Via DR Penge

Flytrafikken er vokset over de senere år, men i Danmark er passagerer indtil videre sluppet for at betale klimaafgifter på flyrejser, fordi der er stor politisk uenighed om, hvordan de skal udformes.

De danske lufthavne og flyselskaber har i dag meldt sig på banen med deres forslag, og det er en løsning, der ligger langt fra, hvad nabolande Sverige, Norge og Tyskland gør.

Mens andre lande pålægger passagerer at betale afgifter med mål om at begrænse antallet af flyrejser, ønsker branchen i Danmark at hente penge til forskning i grønne løsninger gennem en mindre klima-opkrævning på flyvninger fra danske lufthavne.

– I andre lande er der primært tale om statslige strafafgifter. Jeg tror ikke på, at afgifter har indflydelse på, hvor mange der flyver, siger direktør i Københavns Lufthavn Thomas Woldbye og påpeger, at de svenske flyafgifter havner i statskassen.

– Vi er et handelsland, vi skal kunne rejse. Men vi skal kunne rejse med god samvittighed, og det kan vi i højere grad, hvis luftfarten er mere grøn, lyder det fra Thomas Woldbye.

Lavere afgift end i andre lande

Samlet set foreslår branchen, at en dansk afgift skal kunne indbringe mellem 250-300 millioner kroner årligt. SAS og Københavns Lufthavn regner med, at millionerne vil svare til en passagerbetalt afgift på mellem 20-30 kroner per billet, og det, synes Thomas Woldbye, er et tilstrækkeligt beløb:

– Vores udgangspunkt er, at beløbet skal være stort nok til, at det virkeligt kan batte, og der er 250-300 millioner kroner meget, siger lufthavnsdirektøren.

Han understreger, at midlerne skal sikres i en uafhængig fond, så de går direkte til udvikling af ny teknologi. Blandt andet teknologi, der kan producere større mængder af bæredygtigt brændstof.

Fald i svenske indenrigsflyvninger

Da Sverige i april sidste år indførte passagerafgifter på flyrejser, var det med det politiske mål at nedbringe antallet af flyrejser, hvilket betyder, at luftfartsselskaber i dag betaler 60, 250 eller 400 svenske kroner per passager, der flyver fra svenske lufthavne.

Flere danske partier har rost tiltaget. Heriblandt Alternativet, SF og Enhedslisten, der mener, det vil være klogt at følge det svenske forbillede.

Indtil videre er der imidlertid ingen dokumentation for, at afgiften har den ønskede effekt.

Den svenske Transportstyrelse oplyser, at antallet af indenrigsflyvninger er faldet med 4,3 procent i første år med flyskatten, men antallet af flypassagerer på udenrigsrejser til Europa er samtidig steget.