Kære alle. Nogle ord fra mig om den alvorlige situation i Mellemøsten, hvor Iran i nat angreb Al-Asad basen i Irak. Det er en base, der huser 133 danske soldater og soldater fra USA og andre af vores allierede. De er i Irak for at bekæmpe terrorbevægelsen ISIL, hvilket vi blandt andet gør ved at træne irakiske soldater. Jeg er meget lettet over, at alle danske soldater er uskadte, og at der – ifølge det oplyste – ikke var nogle tilskadekomne eller dræbte ved angrebet.

Jeg besøgte selv Al-Asad basen for et par år siden, da Claus Hjort Frederiksen var forsvarsminister. Det var mit første besøg i Irak, og det gjorde et dybt indtryk på mig at møde vores udsendte. Man skal ikke tage fejl af, at danske soldater er dybt respekterede af vores samarbejdspartnere. Der var faktisk en af de udenlandske højt placerede officerer, der tilskrev det vores uddannelsessystem i Danmark. At det gør danskerne gode til at træffe selvstændige beslutninger og samarbejde med andre.

Det gjorde mig stolt at besøge soldaterne, og jeg er ikke mindre stolt i dag.

Når det er vigtigt, at vi er tilstede i Irak, så skyldes det kampen mod ISIL. En brutal terrorbevægelse, der kæmper for at oprette et islamisk kalifat i Mellemøsten, og som brutalt har myrdet og tortureret tusindvis af civile. Takket være indsatsen fra en lang række lande – herunder Danmark – er det over de senere år lykkedes at tilbagekæmpe ISIL, så de i dag udgør en mindre trussel mod menneskeheden. Men man må ikke tage fejl: Der er stadig en trussel, og hvis vi opgiver kampen mod ISIL, så risikerer vi, at de igen vokser sig stærke. Det er også i det lys, man skal se vores initiativer mod de fremmedkrigere, der har vendt Danmark ryggen.

READ ALSO  Turkey considers itself integral part of Europe, Erdogan says, calls on EU to grant it FULL MEMBERSHIP

Derfor er den nuværende situation i Mellemøsten så alvorlig.

Vores soldater og udsendte passer på Danmark. Vores forpligtelse – som regering – er at passe på dem, der passer på Danmark. Derfor vurderer vi hele tiden situationen og sikkerheden. På grund af den nuværende spændte situation er træningsaktiviteterne for nærværende blevet indstillet. Og derfor har vi i dag besluttet midlertidigt at overflytte en række af de soldater, som her og nu ikke kan udføre deres opgaver på Al-Asad basen, til Kuwait. De soldater, der stadig har operative opgaver at løse på basen – f.eks. sikringsopgaver – bliver på basen. Vi håber, at de overflyttede soldater kan vende tilbage hurtigst muligt, så kampen mod ISIL igen kan genoptages.

Det fortalte jeg på et pressemøde her sidst på eftermiddagen. Her blev jeg blandt andet spurgt til Danmarks alliance med USA. Min holdning er meget klar: USA er vores tætteste allierede, når det gælder forsvars- og sikkerhedspolitik. Det er de også, når tingene bliver svære.

Og selvom jeg godt forstår, at en højspændt situation som den nuværende kaster mange spørgsmål og diskussioner af sig, så mener jeg ikke, at det tjener Danmarks interesse, at regeringen i fuld offentlighed diskuterer, hvad der er klogest at gøre på den anden side af Atlanten. Det er en snak, som vi tager i fortrolighed med vores nære allierede i Washington DC. Det håber jeg også på jeres forståelse for.

Lad os i aften sende en varm tanke til vores soldater og udsendte. Og ikke mindst familier og pårørende, der hver dag skal leve med savnet og usikkerheden. Jeg ved, at disse dage er svære for jer.

READ ALSO  Chinese President Xi proposes GLOBAL health QR code system to revive coronavirus-battered trade & travel




Mette Frederiksen via Facebook