Finansnyheder

Omfattende strejke i SAS: 72.000 passagerer rammes

By  | 

Via DR Penge

Forhandlingerne mellem SAS og den danske pilotforening er brudt sammen.

Det betyder, at de danske piloter – ligesom de svenske og norske – går i strejke, bekræfter Forligsinstitutionen over for DR Nyheder.

Strejken træder i kraft med det samme.

– Vi er langt fra hinanden, lyder det her til morgen fra pilot og næstformanden i Dansk Pilotforening, Henrik Thyregod, da han efter nattelange forhandlinger kommer ud fra Forligsinstitutionen i indre København.

Mariam Skovfoged, der er pressechef i SAS, siger til DR Nyheder, at piloternes krav ikke er “ansvarlige”:

– Vi ønsker et langsigtet, stærkt og konkurrencedygtigt SAS. De krav, piloterne stiller, er ikke ansvarlige i et konkurrencepræget marked, hvor man som passager kan gå ud og vælge mellem 40 andre flyselskaber, siger Mariam Skovfoged, der er pressechef i SAS.

Konkret betyder det ifølge Oslo Fondsbørs, at 673 flyafgange aflyses, og omkring 72.000 passagerer rammes.

Her kan du søge på dit fly og se, om din afgang skulle være påvirket af strejken.

Beklager over for de rejsende

Henrik Thyregod afviser beskyldningerne fra SAS om, at SAS-piloternes krav er urimelige.

– Vi har forhandlet hårdt i den seneste måneds tid. Det handler om vores arbejdsforhold. Vi har bedt om at få samme gode forhold, som alle andre lavprisselskaber har, hvor man har forudsigelighed i arbejdsmønstret og arbejder fem dage væk hjemmefra og har fire dage fri i et fast system.

– I SAS er det sådan, at stort set alle piloter arbejder sådan, at de ikke aner, hvornår de har fri. De får skema 14 dage før, det træder i kraft, og man kan arbejde op til syv weekender i træk. Det er fuldstændig rimelige krav. SAS skal ikke være det ringeste sted at være pilot, siger Henrik Thyregod.

Svært at spå om varighed

Næstformanden er frygtelig ked af, at sammenbruddet betyder aflysninger for tusinder af passagerer, der skulle have fløjet med SAS. Her til formiddag vil man så samle de cirka 1.500 piloter og briefe dem om, hvor sagen står nu.

Hvorvidt der bliver tale om en længerevarende strejke, vil Henrik Thyregod ikke spå om.

– Det er svært at sige noget om. SAS har selv meldt ud, at de ikke ønsker en udsættelse af konflikten. Vi har forsøgt at komme SAS i møde hele natten. Men det har set umuligt ud siden i nat klokken 1-2 stykker, siger han.

Tidligere på natten og til morgen er forhandlingerne også brudt sammen i Sverige og Norge, og det betyder strejke blandt tusinder af piloter og flere hundrede aflyste flyafgange.



Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret

Please Donate To Bitcoin Address: [[address]]

Donation of [[value]] BTC Received. Thank You.
[[error]]