Erhvervsministeren åbner 7.360 hektar for ny udvikling

20-09-2019

Nyhed

Med et nyt landsplandirektiv giver erhvervsministeren landets kommuner nye muligheder for udvikling til gavn for borgere, erhvervsliv og turismen.

Landsplandirektivet udlægger nemlig omkring 7.360 hektar til udviklingsområder i kystnærhedszonen. Det er områder, hvor kommunerne nu får større mulighed for at planlægge for byer og landsbyer og for nye anlæg i landzone.

Erhvervsminister Simon Kollerup:

”Jeg er meget optaget af at sikre gode vilkår for borgere og virksomheder i landdistrikterne – ikke mindst de mange kommuner i det vi kalder Vandkantsdanmark. Derfor er jeg glad for med det nye landsplandirektiv at kunne imødekomme mange af kommunernes ønsker om udviklingsområder i kystnærhedszonen.”

Erhvervsminister Simon Kollerup fortsætter:

”Landsplandirektivet åbner mulighed for at skabe vækst og ny udvikling flere steder i landet. For eksempel er et af de konkrete områder med til at understøtte Holbæk Kommunes meget ambitiøse planer for byudvikling. Vi imødekommer samtidig mange andre kommuners ønsker om bedre vilkår for at fremme den lokale udvikling, samtidig med at vi holder fast i at værne om særlige natur- og landskabsinteresser.”

Muligheden for at udpege udviklingsområder blev indført i planloven i 2017 som opfølgning på den politiske aftale om Danmark i bedre balance fra 2016.

Kommunerne er inviteret til at søge om nye udviklingsområder inden den 1. december 2019. Der lægges i den forbindelse op til en mere dialogbaseret ansøgningsrunde, ligesom der vil ske en erfaringsindsamling blandt kommunerne med henblik på at kunne forbedre ansøgningsprocessen fremadrettet.

Læs hele Landsplandirektiv 2019 for udviklingsområder i kystnærhedszonen på Retsinformation.dk

For mere information

Kontakt Erhvervsministeriets presserådgiver Ditte Vibe Petersen (tlf. 91337097 eller ). 

READ ALSO  Partierne bag forståelsespapiret enige om, at børnefamilier vil kunne flytte fra Udrejsecenter Sjælsmark senest i april 2020