Financial news

Estisk politi konfiskerer 15 millioner kroner hos tidligere Danske Bank-ansat | Penge

By  | 

Via DR Penge

Myndighederne i Estland har i juli måned beslaglagt et stort millionbeløb hos en tidligere ansat i Danske Banks skandaleramte estiske filial.

Ifølge Eesti Ekspress drejer det sig om 2 millioner euro (svarende til 15 millioner kroner, red.) fra en lettisk bankkonti. Kontoen tilhører et skotsk selskab, der er ejet af den tidligere Danske Bank-medarbejder, skriver avisen.

Og overfor DR Nyheder bekræftes beslaglæggelsen af Olja Kivistik fra den estiske anklagemyndighed, som er i gang med deres efterforskning af hvidvaskskandalen.

Anklagemyndigheden oplyser videre, at efterforskningen af sagen stadig er i gang.

Tolv tidligere ansatte er sigtet i Estland

I Estland har anklagemyndigheden efterforsket sagen siden sidste år, og der blev ifølge Berlingske konfiskeret 1,5 millioner euro i december måned, hvor myndighederne også tog pant i en række ejendomme og lejligheder.

Indtil videre er 12 tidligere ansatte i bankens estiske filial sigtet. 11 er mistænkt for hvidvask, og en enkelt er mistænkt for bestikkelse, oplyser Olja Kivistik i mailen til DR Nyheder.

Estlands anklagemyndighed mener, at de tidligere ansatte er involveret på forskellige niveauer. Ens for de sigtede er det dog ifølge anklagemyndighederne, at de mod betaling har hjulpet bagmænd med at gennemføre milliardstore mistænkelige pengeoverførsler.

I Danmark er ni forhenværende chefer sigtet

Herhjemme er bagmandspolitiet ligeledes i gang med en efterforskning af den omfattende hvidvasksag.

Mens den estiske efterforskning fokuserer på tidligere ansatte i Danske Bank i Estland, der kan have stået i ledtog med kriminelle, drejer efterforskningen i Danmark sig om manglende kontrol med hvidvask, påpeger erhvervskorrespondent, Jakob Ussing:

Politiet har foreløbigt rejst sigtelse mod Danske Bank og ni tidligere chefer. Hvad cheferne er sigtet for, er uvist.

Danske Banks hvidvasksag er omfattende

Hvidvasksagen er blandt de største sager om hvidvask af penge, og derfor kan bøder i milliardklassen blive en realitet for Danske Bank, der allerede er økonomisk mærket af skandalen, som første gang blev afsløret i Berlingske.



Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret