Ny lov skal sikre danske virksomheders rettigheder på digitale platforme

26-05-2020

Nyhed

Folketinget har i dag vedtaget en ny lov, der giver myndighederne mulighed for at beskytte danske virksomheders rettigheder i samarbejdet med digitale platforme.

Store, digitale platforme vinder frem i hele verden og åbner nye muligheder for både forbrugere og erhvervsdrivende.

Men der også en bagside af medaljen, for nogle af de virksomheder, der har deres tjenester på platformene.

En analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser, at hver fjerde virksomhed har oplevet, at den digitale platform har ændret handelsbetingelserne uden varsel og uden begrundelse.

Derfor har regeringen sammen med Folketinget i dag vedtaget en ny lov, der giver myndighederne reel mulighed for at gribe ind over for den slags.

”De digitale platforme åbner mange nye markeder og muligheder for danske virksomheder, men i nogle tilfælde bliver mindre, danske virksomheder klemt i samarbejdet. Nogle danske erhvervsdrivende oplever f.eks. at blive smidt af platformen uden begrundelse. Det kan have stor betydning for den enkelte, om de har en platform til at sælge til 1 million brugere eller ej. Derfor er jeg glad for, at vi sammen med Folketinget i dag har besluttet at gøre det muligt at gribe ind over for den slags, når det er nødvendigt,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Helt konkret får Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fra 1. juli 2020 blandt andet mulighed for at kunne indhente oplysninger om platformenes algoritmer, udarbejde sektorundersøgelser og give påbud til digitale platforme.

”Ved at give myndighederne de nødvendige redskaber til at gribe ind, skaber vi bedre betingelser for danske virksomheder på platformene. Og det er faktisk også til gavn for forbrugerne i sidste ende,” siger Simon Kollerup.

READ ALSO  Livet med corona - nye muligheder for klimaet og økonomien?

Virksomheder, der sælger deres ydelser på digitale platforme, genererer i følge Europa-Kommissionen 22 pct. af værdien af al onlinehandel i EU.

Læs lovforslaget her.

For yderligere spørgsmål, kontakt: Presserådgiver Caroline Gerd Frandsen, tlf. 91 39 94 07,