Numbers & Statistics

Miljøminister før FN-topmøde om verdensmålene: Vi skal sætte ind overfor den globale biodiversitetskrise

By  | 


Miljøminister Lea Wermelin opfordrer forud for stort FN-topmøde til, at Danmark og resten af verden sætter tempoet op og handler mere ambitiøst og hurtigere for at løse natur- og klimakrisen. Det er helt centralt at tænke løsningen på klimaproblemerne sammen med ressourceforbrug og biodiversitet, siger miljøministeren.

Hvordan får vi en mere bæredygtig verden, og hvordan når vi verdensmålene?  Hvordan sikrer vi velfærd for milliarder af mennesker samtidigt med, at vi passer på naturen og klimaet?

Det er ikke småting, der er på dagordenen, når miljøminister Lea Wermelin, forskere, embedsmænd, ministerkollegaer og regeringsledere fra hele verden tirsdag mødes til FN-topmøde om verdensmålene for bæredygtig udvikling i New York.

FN’s verdensmål består af 17 overordnede punkter, som frem til 2030 skal sætte kurs mod en mere bæredygtig udvikling for mennesker og planeten.

Miljøministeren tager til mødet i New York for at drøfte med kollegaer, grønne organisationer og virksomheder, hvordan Danmark kan bidrage til grøn omstilling og til at stoppe tilbagegangen for dyre- og plantearter. Miljøministeren vil også bruge mødet til at starte et arbejde mod nye, globale og mere konkrete mål for dyre- og planteliv, som skal sikre, at der kommer handling bag ordene.

– Vi skal sætte tempoet op og skabe en fælles retning globalt og arbejde hen imod en naturens Paris-aftale. Det håber jeg at kunne bidrage til. Vi har fået et historisk grønt mandat i ryggen, og vi vil arbejde for at skabe mere skov, mere urørt skov, bedre vilkår for dyrearterne og i det hele taget bedre natur og miljø. Vi skal i den grønne førertrøje, og hvis vi skal nå verdensmålene, skal vi også handle hjemme i Danmark, siger Lea Wermelin.

READ ALSO  Se Simon Kollerup kan virkelig ikke lide kviklån

Og det haster ifølge ministeren. For jo længere tid, der går, desto sværere bliver det at bremse tilbagegangen i dyre- og plantearter både i Danmark og globalt.

Ministeren vil drøfte udviklingen af nye mål med sine internationale kollegaer og håber på at blive inspireret af andres gode ideer og initiativer undervejs.

– Det er globale problemer, og den eneste måde, vi kan tackle dem på, er ved at stå sammen og hjælpe hinanden med at finde frem til de bedste løsninger, men ligesom på klima har vi behov for lande, som går foran. Her kan Danmark på trods af vores lille størrelse gøre en stor forskel, siger Lea Wermelin.

Miljøminister Lea Wermelin er i New York i anledning af topmødet fra mandag den 23. september og rejser hjem onsdag aften.

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Jacob Haaning Andersen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 21 19 27 50, e-mail: jahaa@mfvm.dk



Via Miljø- & Fødevareministeriet

Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret