zionismens maske til at sprede anti-jødisk had.

Franske politiske ledere taler heller aldrig om den måde, hvorpå de store, franske medier omtaler Israel, eller om følgerne af disse artikler og reportager. De beskriver bestandig – og forkert – Israel som et ondt land, hvis soldater dagligt og nonchalant dræber arabere, og hvis borgere “ulovligt besætter” territorier (selvom de har været til stede der i mere end 3.000 år), der kunne tilhøre et andet folk, som de brutalt berøver alt.

Franske politiske ledere kritiserer ikke anti-israelske artikler og rapporter: den måde, flertallet af dem omtaler Israel på, er lige så anti-israelsk som de værste anti-israelske artikler. Regeringen selv gør det ikke bedre. Når israelske jøder bliver myrdet i et terrorangreb, udsender den franske regering en udtalelse , hvori man “beklager” angrebet og kraftigt opfordrer Israel til at “udvise tilbageholdenhed” og undgå at “starte en voldsspiral”. Når der finder et angreb sted i den østlige del af Jerusalem eller på Vestbredden, nævner erklæringen, at “Østjerusalem” og Vestbredden er “palæstinensiske territorier, der er ulovligt besat af Israel”. Det er en måde at sige, at jøder ikke burde være der, at ofrene er den skyldige part, og at de, der angriber dem, har en god grund til at gøre det.

Den 12. november, da USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, udtalte, at jødiske samfund i de omstridte territorier ikke udgør et brud på international lov, formulerede den franske regering straks en erklæring, som udtrykte, at “den israelske kolonisationspolitik i de palæstinensiske, besatte territorier er ulovlig ifølge international lov, i særdeleshed international humanitær lov”.

Denne reaktion er helt i stil med den holdning, som den franske regering har indtaget de senere år: da den amerikanske præsident, Donald J. Trump, anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad og flyttede den amerikanske ambassade dertil, udtalte den franske præsident, Emmanuel Macron, at dette skridt var en “alvorlig fejltagelse”, og understregede, at den franske ambassade ville forblive i den by, som foregives at udgøre Israels hovedstad, Tel Aviv. En officiel erklæring tilføjede, at Frankrig er “ven af Palæstina” og støtter “dannelsen af en palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad”. Frankrig anerkender ikke Jerusalem som en del af Israels territorium: det franske konsulat i Jerusalem bliver i officielle franske dokumenter beskrevet som “Det Franske Konsulat i Jerusalem”; ordet “Israel” er udeladt. Når franske borgere, der er bosiddende i Israel, afgiver deres stemme, bliver stemmerne fra dem, der bor i Jerusalem, optalt separat og adskilt fra stemmerne fra andre områder af Israel.

Ved Institut for den Arabiske Verden, som er finansieret af den franske regering og af arabiske lande, og som åbnede sine døre i centrum af Paris i 1987, er konferencer og udstillinger ofte gennemsyret af had til Israel. I øjeblikket kan de besøgende ved en udstilling med titlen “AlUla, Arabiens vidundere”, se et kort , hvor hele Israel er dækket af ordene “palæstinensiske territorier”. Da nogle jødiske organisationer protesterede, blev ordet Israel til sidst tilføjet ved siden af “palæstinensiske territorier”.

Næsten alle drab på jøder i Frankrig er blevet begået ikke blot af muslimske antisemiter, men af muslimer, som helt uretfærdigt har identificeret franske jøder med “det kriminelle Israel”. Mohamed Merah, som myrdede nogle jødiske skolebørn i Toulouse, sagde til en politibetjent, at han havde myrdet jødiske børn, fordi “jøderne dræber palæstinensiske børn,” og at han havde set “mange rapporter på fransk TV, som viste det”. Det, han sagde, fik ikke den franske regering til at bede de franske tv-stationer om a være mere omhyggelige med at undgå alt, der kunne opfattes som opflammen til had og drab.

I øjeblikket er Meyer Habib næsten det eneste franske parlamentsmedlem, som fordømmer antisemitisme, anti-zionisme, og anti-israelske fordomme i de franske medier, samt de anti-israelske holdninger hos den franske regering og mange politikere. Han modtager ofte antisemitiske dødstrusler; hans familie og han må leve under politibeskyttelse døgnet rundt. Han repræsenterer franske statsborgere, som bor i udlandet – i Israel, Italien og Tyrkiet; han ville ikke kunne blive valgt noget sted på fransk territorium.

Habib har også udtalt, at resolutionen fra den 3. december blot er en resolution. Kun et mindretal af parlamentsmedlemmerne stemte for. Den eneste grund til, at den overhovedet blev vedtaget, var, at mange parlamentsmedlemmer valgte at undlade at stemme. Adskillige stemte imod og kundgjorde på ny, at de er stolte “anti-zionister”. Under alle omstændigheder vil resolutionen ikke blive omsat til lov og får ingen konsekvenser.

De franske medier, politiske ledere og regeringen vil næsten med sikkerhed ikke ændre deres fjendtlige holdninger, når det gælder Israel. Ingen franske politiske ledere støtter Meyer Habib eller vover at erklære sig uenige i den franske regerings udtalelser om Israel, undtagen for at sige, at den franske regering stadig er alt for pro-israelsk.

Efterhånden som den demografiske forvandling hastigt finder sted i Frankrig, tilpasser landets medier, politiske ledere og regeringen deres adfærd efter det. Jøder er blevet en skrumpende andel af befolkningen – 0,6 % — og har ingen politisk vægt. Den muslimske andel af den franske befolkning er vokset hurtigt – til mere end 12% af den samlede befolkning. Det er i realiteten blevet umuligt at vinde et valg i Frankrig uden at sikre sig de muslimske stemmer.

De få personer, som stadig kritiserer islam og muslimsk antisemitisme i Frankrig, bliver nådesløst chikaneret af islamiske organisationer og endda endnu hårdere fordømt af domstolene. For få dage siden, den 4. december, bad en anklager retten om at dømme Christine Tasin, præsident for den anti-islamiske bevægelse Republikansk Modstand. I juni 2017 skrev hun en artikel, som indeholdt følgende sætninger: “Anti-muslimske vredeshandlinger er uundgåelige på kortere eller lidt længere sigt i alle europæiske lande, herunder Frankrig, som oplever en muslimsk invasion” og “islam kan vise sig uforenelig med vestlig civilisation”. Tasin blev af Kollektivet mod islamofobi i Frankrig (CCIF) beskyldt for at ophidse til “anti-muslimsk terrorisme”. CCIF er en organisation skabt af Muslimer i Frankrig, som er den franske gren af Det Muslimske Broderskab. Anklageren udtalte, at anklagen, der var fremlagt i pressen af CCIF, var “fuldkommen gyldig”, og at Tasin “har brug for en lærestreg”. Hun kan blive den første person i Frankrig, som sendes i fængsel for “forbrydelsen islamofobi”.

Mange af deltagerne i den islamiske og venstrefløjsprægede demonstration mod “islamofobi” i Paris den 10. november råbte udpræget anti-zionistiske slagord som “morder-Israel” og “Palæstina vil vinde”. Adskillige demonstranter medførte palæstinensiske flag og Hamas-flag. En demonstration en uge senere, som fordømte islamisk terrorisme, samlede derimod færre end 2.000 deltagere.

Den 30. oktober i Paris, da præsident Macron indviede Europæisk Center for Jødedom, nævnte han alle de jøder ved navn, som på det seneste er blevet myrdet i Frankrig. Han nævnte dog ikke morderne. Han fordømte blot det “hæslige uvæsen/foul beast”, et udtryk, som blev skabt af Bertolt Brecht, og som i dag ofte bruges i Frankrig til at inkriminere nazi-sympatisører. Han nævnte trusler fremsat af “dem, der ønsker at så had og splittelse” og udtrykte sin støtte til de muslimer, som blev såret ved et mislykket angreb på moskeen i Bayonne i det sydvestlige Frankrig. Han talte positivt om en tid, hvor en stor del af Spanien var muslimsk, og sagde, at dér, i Andalusien, “udviklede jøderne, trods deres dhimmi-status, en bemærkelsesværdig kultur”.

Forfatteren Barbara Lefebvre i disse ord en eulogi over jøder – en accept af dhimmi-status [at leve under islam som en tredjeklasses “tålt” borger, til tider betalende en særlig “beskyttelsesskat”] og af den underkastelse, som følger med. Hun skrev, at “genkaldelsen af den brune plage og den mørke tid i vores historie for at fremmane den trussel, som jøder i Frankrig oplever i dag, er en historisk, mindemæssig og politisk fornærmelse”, og at Macrons tale banede vejen til at dømme de franske jøder til at “forlade landet eller låse sig inde i en samfundsmæssig boble, ligesom dhimmier i islams land”.

I Europa er Frankrig ingen undtagelse. Antisemitismen skyder frem overalt på kontinentet og har ofte et mellemøstligt præg. Men myndighederne taler kun om “højrefløjsantisemitisme”.

I Tyskland udførte Bundesamt für Verfassungsschutz (Forbundsstatens kontor for forfatningsbeskyttelse) en undersøgelse, som analyserede muslimske angreb udført mod jøder i landet i 2017 – man nægtede imidlertid eksplicit at sige, at disse angreb var antisemitiske, men tillagde dem i stedet “religiøse og kulturelle forestillinger, som muslimske immigranter bringer med sig” til Tyskland.

Den daværende tyske udenrigsminister Heiko Maas tilføjede, som om det var en undskyldning, at muslimer, der ankommer til Tyskland, “kommer fra lande, hvor de magtfulde opflammer til had mod jøder og Israel”. En undersøgelse udført i Storbritannien af Institute for Jewish Policy Research viste, at antisemitismen er langt mere fremherskende blandt britiske muslimer end blandt landets øvrige borgere – men undersøgelsen blev kun omtalt i den britiske jødiske presse.

Venstrefløjsantisemitisme findes overalt i Europa. Dens tilhængere gør, ligesom i Frankrig, deres bedste for at skjule og beskytte den mellemøstlige antisemitisme.

I Storbritannien er antisemiter kommet ind i Labourpartiet via venstrefløjen. Lederen af Labourpartiet, Jeremy Corbyn, blev for nylig af Storbritanniens overrabbiner, Ephraim Mirvis, beskyldt for “anti-jødisk racisme”.

De fleste større europæiske medier er lige så anti-israelske som de store franske medier. I juli skrev Josef Schuster, præsident for Centralrådet for Jøder i Tyskland, om en artikel bragt i magasinet Spiegel, at den brugte “antisemitiske klicheer” til at bagvaske Israel. Det er ikke den eneste artikel af sin art i tysk presse. Shuli Davidovich, israelsk presseattaché i London, sagde for ti år siden:

“Der er helt givet aviser, som aldrig tilskriver Israel noget positivt … for nogle mennesker, især i aviser som The Guardian, eksisterer israelerens menneskelige ansigt ikke. Det er altid hjelmen, riflen, aggressoren, besætteren.”

I dag er intet ændret. Avisen The Guardian udgiver ofte artikler, som støtter den økonomiske og kulturelle boykot af Israel. Kommentator Manfred Gerstenfeld har gjort opmærksom på den voksende mængde antisemitiske tegninger, som nu ledsager anti-israelske artikler i den europæiske presse. Det myldrer med antisemitiske tegninger i Norge, har han påpeget – et land med kun 700 jøder. Mange tegninger, sagde han, skildrer jøder som “parasitter”, nøjagtig som i de muslimske landes presse.

De fleste af Europas politiske ledere er lige så fjendtlige over for Israel, som Frankrigs politiske ledere er. Den Europæiske Union forsvarer stædigt forestillingen om, at Israel skal vende tilbage til våbenstilstandslinjerne fra 1949, ofte kaldet “1967-grænserne”. EU hævder, at Israel ulovligt holder “palæstinensiske territorier” besat. Hver gang Federica Mogherini, indtil sidste måned vicepræsident for Europa Kommissionen, taler om Mellemøsten, beskriver hun Israel som en “besættelsesmagt”. Hendes efterfølger, Josep Borrell, har gjort sig til talsmand for en ensidig anerkendelse af palæstinensisk statsliggørelse. “Iran ønsker at udslette Israel,” har han sagt; “det er der intet nyt i. Man må leve med det”. Ni af de 28 medlemsstater i Den Europæiske Union – Sverige, Cypern, Malta, Ungarn, Polen, Den Tjekkiske Republik, Slovakiet, Bulgarien, Rumænien — anerkender en “stat Palæstina,” men ignorerer, at Det Palæstinensiske Selvstyre aldrig har givet afkald på sin plan om at udradere Israel og overtage dettes plads, endsige er holdt op med at begå terrorhandlinger.

Den demografiske forvandling, som finder sted i Frankrig, breder sig også overalt i Vesteuropa, og den tiltagende underkastelse under islam bliver stiltiende accepteret af de regerende myndigheder næsten overalt. Politiske partier, som er imod islamiseringen, bliver marginaliserede. Enkelte centraleuropæiske ledere – premierminister Viktor Orbán i Ungarn, premierminister Mateusz Morawiecki i Polen og præsident Miloš Zeman i Den Tjekkiske Republik – er de eneste, som udtrykkeligt afviser islamiseringen af deres lande og tager skridt til at bremse den muslimske immigration. De bliver ofte fordømt af vesteuropæiske ledere, som ønsker at tvinge dem til at modtage immigranter i tusindvis.

Rapporter viser, ikke overraskende, at stigningen i antallet af muslimske immigranter har medført en endnu bredere vækst i antisemitisme.

I 2018 udspurgte EU’s Agentur for Fundamentale Rettigheder jøder i de 12 europæiske lande med de største jødiske befolkninger. Rapporten konkluderede, at “28% oplever en eller anden form for chikane for at være jøder”, “47% er ængstelige for antisemitiske verbale fornærmelser eller chikane og 40% for fysiske overgreb”, “38% har i de seneste fem år overvejet at emigrere på grund af frygt for deres sikkerhed”.

En anden undersøgelse, foretaget af Tysklands universitet i Bielefeld i 2011, viste, at 40% af de europæiske voksne borgere var enige i udtalelsen “Israel behandler palæstinenserne, ligesom nazisterne behandlede jøderne.”

I en artikel med titlen “Judenrein Europa”, skrev den amerikanske politiske kommentator Joel Kotkin, at alle tilgængelige data viser, at anti-jødisk had og anti-israelske fordomme fortsat vil brede sig i hele Europa, og at det kan betyde ophøret af jødisk tilstedeværelse på kontinentet:

“Gennem et par tusind år, efter ødelæggelsen af det Andet Tempel og diasporaens begyndelse, var Europa hjem for flertallet af verdens jøder. Dette kapitel i historien er forbi. Sådan som jøder fortsat flygter fra kontinentet, vil det eneste, der er tilbage ved udgangen af dette århundrede, være en jødisk gravplads”.

Dr. Guy Millière, professor ved Paris’ Universitet, har forfattet 27 bøger om Frankrig og Europa.





READ ALSO  Police deploy tear gas as protesters in Lebanon try to break into parliament building following massive Beirut explosion