Finansnyheder

Handelskrig sender aktiemarkeder i rødt: Derfor rammer det din pensionsopsparing

By  | 

Via DR Penge

I dag er stemningen mellem Donald Trump og Kinas præsident Xi Jinping dog blødt en anelse op. På et pressemøde her til formiddag, hvor den amerikanske præsident deltager i G7-mødet i Biarritz i Frankrig, kaldte Donald Trump Xi Jinping en ‘stor leder.’

– Vi har haft to telefonsamtaler med Kina, de vil lave en aftale. Vi vil starte forhandlingerne snart. Så må vi se, hvad der sker, men jeg tror, vi kan lave en aftale, sagde Donald Trump på pressemødet.

Tysk økonomi hårdt ramt

Det ændrer dog ikke på, at både de kinesiske og europæiske aktier faldt over en bred kam her til morgen. Herhjemme er C25-indekset klokken 12:30 faldet med 1,01 procent.

– Når to af verdens største økonomier ryger i totterne på hinanden, har det store konsekvenser rundt om i verden, fordi globaliseringen betyder, at vi i høj grad handler med hinanden, siger Søren V. Kristensen, der er chefanalytiker i Sydbank.

Handelskrigen mellem USA og Kina er for eksempel gået hårdt ud over den tyske økonomi, som er meget afhængig af både USA og Kina. Og kan handelskrigen mærkes i Tyskland, kan den også mærkes i Danmark, fordi netop Tyskland er en af vores største handelspartnere.

Når økonomien er presset, er pensionsopsparingerne det som regel også. Mange pensionsopsparere har nemlig deres penge placeret i aktier. Handelskrigen giver en hel masse usikkerhed for virksomhederne, og det trykker væksten i økonomien.

Aftale har lange udsigter

Han tror ikke på, at der kommer en aftale mellem Kina og USA før efter præsidentvalget. Og måske først når Donald Trump ikke længere sidder i Det Hvide Hus.

– Det virker til, at kineserne måske slet ikke ønsker at levere det, Trump ønsker, fordi forhandlingsklimaet er blevet så dårligt, siger Søren V. Kristensen og understreger, at Donald Trumps mange forskellige udmeldinger gør det ekstremt svært at spå om, hvor længe handelskrigen vil vare.

Både Donald Trump og Kinas vicepræsident har i dag talt om, at en aftale er på vej.

– Vi er villige til at løse problemet gennem konsultationer og samarbejde på en rolig måde og resolut arbejde imod en eskalering af handelskrigen, sagde Liu He, Kinas vicepræsident på en konference.

Udover faldende aktiemarkeder bliver danske pensionsopsparere også ramt af de lave renter. De er lave af flere årsager, men en af de ting, der trækker dem ned, er handelskrigen.

– I løbet af i år er det især handelskrigen, der har været med til at trykke renterne ned. Det er noget af det, som rigtig mange pensionsopsparere kan mærke, siger Søren V. Kristensen.

Især de pensionsopsparere, som ikke har så mange år, til de går på pension, har en del af deres penge placeret i obligationer. Og når renten er lav, giver obligationer et meget lille afkast.

Opdateret klokken 13:24 med udtalelse fra Liu He, Kinas vicepræsident.

Handelskrig mellem USA og Kina

  • Handelskrigen er opstået, fordi Donald Trump mener, at Kina snyder de lande, som Kina handler med. Derudover mener han, at Kina lægger hindringer i vejen for amerikanske firmaer, som vil ind på det kinesiske marked.

  • Det sker ifølge Donald Trump ved at tvinge de amerikanske virksomheder til at arbejde sammen med en kinesisk partner, som i sidste ende er styret af den kinesiske stat, for at kunne stjæle de amerikanske virksomheders opfindelser og teknologi.

  • Derfor lagde Donald Trump i første omgang 25 procent told på 818 varer, som USA importerer fra Kina til en samlet værdi af 36 milliarder dollar. Det var alt fra dele til brug i industriproduktion over køretøjer til kemikalier, der blev ramt.

  • Kina har blandt andet svaret igen ved at lægge told på varer, hvor det gør mest ondt på Donald Trumps vælgere. Kineserne har blandt andet lagt told på varer, som produceres i områder af USA, hvor Donald Trump havde stor opbakning ved præsidentvalget i 2016. Tolden har for eksempel ramt soyabønner fra Midtvesten.

  • Senest har Donald Trump meddelt, at USA fra september og december vil indføre told på ti procent på varer fra Kina for 300 milliarder dollar.



Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret