Numbers & Statistics

Fødevareminister Mogens Jensen vil udvide Dyrevelfærdsmærket

By  | 


Fra 2020 skal forbrugerne også kunne købe både mælk, kalve- og oksekød med det statskontrollerede dyrevelfærdsmærke.

Går alt efter planen kan forbrugerne allerede i begyndelsen af næste år købe både smør, mælk og yoghurt med det statskontrollerede dyrevelfærdsmærke. Også røde bøffer og hakket oksekød skal efter planen kunne prydes med enten et, to eller tre grønne hjerter – alt efter hvor meget mere dyrevelfærd landmanden har lagt oven i de eksisterende regler for dyrevelfærd. Dermed udvides Dyrevelfærdsmærket til at sidde på endnu flere af danskernes foretrukne fødevarer.

– Vi ved fra undersøgelser, at mere end syv ud af ti forbrugere ønsker statskontrolleret dyrevelfærd. Lige præcis det leverer Dyrevelfærdsmærket. Ved at udvide mærkningsordningen bliver det muligt at bidrage til, at også køerne får bedre dyrevelfærd, når forbrugerne vil betale lidt mere for varerne. Initiativet sikrer blandt andet, at dyrene får mere plads, og at køerne får mere tid sammen med deres kalve, forklarer fødevareminister Mogens Jensen.

Han har netop modtaget høringssvar fra blandt andet landbruget, dyreværnsorganisationer og detailhandlen, der bakker op om den kommende udvidelse.

Dyrevelfærdsmærket er et samarbejde mellem Miljø- og Fødevareministeriet, landmænd, fødevarevirksomheder, brancheorganisationer, dyreværnsorganisationer og detailhandlen.

Tilbage i 2017 kom Dyrevelfærdsmærket på grisekød og i 2018 på kyllingekød. Ved at udvide mærket med mælk, kalve- og oksekød, får forbrugerne markant bedre muligheder for at købe ind med hjertet. 

– Forudsætningen for, at dyrevelfærden får et løft, og mærkningsordningen bliver en succes, er, at forbrugerne så også i praksis rækker ud efter de nye dyrevelfærdsmærkede varer, når de lander i kølediskene. De tilkendegivelser, vi har fra danske landmænd, viser, at mange gerne vil levere endnu mere dyrevelfærd for deres dyr og til forbrugerne, siger Mogens Jensen. 

READ ALSO  Giv et like og ønsk tillykke til Tommy Ahlers

Hvorfor et Dyrevelfærdsmærke?
Formålet med det statslige Dyrevelfærdsmærke er at forbedre dyrevelfærden for flest mulige køer, grise og slagtekyllinger gennem forbrugernes indkøb. Dyrevelfærdsmærket gør det muligt for forbrugerne at se, hvilke produkter, der lever op til kravene om bedre dyrevelfærd.

Hvad står Dyrevelfærdsmærket for?
Dyrevelfærdsmærket er baseret på centrale grundkrav udvalgt af Fødevarestyrelsens eksperter i dyrevelfærd. Med disse grundkrav opfyldes forhold, der går væsentligt ud over de gældende krav i lovgivningen. Dyrevelfærdsmærket findes i 3 niveauer med stigende krav til dyrevelfærden. Højere krav fører til højere priser – det betyder, at der er noget for enhvers præferencer og pengepung.

Læs mere om Dyrevelfærdsmærket her.

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Jacob Haaning Andersen, Miljø- og Fødevareministeriet, tlf.: 21 19 2750, e-mail: jahaa@mfvm.dk



Via Miljø- & Fødevareministeriet

Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret