Numbers & Statistics

Flertal i Folketinget strammer op på Working Holiday-ordningen

By  | 

Via Integrationsministeriet

På få år er der sket en firedobling i antallet af tilladelser til udlændinge, der ønsker at komme til Danmark via Working Holiday-ordningen. I 2015 blev der givet 809 tilladelser, mens det er steget til 3344 tilladelser ved udgangen af november 2019.

Regeringen har derfor sammen med Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti besluttet, at der skal strammes op for adgangen til det danske arbejdsmarked via Working Holiday-ordningen.

Fire initiativer sættes i værk:

  1. Et gebyr for at ansøge, der dækker myndighedernes omkostninger ved sagsbehandlingen (forventeligt på ca. 1.900 kroner).
  2. Et loft over antallet af ansøgere fra Argentina og Chile på 150 opholdstilladelser om året for hvert land.
  3. Et krav om, at udlændinge med ophold efter Working Holiday-ordningen kun må udføre lønarbejde.
  4. Udlændinge, der får tilladelse til Working Holiday, skal fremover modtage orientering om vilkårene på det danske arbejdsmarked.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye udtaler:

”Det er godt, at unge har muligheden for at rejse ud og opleve verden. Men når fagbevægelsen udtrykker bekymring for, at de samme ordninger bliver brugt til at presse lønninger, må vi heller ikke være naive. Derfor indfører vi nu et årligt loft over hvor mange opholdstilladelser, vi udsteder til personer fra udvalgte lande. Det er jeg glad for, at et flertal i Folketinget bakker op om.”

Bent Bøgsted (DF) udtaler:

”Det er fint, at man som ung kan rejse på kulturudveksling. Men på grund af misbrug af ordningen, er det nødvendigt med opstramning. For Dansk Folkeparti har det været vigtigt, at vi kunne få en kvote på 150 om året fra Argentina og Chile, da det er fra disse lande der har været misbrug. Ligeledes har det været vigtigt at få stoppet, at nogle etablerede selvstændig virksomhed, hvilket aldrig har været hensigten.”

Karsten Hønge (SF) udtaler:

READ ALSO  Staff Concluding Statement of the 2020 Article IV Mission

“Social dumping kommer i mange udgaver, og vi skal være over det, uanset i hvilken forklædning dette uvæsen viser sig. Working Holiday er et godt tilbud, men skal foregå under ordnede forhold, og ikke være en genvej til billig arbejdskraft for arbejdsgivere.”

Rosa Lund (EL) udtaler:

”Working Holiday er vigtig for at give danske unge muligheden for at komme ud i verden, men den skal ikke udnyttes. Derfor er jeg rigtig glad for at vi nu strammer op på reglerne, og samtidig sikrer, at de unge, der kommer til Danmark for at arbejde, får viden om spillereglerne på det arbejdsmarked, de bliver en del af.”

Læs aftaleteksten

Baggrund

Working Holiday-ordningen blev indført i 2001 mellem Danmark og nu syv andre lande. Den har til formål at give unge mennesker fra aftalelandene bedre muligheder for at lære hinandens kultur og levevis at kende og dermed fremme den gensidige forståelse mellem landene.

Hensigten med det 1-årige ophold skal primært være ferie i en længere periode og sekundært at arbejde mhp. at supplere rejsemidlerne og/eller gennemføre et studie- eller uddannelsesforløb af begrænset varighed.

Fakta

2015

2016

2017

2018

2019

Tilladelser

809

1.218

1.533

1.818

3.344

Afslag

18

19

43

47

61

I alt

827

1.237

1.576

1.865

3.405

  

Af de 3.344 tilladelser, der er blevet givet i 2019 pr. 30. november, er 86 procent givet til borgere fra Argentina og Chile.

 

Yderligere oplysninger

Bjørn Brandenborg (S), tlf. 61 62 51 15, 

Bent Bøgsted (DF), tlf. 61 62 33 60, 

Karsten Hønge (SF), tlf. 61 62 45 95, 

Rosa Lund (EL), tlf. 61 62 51 88, 

Pressechef Pelle Dam, tlf. 61 98 32 80, 

 



Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret