Politik

Hvidvasker Sverige sin antisemitisme?

By  | 

Via Gatestone Institute


Malmø, Sveriges tredjestørste by, er blevet kendt for sin levende antisemitisme, og det fremgår ikke klart, hvorvidt det regerende parti, Socialdemokraterne, har politikken eller den moralske vilje til at modvirke den. Foto: Malmøs rådhus. (Billedkilde: Hajotthu/Wikimedia Commons)

Malmø, Sveriges tredjestørste by, er blevet kendt for sin levende antisemitisme. Det burde derfor ikke overraske, at mange jøder ikke føler sig trygge der. Og hvad der gør antisemitismen endnu mere problematisk er, at det ikke fremgår klart, hvorvidt det styrende parti, Socialdemokraterne, rent faktisk har politikken og den moralske vilje til at modvirke den.

Malmøs tidligere borgmester, Ilmar Reepalu, er flere gange blevet beskyldt for at udtrykke antisemitiske holdninger. Andre førende socialdemokratiske politikere, så som Adrian Kaba, har også tidligere udbredt antisemitiske konspirationsteorier. Da Socialdemokratisk Ungdomsliga i Malmø i år demonstrerede på Arbejdernes Internationale kampdag den 1. maj i år, råbte de “knus zionismen”.

Det, der kendetegner alle disse skandaler er, at ingen har måttet betale en politisk pris. Indtil nu har det tilsyneladende været acceptabelt at udtrykke antisemitiske holdninger som socialdemokratisk politiker i Malmø. Selvom partiet offentligt har beklaget hændelserne, har ingen endnu været nødt til at trække sig som følge af dem.

Socialdemokraternes koalitionspartner i Malmø, De Liberale, har også haft problemer med antisemitismen og dens normalisering i Malmøs offentlige liv. I august 2018 dukkede der rapporter op om, at en af De Liberales politikere i byen, Muhammad Khorshid, som tidligere havde fremsat antisemitiske udtalelser, efter afsløringerne af disse, måtte forlade sine politiske hverv. I juni 2019 afslørede nyhedssiden Samnytt, at Khorshid, til trods for at han havde aflagt sine hverv, havde afholdt et møde med De Liberales leder i Malmø, viceborgmester Roko Kursar, på rådhuset, og opslog et foto fra mødet på Facebook. Emnet for mødet var integrationen af migranter, den offentlige sikkerhed og Malmøs fremtid. Dette, at han havde adgang til ledende politikere efter at være blevet tvunget til at trække sig, synes at være endnu et tegn på, at man åbent kan udtrykke antisemitiske holdninger og fortsat have gode forbindelser til de styrende partier i Malmø.

I maj sendte Det Jødiske Samfund i Malmø, som er en religiøs og kulturel organisation grundlagt i 1871, et notat til bystyret i Malmø. Notatet, som bar overskriften “Handlingsplan for det jødiske samfunds fortsatte overlevelse i Malmø”, bemærker bl.a.:

“Det jødiske samfund vil forsvinde inden for en meget nær fremtid, hvis ikke der bliver gjort noget drastisk. Malmø er allerede en ‘no-go zone’ for jøder rundt om i verden. Når Malmø bliver nævnt i verdens medier, sker det alt for ofte i forbindelse med antisemitisme. En Google-søgning på antisemitisme i Malmø giver 215.000 resultater. De nuværende bestræbelser er ikke nok. I 2021 vil det jødiske samfund fejre sit 150 års jubilæum. Vi har udgjort en del af Malmøs rygrad siden det 19. århundrede. Men nu forsvinder vi. Vi iagttager, at vore medlemmer forlader Malmø. Antisemitismen i Malmø spiller en klar hovedrolle, når vore unge, og nu også deres forældre, forlader den by, hvor de voksede op.”

Ifølge notatet er antallet af aktive medlemmer af Det Jødiske Samfund i Malmø over 18 år dalet fra 842 personer i 1999 til 387 personer i 2019 (en nedgang på 54%), og det forudses at ville skrumpe til blot 158 personer i 2029.

I juni 2019 lovede forretningsmændene Dan Olofsson og Lennart Blecher at give Det Jødiske Samfund i Malmø 40 millioner svenske kronor (ca. 28 mill. DKK) over en 10-årig periode for at opmuntre Socialdemokraterne til at gøre mere for at modvirke antisemitismen. Men støtten fra Olofsson og Blecher førte imidlertid til en offentlig konflikt, hvor Olofsson gav udtryk for, at Socialdemokraternes indsats imod antisemitismen var marginal. I en kommentar til avisen Kvällsposten skrev han:

“Jeg tror ikke, at Socialdemokraterne gør sådan, fordi de er antisemitiske, men fordi de prioriterer stemmerne fra andre vælgergrupper. Passivitet over for jøderne bliver til bonuspoint hos andre vælgere.”

De “andre vælgergrupper,” som Olofsson refererer til, synes at være muslimske migranter med baggrund i Mellemøsten. I en holdningsundersøgelse fra 2010 udført blandt svenske gymnasieelever viste det sig, at 18% af alle gymnasieelever havde en negativ indstilling til jøder. Blandt de gymnasieelever, der identificerede sig som muslimer, havde 55% en negativ indstilling til jøder.

I en tidligere artikel fremhævede denne artikels forfatter flere forskellige faktorer bag styrkelsen af antisemitiske holdninger i Sverige og især i Malmø:

  • Storstilet immigration fra lande, hvor antisemitisme er “normalen.”
  • Et stærkt pro-palæstinensisk engagement blandt svenske politikere. Dette har resulteret i en totalt usandfærdig debat om problematikken mellem Israel og palæstinenserne, hvor Israel bliver uretfærdigt dæmoniseret.
  • Et ønske blandt de politiske partier i Sverige om at vinde migranternes stemmer.
  • En svensk multikulturalisme, som er så ukritisk over for fremmede kulturer, at den er ude af stand til at skelne mellem kultur og racisme.
  • En frygt for at lyde kritisk over for immigration.
  • Indflydelsesrige svenske institutioner, såsom den svenske kirke, som med sin godkendelse har legitimeret det kontrafaktuelle og ufortrødent antisemitiske Kairos Palæstina-dokument.

I denne situation, hvor den jødiske befolkning i Malmø forsvinder, og Socialdemokraternes passivitet bliver kritiseret fra alle sider, har den svenske regering valgt at gøre Malmø til værtsby for en konference imod antisemitisme og for ihukommelsen af Holocaust. Samtidig ønsker Malmøs styrende politikere at åbne et nationalt Holocaust-museum i Malmø.

Holocaust bør aldrig glemmes, men erindringen om Holocaust bør ikke reduceres til en fotoudstilling for at hvidvaske Malmøs styrende politikere. Ihukommelsen af Holocaust handler om tydeligt at modvirke de forhold, som skabte Holocaust: normaliseringen af antisemitismen. Det er denne normalisering af antisemitismen, som Sveriges Socialdemokrater og andre socialdemokratiske partier i Europa – så som Jeremy Corbyns Labour Party i Storbritannien – har bidraget til.

At afholde en konference til minde om Holocaust i byen Malmø formindsker blot Holocaust og dens mange millioner ofre. Hykleriet bliver tydeligt i og med, at Malmøs styrende politikere ikke har gjort alt, hvad de kan – eller endda noget som helst af det, de kan – for at beskytte de jøder, som bor i Malmø i dag. De kan ikke vedholdende distancere sig fra antisemitismen.

Ihukommelsen af Holocaust handler om at huske ofrene. Den bør ikke tjene som kamuflage for Malmøs styrende politikere, hvor de kan børste den skyld af sig, som de bærer rundt på for at sætte Malmøs jøder i den sårbare situation, som de i dag befinder sig i.

Nima Gholam Ali Pour er politisk rådgiver for Sverigedemokraterne i byen Malmö.





Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret

LÆS/ READ  Se Wammens røde regnemaskine