Miljøminister Lea Wermelin og Københavns overborgmester Frank Jensen har mødtes om fjernelse af ulovlige fartøjer i Erdkehlgraven. Efter en vurdering fra Kystdirektoratet er det besluttet, at opgaven skal sendes i nyt udbud. Både staten og kommunen vil sikre oprydning hurtigst muligt.

Oprydningen af Erdkehlgraven vil efter planen gå i gang efter årsskiftet, varsler miljøminister Lea Wermelin. Området, der også er kendt som Fredens Havn ved Christiania, skal ryddes for ulovlige fartøjer og anlæg.

Da der i første udbudsrunde har været for få, der har budt på opgaven med at skaffe de nødvendige tilladelser og finde den rigtige entreprenør, er der nu en genudbudsrunde i gang. Derefter er det meningen, at der skal findes en entreprenør, og oprydning skal gå i gang så hurtigt som muligt.

– Både miljøet og områdets beboere har brug for, at området bliver sig selv igen. Der er tale om en meget speciel oprydningsopgave, og derfor må opgaven desværre genudbydes, så det tager længere tid, end vi havde håbet. Men det er vigtigt, at fjernelsen sker hurtigst muligt, og den besked har jeg givet til Kystdirektoratet, siger hun.

Ministeren mødtes i den forgange uge med Københavns overborgmester Frank Jensen (S), og de gav håndslag på, at oprydningen går i gang snarest muligt i starten af det nye år.

– Jeg er glad for at have mødtes med ministeren, og at vi er enige om, at oprydningen skal i gang så hurtigt som muligt i det nye år. Det har længe været ærgerligt, at så smuk en plet i vores by fremstår som en losseplads. Nu har vi givet håndslag på, at vi senest til marts kommer i gang med at rydde de forladte både og vrag, så et skønt område igen kan blive til glæde for alle, siger overborgmesteren.

READ ALSO  'We can do this!' — Merkel's famous words five years on after refugee influx to Germany

Den rydning, der går i gang primo 2020, omfatter ca. 80 procent af vrag, fartøjer og ulovlige anlæg, der er efterladt i Erdkehlgraven.  Der vil være en række fartøjer tilbage med i alt 14 kendte ejere, som har protesteret over påbud om at fjerne sig, hvilket kan ende med en domstolsafgørelse.

Baggrund:

  • Kystdirektoratet har i flere omgange meddelt de bådeejere, som man har kunnet finde frem til, at de skal fjerne deres fartøjer. Fartøjerne ligger ifølge Kystbeskyttelsesloven ulovligt i Erdkehlgraven. Dette er sket i både 2015 og 2016, og efterfølgende er forholdene blevet politianmeldt.
  • Ifølge Kystbeskyttelsesloven er det ejerne af fartøjerne, der skal betale for fjernelsen, når en domstol har afgjort sagen. I de tilfælde, hvor ejerne ikke kan findes, vil Miljøministeriet i et samarbejde med Københavns Kommune bekoste fjernelsen.
  • De 25,7 mio. kroner, det er estimeret, at fjernelsen af fartøjerne i Erdkehlgraven vil koste, er fundet, idet Københavns Kommune bidrager med 10 mio. kr. og Miljø- og Fødevareministeriet bidraget med det resterende. Genudbud og forsinkelse af tidsplanen forventes ikke at have konsekvenser i forhold til de samlede estimerede udgifter til oprydning.
  • Den 7. februar 2019 varslede Kystdirektoratet påbud om fjernelse af fartøjerne med frist den 7. marts 2019. Den 12. marts 2019 blev de endelige påbud udsendt. Efter denne proces står 14 ejere tilbage, som er blevet politianmeldt den 6. maj 2019 for ikke at have fjernet deres ulovlige fartøjer.

Yderligere oplysninger:

Pressesekretær i Miljø- og Fødevareministeriet Tania Glud, tlf. 24 21 62 40, e-mail: tanole@mfvm.dk

Pressechef hos Københavns overborgmester, Rikke Egelund, tlf. 31 47 94 97, mail eb2f@kk.dk

Områdechef Hans Erik Cutoi-Toft, Kystdirektoratet, tlf. 25 41 97 61, e-mail: het@kyst.dk

READ ALSO  Brazilian volunteer in Oxford-AstraZeneca Covid-19 vaccine trial DIES, authorities say



Via Miljø- & Fødevareministeriet