Numbers & Statistics

Frygten for en ny boligboble hersker fortsat blandt boligkøberne

By  | 


Drømmeboligen er købt. Huset er indrettet efter alle kunstens regler. Men pludselig falder boligpriserne, og sammen med økonomien dykker også forhåbningen om at kunne sælge boligen med stor fortjeneste få år efter for at få råd til noget større.

Netop det scenarie er tilsyneladende et, der optræder i tankerne hos flere boligkøbere.

I en ny afstemning på Boligsiden svarer knap halvdelen af brugerne nemlig, at de frygter, at der kan opstå en boligboble, ligesom det var tilfældet tilbage i 2007.

I tiden op til den seneste krise fortsatte boligpriserne med at stige, indtil den voksende prisboble til sidst sprang.  Det ramte mange boligejere økonomisk hårdt, og den tid er tilsyneladende ikke glemt.

Blandt de over 1.000 brugere, der har afgivet svar i Boligsidens undersøgelse, tilkendegiver 47 procent, at de frygter, at der snart kan opstå en ny boligboble.

”Priserne på boligmarkedet er steget markant siden rentefaldet i 2015, først på ejerlejlighederne i byerne og nu rammer prisstigningerne også store dele af parcelhusdanmark. Det fremkalder minder fra finanskrisen, hvor mange blev berørt af den økonomiske nedtur,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Ingen tegn på krise

I undersøgelsen svarer 44 procent af brugerne dog samtidig, at de ikke frygter en ny krise. Og retter man blikket imod ejerlejlighedsmarkedet, er der netop tegn på, at prisernes himmelflugt er stoppet, og at man derved ikke bevæger sig imod en ny prisboble på boligmarkedet.

”Det er særligt på markedet for ejerlejligheder i København, at frygten for en prisboble har været mest relevant. Men siden regeringen valgte at indføre politiske stramninger ved at gøre lånevilkårene for boligkøbere sværere, er prisstigningerne bremset. Så alt i alt er der i øjeblikket ikke noget, der peger i retning af et overophedet marked,” siger Birgit Daetz og tilføjer samtidig, at der er en god forklaring på, at brugernes svar fordeler sig nogenlunde ligeligt.

READ ALSO  Halvdelen af personer med handicap i satspuljeprojekt har fået tilknytning til arbejdsmarkedet

”Priserne på boligmarkedet udvikler sig meget forskelligt, alt efter hvor i landet, du befinder dig. Derfor vil nogle have en oplevelse af, at markedet nærmest står stille, imens andre vil opleve markante prisstigninger.”

Juli-tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris på ejerlejligheder i Københavns Kommune er 39.800 kroner, og at den er faldet to procent siden sidste år.

Boligsidens afstemning

Afstemningen er foretaget blandt brugerne på Boligsiden i perioden 9. august til 19. august. I alt er der afgivet 1371 svar til spørgsmålet:

”Frygter du, at der snart kan opstå en ny boligboble?”

(Boligsiden lavede en lignende undersøgelse sidste år, hvor det dengang var 45 procent af brugerne, der svarede, at de frygtede en ny boligboble, imens 46 procent af brugerne dengang svarede ’nej’.)





Via boligsiden.dk

Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret