Numbers & Statistics

Fakta om momsområdet

By  | 

Via Skattestyrelsen

Handleplan for foreløbige fastsættelser (FF’er)

Momsregistrerede virksomheder har pligt til at angive moms til lovbestemte frister. Når en virksomhed ikke gør det, udarbejder skatteforvaltningen en såkaldt foreløbig fastsættelse, som virksomheden har pligt til at erstatte med en momsangivelse. Det er der for mange virksomheder, der ikke får gjort, hvorfor skatteforvaltningen i 2019 har udarbejdet en handleplan, som skal forbedre virksomheders angivelsesadfærd og dermed reducere antallet af FF’er, bl.a.:

  • Målrettet og proaktiv telefonisk vejledning til især nyregistrerede virksomheder
  • Oprydning i bunken af åbne foreløbige fastsættelser (FF’er)
  • Øget fokus på inddragelse af virksomheders momsregistrering ved 4 FF’er i træk (og dermed reel lukning af virksomheden).

Samlet set betyder det en opnormering af indsatsen i 2020 med 20 medarbejdere.

Vores erfaringer fra gennemførte ringekampagner (telefonisk vejledning) viser, at mange virksomheder er meget glade for denne hjælp, at den er med til at reducere antallet af FF’er og forbedre angivelsesadfærden. Seneste ringekampagne blev afsluttet i december 2019. Resultatet var ca. 13.000 lukkede FF’er på et samlet beløb på ca. 6,5 mio. kr.

Styrket indsats ift. inddragelse af momsregistrering ved fire FF’er i træk

Når en virksomhed fire gange i træk ikke har angivet moms og derfor har fået fire FF’er, giver lovgivningen mulighed for, at skatteforvaltningen inddrager virksomhedens momsregistrering og dermed reelt lukker virksomheden.

Skatteforvaltningen har siden 1. januar 2018 nedbragt antallet af virksomheder med 4 FF’er i træk med ca. 3.500, svarende til ca. 44 %. Det øgede fokus i 2020 gør, at vi forventer, at bunken er afviklet ved udgangen af 2020.

Samlet risikobillede for momsområdet

Skatteforvaltningen igangsatte i 2017 et arbejde med at etablere et samlet risikobillede for momsområdet. Risikobilledet samler alle væsentlige risici og giver ledelsen vigtig viden om momsområdet, herunder om væsentlige risici fortsat er mitigeret (risikobegrænset). Vi arbejder bl.a. med at fremme løsninger, som vi kender fra personskatteområdet (logiske og intelligente inddatakontroller samt oplysninger fra 3. part).

READ ALSO  The Great Reset

Styrkelse af proces for registrering af nye virksomheder

Skatteforvaltningen modtager årligt mere end 50.000 anmodninger om registrering for moms. Vores sagsbehandling afdækker svigs- og risikovirksomheder, som efterfølgende kan medføre tab af momsprovenu. For at styrke indsatsen har Skatteforvaltningen udviklet en såkaldt machine learning-model, der risikovurderer alle virksomheder, som anmoder om at blive registreret for skatte- og afgiftspligter. Det skal medvirke til at øge forebyggelsen af momssnyd allerede inden, virksomhederne bliver registreret. Det er en effektiv og tidlig indsats, og modellen forventes at styrke området markant. Første del af værktøjet implementeres i 1. halvår 2020, mens modellens øvrige dele forventes idriftsat ultimo 2020.

Målrettede vejledningsaktiviteter

Skatteforvaltningen sender målrettede mails til alle nyregistrerede momsvirksomheder, bl.a. om emner som:

  • Ny virksomhed – hvordan gør jeg?
  • Start up-tjekliste
  • Start up-bogføring

Nystartede virksomheder inviteres også til informationsmøder, og vi gør dem desuden opmærksomme på vores start up-side under skat.dk.

Derudover yder vi proaktiv servicekommunikation op til alle momsfrister. Det gøres bl.a. i form af netværkskommunikation, banner- og videoannoncer på internettet og opslag på skatteforvaltningens egne SoMe-kanaler). Når fristen er overskredet, sender vi rykkere til alle relevante virksomheder.

I 1. kvartal 2020 implementerer vi en ny guide til momsfradrag og regler for private udgifter til mere end 50.000 virksomheder.

Digitale stopklodser i forbindelse med angivelse af moms

Skatteforvaltningen har i december 2019 implementeret de første digitale stopklodser i angivelsesløsningen for moms. En af stopklodserne vedrører aflevering og opdatering af kontaktoplysninger, som er vigtige i forhold til skatteforvaltningens mulighed for at kunne yde målrettet service. Denne stopklods præsenteres for samtlige momsregistrerede virksomheder.

De øvrige stopklodser aktiveres, når en virksomhed angiver et negativt momstilsvar og dermed beder om at få udbetalt moms. Stopklodserne styrker dermed Skattestyrelsens grundlag for sagsbehandlingen af negativ moms.

READ ALSO  Lukning af bibliotekerne gav boost til digitalt udlån

API til automatisk overførsel af momstal

Skatteforvaltningen har i oktober 2019 lanceret en API (Application Programming Interface), som stilles til rådighed for regnskabssystemudbydere. Med denne API kan virksomheder overføre deres momstal direkte fra deres regnskabsprogram til skatteforvaltningens momsangivelsesløsning TastSelv Erhverv. Herved slipper virksomhederne for et dobbeltarbejde ved først at skulle indtaste i deres eget bogføringssystem og dernæst kopiere det over i TastSelv Erhverv med det besvær og de fejlmuligheder, som det medfører.

Kontrolpakke 2018 – styrkelse af momskontrollen

I forbindelse med Finanslov 2018 blev der afsat 40 mio.kr. til kontrol af moms. Disse midler er bl.a. anvendt til udvikling af inddatakontrol med digitale stopklodser, styrket kontrol af udenlandske netbutikkers momsafregning (ved salg til danske forbrugere), kontrol af manglende momsangivelser (FF’er), kontrol af nye betalingsformer og skyldig moms. Disse projekter er stort set uændret videreført i 2019 og har skabt gode resultater.

Fakta for 2018 og 2019 for to af disse kontrolprojekter:

Projekt ”Kontrol af skyldig moms og FF’er”

  • 900 kontroller
  • Træfprocent på 83
  • Samlet provenu på ca. 175 mio. kr.

Projekt ”Kontrol af udenlandske internetvirksomheder”

  • 537 kontroller
  • Træfprocent på 68
  • Samlet provenu på ca. 86 mio. kr.

Kontrol med udbetaling af negativ moms vurderet tilfredsstillende af Rigsrevisionen

Rigsrevisionen afgav i 2016 en kritisk beretning om skatteforvaltningens arbejde med kontrol af negative momsangivelser. Som opfølgning herpå udarbejdede skatteforvaltningen en række initiativer for at imødegå kritikken. Ved opfølgning i februar 2019 konkluderede Rigsrevisionen, at de fandt initiativerne tilfredsstillende, og de afsluttede derfor sagen.



Print Friendly, PDF & Email

Latest from finanz.dk