Finansnyheder

Finanstilsynet var med til at frikende sig selv i hvidvaskskandale

By  | 

Via DR Penge

Bestyrelsen i Den Europæiske Bankmyndighed (EBA) besluttede kort før påske at droppe myndighedens undersøgelse af det danske og estiske finanstilsyns mulige lovbrud i Danske Bank-skandalen.

Men da beslutningen blev truffet, sad to af de hovedmistænkte med ved bordet, erkender bankmyndigheden overfor Information.

Som medlemmer af bestyrelsen i EBA deltog Finanstilsynets direktør, Jesper Berg, og hans estiske kollega, Andres Kurgpold, i en afstemning om, hvorvidt deres myndigheder har forsømt tilsynspligten overfor Danske Bank i forbindelse med hvidvask-sagen.

De erklærede sig dog ikke inhabile i sagen, skriver EBA’s presseansvarlige, Franca Rosa Congiu, i et mailsvar til dagbladet.

Oplysninger vækker kritik

De nye oplysninger vækker kritik fra flere sider. Lovgivningen fastslår nemlig ifølge dagbladet, at medlemmer af EBA’s bestyrelse skal “agere uafhængigt” og “i unionens interesse”.

– Det rejser en tvivl om, hvorvidt de to tilsynsdirektører udelukkende har varetaget EU’s interesser, når der er en oplagt interessekonflikt til stede, siger lektor i jura på Syddansk Universitet og ekspert i finansiel regulering Niels Skovmand Rasmussen til Information.

Han bakkes op af politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke, Lars Koch.

– Det er helt hat og briller. Både ved diskussionen om sagen og ved afstemningen burde de træde uden for døren. Man kan selvfølgelig ikke være med til at afsige dom over sig selv, siger Lars Koch.

Ikke et ord om lovbrud

EBA’s undersøgelseskomité har konkluderet, at det danske og estiske tilsyn med Danske Bank fra 2007-2014 har været så mangelfuldt, at det er i strid med EU-retten på flere punkter.

Men da et et flertal i bestyrelsen var uenige i konklusionen, blev EBA’s forslag om et brud på EU-lovgivningen afvist, og direktør, Jesper Berg, nævnte ikke med et ord, at efterforskerne havde opdaget en række mulige lovbrud, da han kommenterede afgørelsen i en pressemeddelelse.

At Jesper Berg tilmed selv havde været med til at afgøre, at EBA skulle droppe undersøgelsen, nævte han heller ikke.

Finanstilsynet er tavst

EBA skriver til Information, at myndigheden fremover vil ændre praksis, så bestyrelsesmedlemmer bliver udelukket fra at stemme i sager, hvor de har en interessekonflikt.

– Vi vil se på, hvordan vi kan implementere dette, herunder i forhold til efterforskning af brud på EU-lovgivningen, i de kommende måneder, skriver presseansvarlig Franca Rosa Congiu, mens Finanstilsynets Jesper Berg både overfor Information og DR Nyheder har afvist at stille op til interview.

Det estiske finanstilsyn skriver i et mailsvar til Information, at de mener, mødet i EBA forløb i overensstemmelse med tidligere lignende møder og den praksis, EBA har haft angående sager om mulige brud på EU-retten.



Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret

Please Donate To Bitcoin Address: [[address]]

Donation of [[value]] BTC Received. Thank You.
[[error]]