Søren Pape Poulsen (K) via Facebook

I dag havde jeg den kæmpe ære at tale til mindearrangementet for Danmarks befrielse ved Hvidsten Kro.

En højtidelighed tilegnet Danmarks største helte.

Og en tale hvor ærefrygt og ydmyghed langt fra er dækkende for den følelse, jeg stod med. En tale for nationens helte, som ofrede alt, og som gjorde Danmark den største ære.

Mine indledende ord gik således:

///

Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.

Mange af jer kender sikkert denne filmscene: I en tysk ladvogn sidder en gruppe danske mænd, både unge og ældre. De er bange. Om få minutter ankommer de til stedet, hvor de skal dø.

De skal henrettes for at sabotere den tyske besættelsesmagt.

Midt i håbløsheden begynder en af de yngste af synge begravelsessalmen Altid frejdig, når du går.

Snart synger hele gruppen sagte med, og da de når det sidste vers – det som jeg netop læste op – ja, så er vi vist alle berørte. Og følelserne får plads i nogle sekunder, hvor man kun hører vognhjulene knirke.

Det er en af de sidste scener af filmen Hvidstensgruppen, som jeg kan kun kan forestille mig, at de fleste af jer har set.

Kæmp for alt, hvad du har kært, sang de. Dét er modstandsbevægelsen. De valgte det selv. Og de var stolte af det. I dag er et Danmark vokset op med at være stolte af dem.

🇩🇰🇩🇰🇩🇰