Politik

Gymnasierne får mulighed at afholde en ekstra optagelsesprøve i år

By  | 


På baggrund af en række konkrete henvendelser er Børne- og Undervisningsministeriet blevet opmærksom på, at en række ansøgere er kommet i klemme som følge af den nye optagelsesproces. Det drejer sig for eksempel om efterskoleelever eller elever i 10. klasse, der har fortrudt dette valg og i stedet vil i gymnasiet. Disse elever skal under de nye regler til en optagelsesprøve for at kunne optages. Problemet er, at sidste optagelsesprøve blev afholdt den 16. august 2019, og at de pågældende elever derfor er tvunget til at vente til næste år med at søge om optagelse.

”Det er et klokkeklart eksempel på, at unge fanges i en uddannelsesblindgyde på grund af unødigt bureaukrati. Derfor giver regeringen nu de unge, som har ombestemt sig og gerne vil i gymnasiet, en mulighed for at gå til optagelsesprøve,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

De nye lokale prøver vil fortsat være centralt stillede optagelsesprøver, men gymnasierne kan selv fastsætte tidspunktet for afholdelsen af prøven. Der vil ikke være mulighed for at gå til optagelsesprøve, hvis eleven allerede har været til optagelsesprøver til de gymnasiale uddannelser.

Elever, der efter skoleårets start ønsker optagelse på et gymnasium, får derfor nu mulighed for at kontakte gymnasiet og vil derefter – hvis der er plads – blive indkaldt til en optagelsesprøve og en efterfølgende samtale. Gymnasiet afgør efter en konkret vurdering på baggrund af prøven og samtalen, om eleven kan optages på uddannelsen.

Optagelsesprøven kan fortsat ikke benyttes af elever, der søger om optagelse på hf direkte efter 9. klasse.





Via Undervisningsministeriet

Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret

LÆS/ READ  Se Ellemann - Venstres nye formand