Via Politiet

Grundlovsforhør i Retten i Randers

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 13.15 tre rumænske statsborgere, en 43-årig mand, en 39-årig kvinde og en 30-årig kvinde, der sigtes for overtrædelse af våbenloven ved på en adresse i Randers NØ at have været i besiddelse af en pistol. Den 39-årige kvinde sigtes desuden for overtrædelse af udlændingeloven ved at have forsøgt at arbejde ulovligt i landet.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

**

 

Den mobile politistation i Fårup

Østjyllands Politis mobile politistation kører i dag til Fårup, hvor den vil være i tidsrummet fra ca. 14.00 til ca. 18.00. Kig forbi og få en snak med betjentene om, hvad der rør sig i lokalområdet.

**

 

Husk at vise hensyn ude i sommerlandet

De seneste dages sommervejr har betydet, at mange mennesker er udendørs og at flere færdes i byerne til sent om aftenen/natten, på strande og på vandet. Østjyllands Politi har i den forbindelse modtaget flere anmeldelser fra borgere, der på den ene eller anden måde føler sig chikaneret af andre. Anmeldelserne går blandt andet på:

  • Musik til ulempe, hvor der spilles høj musik ude i det fri
  • Scootere til ulempe, hvor unge knallertkørere har lige lovlig meget fart på og glemmer at tage hensyn til andre trafikanter
  • Vandscootere til ulempe, hvor føreren også har for meget fart på, sejler for tæt på kysten og er til gene for badende
  • Badegæster til ulempe, hvor berusende personer generer andre badegæster på stranden
  • Parkering til ulempe, hvor badegæster har parkeret hvor det passer dem så tæt på stranden som muligt uden at tage hensyn til om fx redningskøretøjer kan passere

Østjyllands Politi opfordrer til, at man tænker sig om, og husker det gode sommerhumør. Kør efter reglerne, sejl efter reglerne, parker efter reglerne og vis hensyn til andre, så alle kan få en god dag i byen eller på stranden.

**

 

Formodede indbrudstyve genkendt af både borgere og politi

Onsdag kl. 09.45 bemærkede en kvinde en bil, der kom kørende ind på hendes gårdsplads på Ebeltoftvej i Randers SØ. Kvinden gik hen mod gårdspladsen, men gemte sig bag et træ, hvorfra hun kunne aflæse bilens nummerplade. Kvinden kunne høre en mand sige ”der er nogen hjemme”, hvorefter bilen hurtigt kørte fra stedet igen.

Da det var anden gang på få dage, at der havde været besøg på gårdspladsen ringede kvinden til politiet. Hun havde nemlig en formodning om, at bilen var den samme som den, der søndag aften ved 21.30-tiden var kørt ind på gårdspladsen, hvorefter en ung mand havde ringet på døren og spurgt om vej til Ebeltoft. Det havde nemlig undret kvinden, da hun jo boede på Ebeltoftvej. I forbindelse med det besøg havde hendes mand også bemærket bilen og fået taget et billede af den.

READ ALSO  Philip Green urged to plug pension gap before Arcadia administration

Bilen blev rundkastet til patruljerne – heriblandt en lokalpatrulje fra Djursland, der kendte bilen og de personer, der kunne formodes at køre i den. Kl. 10.45 spottede patruljen den omtalte bil på motortrafikvejen ved afkørslen mod Rønde, og betjentene kunne se, at føreren var en 20-årig mand, som de kendte godt og vidste ikke havde noget kørekort. De tændte for udrykningssignalerne for at få bilen til at standse, men bilen fik held til at stikke af fra betjentene.

Kl. 11.45 havde en anden patrulje set bilen holde parkeret i Rønde, men der var ingen personer ved bilen. Den lokale Djursland-patrulje kørte derfor til Rønde for at lede efter dem. Kl. 12.10 var der gevinst, da betjentene spottede de to mænd på en café i byen. De to mænd på hhv. 20 og 26 år blev begge anholdt og sigtet for forsøg på indbrud. Den 20-årige mand, der havde kørt bilen, blev desuden sigtet for kørsel uden førerret og for narkobesiddelse, da der i forbindelse med visitation af ham blev fundet en klump hash i hans underbukser.

**

 

Redningsaktion på havet

Onsdag kl. 16.48 kom der via 112 en anmeldelse om, at tre børn på et surfbræt var drevet 1-2 km ud på havet ved Fjellerup Strand. Der blev iværksat en større redningsaktion med helikopter, både og ambulancer, men kort efter, kl. 17.05, lød meldingen, at de tre børn atter var sikkert på land, og redningsaktionen kunne afblæses.

**

 

Stjal parfumer i Salling

Østjyllands Politi blev onsdag kl. 16.45 kaldt til Salling i Aarhus, hvor en vagt havde tilbageholdt en butikstyv. Vagten havde set manden gå ind i butikken og syntes, at han virkede mistænkelig, da han var iført en stor dunjakke, og vagten valgte derfor at holde øje med manden. Da manden nåede til parfumeafdelingen så vagten ham tage to parfumer og putte dem i jakkelommen.

READ ALSO  I’d use Warren Buffett’s strategy to get ready for stock market crash round 2

Da manden efterfølgende ville forlade butikken uden at betale for parfumerne tog vagten fat i ham og tilkaldte politiet. Den 29-årig mand, der var iransk statsborger, blev sigtet for butikstyveri og taget med på stationen til afhøring.

**

 

Biler i brand

Natten til torsdag kl. 00.40 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en bil, der holdt parkeret på Gudrunsvej i Brabrand. Da politiet kom til stedet var bilen overtændt, men der var ikke nogen risiko for, at ilden ville sprede sig, og der var heller ikke nogen personer på stedet. Brandvæsnet fik slukket ilden, men bilen udbrændte. Årsagen til branden kendes endnu ikke.

Natten til torsdag kl. 03.50 fik Østjyllands Politi endnu en anmeldelse om brand i flere biler på Vårkjærvej i Viby. Der var udbrudt brand i tre biler, der holdt parkeret på stedet. Én af bilerne udbrændte helt, og det var formentlig i den bil, at branden var opstået, hvorefter ilden havde bredt sig til de to andre biler, der fik brandskader. Årsagen til branden kendes endnu ikke.

**

 

Færdsel

Onsdag kl. 07.04 skete der et færdselsuheld på Hjortensgade i Aarhus C. En 32-årig mandlig bilist kom kørende ad Hjortensgade og frem mod krydset ved Vesterbrogade, hvor han kørte frem for rødt lys og stødte sammen med en bil, med en 56-årig mand bag rettet, der kom kørende fra Vesterbrogade. Begge biler blev totalskadede ved sammenstødet, men der skete umiddelbart ingen personskade. Den 32-årige mand blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Onsdag kl. 09.15 blev en 23-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Gudrunsvej i Brabrand.

Onsdag kl. 09.50 skete der et færdselsuheld på Vibæk Strandvej i Ebeltoft. En 15-årig dreng kom kørende på scooter og kørte frem for ubetinget vigepligt i t-krydset ved Dråbyvej, hvor han kørte sammen med en personbil ført af en 62-årig kvinde. Den 15-årige dreng slap fra uheldet med overfladiske skrammer på benet. Både scooteren og bilen blev skadet ved sammenstødet.

Onsdag kl. 09.53 skete der et solouheld på Djurslandsmotorvejen, da en ældre kvinde påkørte autoværnet. Der skete umiddelbart kun mindre materiel skade ved uheldet.

Onsdag kl. 16.41 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Aarhus V. En 24-årig mandlig bilist kom kørende ad Viborgvej, da han overså, at der var opstået kø på vejen. Han påkørte derfor den forankørende bil, ført af en 29-årig mand, der blev skubbet frem i bilen foran, ført af en 22-årig kvinde, der blev skubbet videre over i en fjerde bil, der blev ført af en 29-årig mand. Der skete kun materiel skade ved harmonikasammenstødet.

Onsdag kl. 16.55 blev en 43-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og for narkobesiddelse, da han blev standset af en patrulje på Tørvebyggen i Randers C.

Onsdag kl. 20.20 blev en 38-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Udbyhøjvej i Randers NØ.

Onsdag kl. 23.42 skete der et færdselsuheld på Jernaldervej i Hasle. En 18-årig mandlig bilist kørte ad Jernaldervej, da han blev overhalet af en hurtigkørende bil og i den forbindelse blev hans bil ramt på venstre side. Den 18-årige mand havde fået smerter i ryggen og blev kørt til nærmere undersøgelse på sygehuset. Den anden bilist var kørt videre efter sammenstødet.

Natten til torsdag kl. 00.05 blev en 29-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Skanderborgvej i Viby J.

Natten til torsdag kl. 01.06 skete der et færdselsuheld på Ryhavevej i Aarhus V. En bil, ejet af en 25-årig mand, holdt parkeret ved Spar-Købmanden, da en anden bil, med en pt. ukendt fører bag rattet, kom kørende ind på parkeringspladsen og påkørte den parkerede bil, hvorefter den kørte fra stedet igen.

Natten til torsdag kl. 02.15 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel og narkobesiddelse, da han blev standset af en patrulje på Viborgvej i Randers NV.

**

 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Trankær Mosevej i Tranbjerg begået mellem mandag den 22/7 kl. 10.30 og tirsdag den 23/7 kl. 18.45
  • På Rundhøj Allé i Højbjerg begået torsdag den 20/6 mellem kl. 06.00 og kl. 15.00
  • På J.L. Heibergs Vej i Åbyhøj begået mellem tirsdag den 23/7 kl. 12.00 og onsdag den 24/7 kl. 12.30
  • På Carl Jensens Vej i Viby J begået mellem onsdag den 3/7 kl. 12.00 og onsdag den 24/7 kl. 16.30
  • På Tålforvej i Egå begået mellem tirsdag den 23/7 kl. 15.00 og onsdag den 24/7 kl. 14.00
  • På Gl. Hobrovej i Randers NV begået mellem lørdag den 29/6 kl. 12.00 og torsdag den 25/7 kl. 03.00