Da corona ramte Danmark i februar og lukkede landet ned i marts, blev boligmarkedet ramt. Der kom færre nye boliger til salg, og antallet af solgte faldt drastisk i ugerne efter nedlukningen. Især lejlighedsmarkedet led i de første uger.

Det var særligt København, der oplevede nedgangen, idet hovedstadsområdet står for godt 40 procent af det samlede lejlighedssalg i Danmark. Og det kunne da også aflæses i prisfald allerede i april – en måned hvor priserne normalt stiger.

Det var dog ikke kun i København, at det gik sådan. Også i vores nabolandes hovedstæder Stockholm og Oslo faldt priserne i kølvandet på, at corona kom til Skandinavien.

”På det tidspunkt var der ret dystre udsigter for lejlighedsmarkedet, og mange forventede store prisfald. Her et halvt år senere viser det sig, at den bekymring var ubegrundet,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Fra forventning om fald til stigning

Allerede i maj steg priserne igen i både København og Oslo, og for priserne i den danske og norske hovedstad knækkede kurven altså hurtigt igen. I Stockholm derimod var faldet en smule større og varede længere, inden de stockholmske priser kom med på stigningsbølgen igen i juni.

”Priserne er steget de seneste måneder i de skandinaviske hovedstæder, og den tøven, som både købere og sælgere viste i starten af coronatiden, blev henover sommeren afløst af en stor købelyst, som i København resulterede i et sommersalg, der var langt over normalen,” påpeger Birgit Daetz.

For den svenske hovedstad gælder det imidlertid, at priserne endnu ikke er kommet op på det niveau, de var på i januar. Tilbage står, at priserne på lejligheder i København og Oslo har udviklet sig næsten fuldstændig ens under corona og nu er højere, end i starten af året. Stockholm derimod har et efterslæb.

READ ALSO  Boligkøbere lader sig ikke skræmme af mørkemænd

”Lejlighederne står i alle tre hovedstæder på et solidt prisgrundlag. Langt mere solidt end alle eksperter frygtede i foråret. Når det er gået sådan, er det, fordi efterspørgslen på lejligheder er rigtig stor. Det har corona ikke ændret på. I København så vi i foråret, at nogle købere afventede, men at de så kom tilbage i løbet af sommeren. Nu står vi i en situation, hvor vi godt kan regne med, at priserne ikke falder i år, og at priserne måske endda stiger mere end sidste år,” siger Birgit Daetz.

(Grafen viser et indeks over lejlighedspriser i Stockholm, Oslo og København. Priserne i januar 2020 er lig med indeks 100. Kilde: maklarstatistik.se, krogsveen.no og Boligsidens Markedsindeks)





Via boligsiden.dk