Første døgn med lønkompensation: Så mange virksomheder har søgt

26-03-2020

Nyhed

Flere tusinde virksomheder har allerede ansøgt om at få lønkompensation hos Erhvervsstyrelsen i det første døgn, hvor ordningen har været åben.

4.690 virksomheder har allerede i løbet af det første døgn ansøgt om at få lønkompensation til deres medarbejdere, og der kommer cirka 5-10 nye ansøgninger ind i minuttet, oplyser Erhvervsstyrelsen.

Ordningen gør, at virksomheden med statens hjælp kan sende medarbejderen hjem med fuld løn i stedet for at være nødsaget til at opsige medarbejderen.

Erhvervsminister Simon Kollerup ser alvorligt på situationen for danske virksomheder og dansk økonomi i lyset af COVID-19-situationen, men glæder sig over, at ansøgertallet er så højt:

“Det er utroligt positivt, at så mange virksomheder har søgt, for det betyder jo, at rigtigt mange danskere kan beholde deres arbejdsplads og den løn, de har været vant til, selvom vi er ramt af en corona-krise. Samtidig giver det virksomhederne en større mulighed for at kunne vende tilbage til normalen med gode medarbejdere og kompetencer i virksomheden, når vi engang kommer på den anden side af det her“.

Kompensationsordningen gælder fra og med 9. marts til og med 8. juni 2020.

I alt 1937 har i dag søgt vejledning om lønkompensationsordningen på virksomhedsguiden.dk, og lige nu sidder cirka 500 virksomheder i kø for at ansøge om ordningen.

Fakta
I ordningen gives der følgende kompensation til virksomhederne:

  • Funktionærer: 75 % af de samlede lønudgifter, dog maksimalt 23.000 kr. pr. måned pr. fuldtidsansat.
  • Ikke-funktionærer: 90 %, dog maksimalt 26.000 kr. pr. måned pr. fuldtidsansat.

Medarbejdere behøver ikke være fuldtidsansatte, for at virksomheden kan søge om kompensation.

READ ALSO  COVID-19 giver stort fald i booking af feriehuse

Ordningen gælder for alle private virksomheder, der lever op til en række kriterier – blandt andet:

  • Ordningen gælder for private virksomheder, der er ekstraordinært hårdt økonomisk ramt som følge af coronavirus/COVID-19, og som derfor står over for at varsle afskedigelser for minimum 30 % af medarbejderstaben eller mere end 50 ansatte.
  • Virksomheden skal betale fuld løn til medarbejder i kompensationsperioden.
  • Medarbejderne skal afholde fem feriedage, afspadseringsdage eller fridage uden løn i løbet af kompensationsperioden. Det gør sig dog ikke gældende for virksomheder, hvor der er aftalt lønnedgang i forbindelse med COVID-19.
  • Ordningen gælder også private fonde, foreninger og selvejende institutioner, hvis de modtager mindre end halvdelen af institutionernes ordinære driftsudgifter i offentlige tilskud.

Ud over midlertidig lønkompensation har regeringen også indført en lang række andre tiltag, der skal holde hånden under danske arbejdspladser og virksomheder, der er ramt af konsekvenserne af coronavirus/COVID-19.

Yderligere informationer og kriterier findes på virksomhedsguiden.dk, hvor der er link til ansøgningsblanketten.