Numbers & Statistics

Ny myndighed under ATP skal administrere seniorpension

By  | 

Via Beskæftigelsesministeriet

En ny selvstændig myndighed under ATP skal administrere og tilkende seniorpension fra 1. januar 2021. Det er forligspartierne bag aftalen om seniorpension blevet enige om. I den mellemliggende periode skal kommunerne administrere ordningen.

En ny selvstændig myndighed under ATP skal administrere og tilkende seniorpension fra 1. januar 2021. Det er forligspartierne bag aftalen om seniorpension blevet enige om. I den mellemliggende periode skal kommunerne administrere ordningen. 

Forligspartierne bag aftalen om seniorpension er blevet enige om, at en ny selvstændig myndighed under ATP skal administrere seniorpension fra 1. januar 2021. Det skal sikre en ensartet tilkendelse af seniorpension på tværs af landet. 

Der er tale om en ny selvejende institution med selvstændig bestyrelse, som oprettes ved lov og tillægges myndighedsansvaret for administration og tilkendelse af seniorpension.  

Indtil den nye myndighed – og lovgivningen omkring den – er på plads, får kommunerne ansvaret for at tilkende seniorpension. Det bliver dog sådan, at hvis man som borger får afslag på seniorpension, mens reglerne administreres af kommunerne, så kan man få genoptaget sin sag, når den nye myndighed tager over 1. januar 2021. Det fremgår af lovforslaget om indførsel af seniorpension, som Folketinget færdigbehandler i denne uge og som træder i kraft 1. januar 2020.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard:

– Jeg er glad for, at vi nu har fundet en permanent løsning for administrationen af seniorpension, hvor vi giver ATP et år til at etablere den nye myndighed. Det skal bane vejen for, at borgere uanset, hvor de bor, bliver behandlet ens. Indtil den myndighed er på plads, har jeg fuld tiltro til, at kommunerne vil sørge for, at borgere med væsentlig nedsat arbejdsevne og som opfylder kravene får tilkendt seniorpension. 

READ ALSO  Regionerne løfter sundhedsområdet i 2020 som aftalt

Beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V): 

– Det har været afgørende for Venstre, at det bliver en ny landsdækkende myndighed, der skal stå for tilkendelse af seniorpension. Det sikrer, at det ikke er postnummeret, der afgør, om man får tilkendt en seniorpension. Dermed sikrer vi en ensartet tilkendelse på tværs af hele landet. Det er jeg meget tilfreds med. Jeg glæder mig over, at vi nu har slået de sidste søm i den aftale, som sikrer, at nedslidte danskere kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet med en seniorpension. 

Beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF): 

– Det er en god aftale, der betyder, at folk, der er nedslidte på grund af arbejde eller sygdom, kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og søge seniorpension seks år før pensionsalderen, hvis deres arbejdsevne er 15 timer eller derunder om ugen. Det skal ske uden, at de skal slæbes igennem arbejdsprøvning og afklaring. Det er en ordning, som Dansk Folkeparti i lang tid har arbejdet for at få igennem. Fra 1 januar 2020 har man ret til at få seniorpension, hvis man ikke kan arbejde mere end 15 timer om ugen. Efter en overgangsperiode bliver det en statslig enhed, der skal træffe afgørelserne, og dermed fjernes den endelige afgørelse fra kommunerne, således der bliver en ensartet bedømmelse i hele Danmark.  

Beskæftigelsesordfører Samira Nawa (RV):  

– Jeg er så glad for, at vi nu kan tage hånd om virkelighedens nedslidte. Deres tryghed og retssikkerhed har stået højt på dagsordenen for Radikale Venstre længe, og derfor er jeg meget glad for, at vi allerede efter nytår er klar til at modtage ansøgninger om seniorpension. Det skal ikke være sådan, at ens postnummer skal afgøre, om man kan få tilkendt seniorpension. Derfor er det positivt, at ATP bliver indgang for alle fra 2021. 

READ ALSO  Skattestyrelsen tager Rigsrevisionens gennemgang af udbytteforlig til efterretning

Beskæftigelsesordfører Naser Khader (K): 

– Vi er inde i en positiv udvikling, hvor vi ser ældre og pensionister, der ønsker at blive på arbejdsmarkedet. Det er en win-win for både vores seniorer, men også vores samfund, der mangler ekstra hænder i disse år. Men der er også nogle, som er så nedslidte, at de må træde ud af arbejdsmarkedet før tid, og dem hjælper vi nu med muligheden for at få seniorpension. Det er god konservativ politik, at vi støtter dem, der vil tage nogle år mere, og vi samtidig hjælper dem, der af helbredsmæssige årsager ikke kan arbejde længere.

Beskæftigelsesordfører Leif Lahn (S): 

– Der er glædeligt at syge og nedslidte seniorer nu får mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og få seniorpension. Vi har i dag sikret, at det kan ske på en ensartet måde i hele landet og med borgeren i centrum. Nu er det de syge og de nedslidtes tur.



Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret