Politics

Er Danmark på vej i afgrunden?

By  | 

Via Venstre

Det var Knud Heinesen, der blev landskendt for at sige, at Danmark havde kurs mod afgrunden. Så galt står det heldigvis slet ikke til. Tværtimod står Danmark i dag stærkere, end vi har gjort længe.
 
Beskæftigelsen er rekordhøj. Økonomien er i topform. Det økonomiske råderum er større, end nogen turde håbe på. Asyltilstrømningen er den laveste i ti år. Og vi skal mere end 30 år tilbage i tiden for at finde et så lavt antal på offentlig forsørgelse, som vi har i dag. 
 
Det er svært at bevare pessimismen – medmindre man altså er landets socialdemokratiske finansminister. Og det er næppe tilfældigt.
 
Socialdemokratiet har i den grad brug for at forventningsafstemme, for de er slet ikke i nærheden af at kunne overholde de mange løfter, de gav danskerne i valgkampen. I stedet vil de tørre regningen af på danskerne, som kan se frem til en væsentligt større skattebillet.
 
Her ønsker Venstre at gå en anden vej end regeringen og resten af venstrefløjen:
 
Vi vil udbygge de ting, som de seneste fire år har gjort Danmark stærkere. Vi ønsker et skattestop, så det ikke bliver dyrere at være dansker eller drive virksomhed i Danmark. Vi vil værne om det frie skolevalg og aflyse regeringens nedskæringer. Vi vil sikre flere kloge hænder og hoveder til vores virksomheder. Vi vil løfte vores velfærd, så vi kan sikre en værdig ældrepleje, et sundhedsvæsen i verdensklasse og god omsorg for vores børn.
 
Og så vil vi afsætte flere penge til den grønne omstilling, end regeringen lægger op til.
 
For politik handler om valg og fravalg. Derfor er vi klar til at bruge en del af det økonomiske råderum, der ligger ud over det demografiske træk, på grøn omstilling.
 
Danskerne har nemlig brug for konkrete initiativer og finansiering, hvis vi skal løfte den grønne omstilling. Ikke kun ambitiøse mål.  
 
Danmark står på et stærkt fundament. Det vil Venstre udbygge konstruktivt og forhandlingsvilligt i de kommende finanslovsforhandlinger. Med mere frihed. Foretagsomhed. Og fællesskab. Til gavn for alle danskere.

READ ALSO  Germany: "We Expect Imams from Abroad to Speak German"


Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret