Via DR Penge

2018 var et dårligt år for de danske aktier og i særdeleshed for to af landets største virksomheder, Mærsk og Danske Bank.

Og da det familiekontrollerede A. P. Møller Holding har store aktieposter i netop de to selskaber, er det en alvorstynget direktør, Robert Mærsk Uggla, som i dag har præsenteret regnskabet for det familiekontrollerede A. P. Møller Holding.

– A.P. Møller Gruppen ser tilbage på et betydningsfuldt år, skriver Robert Mærsk Uggla i et skriftligt svar

Taber 44,9 milliarder kroner på to aktier

Hele 44,9 milliarder kroner mistede A. P. Møller Holding sidste år på sine investeringer i A.P. Moller – Maersk og Danske Bank.

I alt oplevede holdingselskabet et tab på 37,8 milliarder kroner på sin aktiebeholdning svarende til et værditab på 28 procent, så selskabet nu råder over aktier for knap 100 milliarder kroner.

Det er ikke mindst den omfattende hvidvaskskandale i Danske Bank, som har fået investorer til at flygte fra landets største bank.

I alt mistede Danske Bank sidste år 46,6 procent af sin markedsværdi, hvilket gav tab hos selskabets hovedaktionær, A. P. Møller Holding, for 19,6 milliarder kroner.

Også containergiganten A. P. Møller Mærsks aktier fik en tur i investorernes vridemaskine på grund af lav indtjening og vedvarende trusler om en handelskrig.

Selskabet mistede 24,5 procent i værdi, og dermed blev A. P. Møller Holding 25,3 milliarder kroner fattigere.

– Enkelt sagt så antager investorerne, at hver dollar af egenkapitalen i de to virksomheder kun er 80 cent værd, skriver Robert Mærsk Uggla i sin beretning til regnskabet.

READ ALSO  Next Up: Global Depression

Høj egenkapital

Han antyder, at investorerne måske har straffet de to aktier lige hårdt nok i 2018.

I hvert fald er egenkapitalen i de to selskaber en hel del højere, end hvad markedsværdien afspejler i øjeblikket.

– Vores egenkapital steg med 11 procent til 256 milliarder kroner, heraf var vores andel 126 milliarder kroner. Alligevel faldt porteføljens markedsværdier til 98 milliarder kroner.

– Uoverensstemmelsen mellem markedsværdier og bogførte værdier hos vores børsnoterede selskaber viser forskellen mellem kapitalmarkederne, og hvordan virksomhederne selv vurderer deres egne værdier, skriver Robert M. Uggla.