Via Danmarks Statistik

Fravær 2019

Kvinder er mere fraværende fra deres arbejdsplads i forbindelse med pasning af syge børn end deres mandlige kollegaer. Dette billede går igen i alle sektorer. I 2019 passede kvinderne i gennemsnit syge børn 1,5 dage i løbet af året, mens mændene var hjemme med syge børn 0,9 dage. Målt i antal dage var forskellen størst i staten, hvor kvinderne var hjemme med syge børn en halv dag mere end mændene i løbet af 2019. Med en forskel på 0,2 dage var forskellen mindst i den kommunale sektor, som også er den sektor, hvor både mænd og kvinder har højest fravær i forbindelse med pasning af syge børn. I virksomheder og organisationer (det private) er både mænd og kvinder mindre fraværende pga. syge børn end i de øvrige sektorer. En forklaring på det kan være, at ansatte i det private ikke har mulighed for betalt barns 1. og 2. sygedag i samme grad som i de øvrige sektorer. Opgørelsen omfatter ansatte med et eller flere børn under 18 år.

Fravær pga. barns sygdom efter sektor og køn. 2019Kilde: Baseret på www.statistikbanken.dk/ligefi9.

I næsten alle aldersgrupper passer kvinderne oftere syge børn

I langt de fleste aldersgrupper er det også kvinderne, som bruger flest dage om året på at passe syge børn. Fraværet i forbindelse med pasning af syge børn er generelt størst for begge køn blandt forældrene i de yngre aldersgrupper fra 20-39 år. Det hænger sammen med, at det oftest er i forældrenes yngre år, at de har mindre og mere pasningskrævende børn, når de er syge. Samtidig er det også i disse aldersgrupper, at forskellen mellem kønnene er størst. Billedet er det samme i alle sektorer.

READ ALSO  Sustaining Financial Health during the COVID-19 and for the Road to Recovery

Især blandt 30-34-årige passer kvinderne oftere syge børn

Den største forskel mellem mænd og kvinder ses blandt de 30-34-årige, hvor kvinderne i gennemsnit har 2,2 fraværsdage i forbindelse med pasning af syge børn. Det er 0,7 dage mere end de 1,5 dage mændene i samme aldersgruppe har været hjemme med syge børn i løbet af 2019.

Blandt de 60+ årige passer mændene oftere syge børn

I de ældste aldersgrupper bliver forskellen mellem kønnene mindre, og for de ansatte på 60 år og derover har mændene højere fravær i forbindelse med pasning af syge børn end deres kvindelige kolleger. Det kan hænge sammen med, at mænd på 60 år og derover oftere kan have små børn end kvinder i samme aldersgruppe.

Fravær pga. barns sygdom efter køn og alder, alle sektorer. 2019Kilde: Baseret på www.statistikbanken.dk/Ligefi9 samt egne beregninger.

I forhold til 2013 bruger mænd mere tid på pasning af syge børn

I perioden 2013 til 2019 er de mandlige ansattes fravær pga. pasning af syge børn steget fra 0,8 dage til 0,9 dage. Stigningen har været størst i den offentlige sektor, hvor den største stigning ses i kommunerne. Her er mændenes fravær i forbindelse med syge børn i gennemsnit steget med 0,3 dage. For kvinderne har der også i de fleste sektorer været tale om en stigning i perioden dog i mindre grad end for mændene. Blandt kvinderne er fraværet også steget mest i kommunerne med 0,2 dage årligt.

Fravær pga. barns sygdom efter sektor og kønKilde: Baseret på www.statistikbanken.dk/Ligefi9