Financial news

Formand efter endnu et direktørexit i B&O: ‘Jeg klæber ikke til nogen taburet’ | Penge

By  | 

Via DR Penge

Om Henrik Clausen havde fået lov til at blive i Bang & Olufsen, hvis han ikke selv havde ønsket at gå, vil Ole Andersen ikke sige.

– Det kan jeg ikke svare på. Vi holder evalueringer af vores direktionsmedlemmer internt, siger han.

Henrik Clausen nåede at være administrerende direktør i Bang & Olufsen i godt tre år. I følge Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, var det dog alt for længe.

– I en del af de tre år er det gået meget fornuftigt i Bang & Olufsen. Men bestyrelsen skal løbende holde øje med, om det er ledelsen, der gør den store og gode forskel. I 2016 og 2017 var man begunstiget af nogle beslutninger, der blev truffet og ført ud i livet, før Henrik Clausen kom til, siger han.

Kristian Teär bliver den tredje topchef i Bang & Olufsen, siden Ole Andersen blev bestyrelsesformand i virksomheden i 2010. Det var altså Ole Andersen selv, der ansatte Henrik Clausen i 2016. Og det burde ifølge Per Hansen få Ole Andersen til at kigge indad.

– Jeg synes, bestyrelsen skal spørge sig selv, om Bang & Olufsen har den rigtige bestyrelse. Det vil være meget naturligt, hvis bestyrelsesformanden nedlægger sit hverv, siger han.

Ole Andersen selv afviser dog, at han også er på vej ud af Bang & Olufsen.

Store udfordringer

På trods af store underskud, tror han på en fremtid for Bang & Olufsen.

– Bang & Olufsen har været igennem en mega transformation de seneste mere end ti år. Det har ikke været en ukompliceret transformation. Vi har stadig udfordringer, men vi tror alle sammen på det, siger Ole Andersen.

Det svigtende salg og store underskud kan kun løses med et salg eller fusion, mener Per Hansen.

– Jeg tror, Bang & Olufsen får meget svært ved at fastholde sin uafhængighed og forblive selvstændig, hvis vi kigger et til to år frem i tiden, siger han.



Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret