Financial news

Langtrukken strid med spøgelse fra finanskrisen får statens skraldespand til at æde milliontab | Penge

By  | 

Via DR Penge

I alt lød det oprindelige krav i sagen om Amagerbanken på 900 millioner kroner.

Men staten tabte sagen i byretten, skar sagen til og krævede så 375 millioner kroner i landsretten, hvor den tidligere ledelse i Amagerbanken blev dømt til betale en erstatning på 225 millioner kroner plus renter.

I alt knap 350 millioner kroner.

En aftale om at afslutte sagen mod den tidligere top i den krakkede bank, giver nu statens skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet, i alt 255,5 millioner kroner på kontoen.

Det var blandt andet risikoen for, at den i forvejen langtrukne sag skulle ende i Højesteret, der i sidste ende fik det statslige oprydningsselskab til at slå en handel af og æde den lavere erstatning.

Det fortæller Henrik Bjerre-Nielsen, der er direktør i Finansiel Stabilitet.

– De sagsøgte ønskede at få en afslutning på sagen. Det har vi accepteret, fordi vi får en endelig dom, og fordi det økonomiske grundlag, som sagen er sluttet på, er forsvarligt, siger han.

‘Ikke en rabat’

Landets dengang 11. største bank, Amagerbanken, gik konkurs i februar 2011.

I 2017 blev den tidligere ledelse i Amagerbanken frifundet i sagen ved Retten i Lyngby. Finansiel Stabilitet krævede dengang i alt 900 millioner kroner i erstatning.

Sagen kort:

  • Sagen har handlet om ledelsens ansvar for et enkelt stort udlån til tre erhvervsmænd til et boligprojekt i København – herunder en kredit til valutaspekulation.

  • En af idémændene bag projektet var eksbokseren Hans Henrik Palm. Det gik under navnet “Østerfælled-ejendommen” og blev anlagt på Østerbro i København.

  • Værdien blev nedskrevet voldsomt efter finanskrisen. I stedet for at trække i bremsen fik kunderne mulighed for at dække tabet gennem valutaspekulation for lånte penge.

Men direktøren for Finansiel Stabilitet mener ikke, at der er tale om en rabat på det oprindelige krav. Hvis sagen var fortsat til Højesteret, risikerede det statslige oprydningsselskab et andet udfald i sagen, siger Henrik Bjerre-Nielsen.

– Vi mener ikke, at det er en rabat, fordi der er usikkerhed om det endelige udfald, hvis sagen var kørt videre i Højesteret, siger han.

Har allerede betalt pengene

Hvordan ender I på de 255,5 millioner kroner?

– I runde tal skyldte de dømte os 350 millioner kroner, og det ender med, at vi får et beløb på 250 millioner kroner kontant, plus at vi slipper for at betale en af de dømtes sagsomkostninger på fem millioner kroner, siger Henrik Bjerre-Nielsen.



Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret