Politi og Anklage

Døgnrapport fra Østjyllands Politi torsdag den 1. august 2019

By  | 

Via Politiet

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 10.00 en 19-årig mand med anmodning om frihedsberøvelse i fire uger med henblik på effektuering af udvisningsbeslutning truffet af Udlændingestyrelsens udvisningsvagt, relaterende til et tyveriforhold begået i Magasin i mandags (se nedenstående fra tirsdagens døgnrapport).

 

Fra tirsdagens døgnrapport: Stjal shorts fra Magasin

Mandag kl. 14.37 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Magasin i Aarhus, hvor en vagt havde tilbageholdt en butikstyv. Vagten havde på overvågningen set en mand, der udviste mistænkelig adfærd. Manden tog en bunke shorts, gik ind i prøverummet og kom ud igen uden noget. Kort efter gik en anden mand ind i prøverummet med en sort taske på ryggen og kom ud igen et minut senere.

Vagten bad en ekspedient tjekke, om shortsene fortsat var i prøverummet, hvilket de ikke var, og vagten fik en af sine kollegaer til stoppe gerningsmanden ved udgangen. Manden flygtede dog fra vagten, der løb efter ham ad Busgade i retning mod Klostertorvet. Vagten fik fat i manden i Klostergade og førte ham tilbage til Magasin, hvor de afventede politiets ankomst.

Da politiet ankom blev den 19-årige mand, der er rumænsk statsborger, fundet i besiddelse af otte par shorts og en rygsæk med en såkaldt ”russerpose” indeni, der sikrer, at tyverialarmerne ikke bliver aktiveret, når man forlader butikken. Den 19-årige mand blev anholdt og sigtet for butikstyveri og fik en straksbøde på 3500 kr. Han skal forblive fængslet i op til 3×24 timer, mens sagen bliver forelagt udlændingestyrelsen. Medgerningsmanden, der tog shortsene og lagde dem i prøverummet, blev ikke fanget, men politiet har en formodning om, hvem han er.

 

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus

Torsdag kl. 11.30 i Retten i Aarhus fremstilles to mænd på 30 og 31 år, der sigtes for to indbrud begået på den samme adresse i Risskov. På baggrund af et intenst efterforskningsarbejde fandt politiet frem til de to mænd, der blev anholdt kørt for kl. 20.00 onsdag aften.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

**

 

Østjyllands Politi deltager også ved The Tall Ships Races

Torsdag begynder The Tall Ships Races i Aarhus, og Østjyllands Politi deltager også. Henover de kommende dage vil man kunne møde politiet til hest, på cykel og på vandet, og den mobile politistation vil også være at finde på ”Mellemarmen” bagved DOKK1. Kom gerne forbi og få en snak med vores ridende, cyklende, sejlende, stående og gående betjente, der er ”sat i søen” for at sikre, at alle får nogle gode dage i og omkring Aarhus Havn.

**

 

55-årig mand dræbt i færdselsuheld

Onsdag kl. 21.50 skete der et alvorligt færdselsuheld i krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej i Åbyhøj, der endte med at koste en 55-årig mand livet. De foreløbige undersøgelser på stedet tyder på, at den 55-årige mand muligvis gik over for rødt lys i fodgængerfeltet, der krydser Åby Ringvej, da han blev ramt af en bil, der kom kørende sydpå ad Ringvejen, og efterfølgende påkørt igen af en anden bil, der kom umiddelbart efter.

Føreren af den første bil, en 66-årig mand og hans 44-årige kone, der sad på passagersædet, var kørt videre efter påkørslen, men henvendte sig senere selv til politiet. De er begge indledningsvist sigtet for overtrædelse af færdselsloven. Den 37-årige mand, der kørte i den anden bil, er ligeledes indledningsvist sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

Der var en række vidner på stedet, der er blevet afhørt til sagen, og der blev tilkaldt en bilinspektør, der skal klarlægge de nærmere omstændigheder ved ulykken. De pårørende til den 55-årige mand, der afgik ved døden, er underrettet.

**

 

Frarøvet penge fra MobilePay

Natten til torsdag ved 3-tiden mødte en 18-årig mand tre mænd uden for en bar på Klostergade i Aarhus. Den 18-årige har forklaret til politiet, at han faldt i snak med de tre mænd, der inviterede ham med på en gåtur for at ryge en cigaret. Den 18-årige fulgte med indtil gåturen endte i en baggård i nærheden af Gammel Munkegade.

Her blev den 18-årige pludselig slået i hovedet af den ene af mændene og væltet omkuld på jorden, hvorefter de tre mænd tog hans mobiltelefon fra ham og truede ham til at udlevere kode til telefonen og til MobilePay. Herefter overførte mændene et større beløb til et, for den 18-årige, ukendt telefonnummer. Mændene gav den 18-årige sin telefon tilbage og kørte herefter fra stedet i en bil.

Den 18-årige beskriver de tre mænd som:

A – ham der slog:

  • Mellemøstlig af udseende
  • 17-19 år gammel
  • 175-180 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Mørk i huden og med sort hår der var kort ved ørerne og længere, tilbageredt på toppen
  • Var iført en sort hoodie, sorte bukser og sorte sko
  • Talte dansk

 

B:

  • Mellemøstlig af udseende
  • 17-19 år gammel
  • Ca. 175 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Mørk i huden og med sort, kort hår
  • Var iført sorte bukser
  • Talte dansk

 

C:

  • Mellemøstlig af udseende
  • Ca. 18 år gammel
  • Ca 175 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Mørk i huden og med kort, stort hår
  • Var iført mørkeblå bukser – muligt jeans
  • Talte dansk

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set de fire personer gå sammen i området ved Klostergade/Gammel Munkegade ved 3-tiden natten til torsdag.

**

Butikstyv stoppet i Kvickly

Torsdag kort før kl. 11.30 gik alarmen ved kasselinjen i Kvickly i Mega Syd i Viby J. En medarbejder råbte til en kollega, at han skulle standse manden, der var på vej ud. De to medarbejder satte begge i løb efter manden, der blev stoppet ved forretningens udgang og førte ham med ind i baglokalet, hvorfra de ringede efter politiet.

Den 31-årige mand fra Litauen blev fundet i besiddelse af nogle varer, som han ikke havde betalt for, og han blev derfor sigtet for butikstyveri. Da han er udenlandsk statsborger fik han en straksbøde på 4.500 kroner. Han er foreløbigt tilbageholdt af politiet i op til 3×24 timer, mens sagens bliver forelagt Udlændingestyrelsen.

**

Færdsel

Onsdag kl. 07.55 skete der et færdselsuheld på Viby Ringvej i Åbyhøj. To bilister kom kørende i tæt trafik, da den ene ville skifte vognbane og derfor kiggede sig over skulderen. Bilisten så derfor ikke, at bilen foran bremsede, og der skete sammenstød mellem de to biler. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet.

Onsdag kl. 10.59 skete der et færdselsuheld på Strandvejen i Aarhus C. En 8-årig dreng stod sammen med sin mor og ventede på at krydse vejen ved en parkeringsplads. Pludselig løb drenge over vejen, før moren kunne nå at standse ham, og han blev ramt af en bil, der kom kørende med lav fart. Der blev tilkaldt en ambulance, men det kunne hurtigt konstateres, at drengen kun havde fået overfladiske hudafskrabninger.

Onsdag kl. 11.08 blev en 34-årig mand anholdt og sigtet for spirituskørsel og for kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Tøstrupvej i Nimtofte. Da manden gentagne gange er taget i at køre bil på trods af, at han er frakendt førerretten, blev hans bil beslaglagt med henblik på konfiskation.

Onsdag kl. 11.44 skete der et færdselsuheld på Aarhus Syd Motorvejen ved Hørning. En 65-årig mandlig bilist kom kørende på motorvejen med en campingvogn spændt bagpå bilen. I forbindelse med at manden angiveligt skulle tilrette sit sidespejl, var han uopmærksom og trak han lige så stille over i den anden vognbane, hvor en 41-årig kvindelig bilist var i færd med at overhale. Kvinden blev dermed tvunget ud i rabatten for at undgå kollision, men ramte midterrabatten og kørte galt. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet.

Onsdag kl. 16.22 skete der et færdselsuheld på Hovedvejen i Ramten, Ørum Djurs. En 27-årig mandlig bilist påkørte af pt. ukendte årsager et træ, hvorefter bilen brød i brand. Den 27-årige mand kom selv ud af bilen og blev kørt til skadestuen for at blive undersøgt nærmere, men han slap umiddelbart uden skader.

Onsdag kl. 16.59 skete der et færdselsuheld på Sintrupvej i Brabrand. En 57-årig mandlig bilist, der kom kørende ad Sintrupvej, fik angiveligt et ildebefindende og kørte derfor over i venstre side af vejen, hvor han ramte en varebil, der holdt parkeret og som efterfølgende blev skubbet ind i en anden bil. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt 10 indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

 

  • På Voldbjergvej i Risskov begået mellem tirsdag den 30/7 kl. 18.00 og onsdag den 31/7 kl. 07.00
  • På Krajbjergvej i Vorre ved Skødstrup begået mellem fredag den 19/7 kl. 16.30 og onsdag den 31/7 kl. 08.55
  • På Dalbyovervej i Øster Tørslev ved Gjerlev J begået mellem mandag den 29/7 kl. 16.00 og onsdag den 31/7 kl. 11.00
  • På Takslunden i Randers SØ begået onsdag den 31/7 mellem kl. 00.00 og kl. 12.00
  • På Jettesvej i Brabrand begået onsdag den 31/7 mellem kl. 11.00 og kl. 11.05
  • På Voldbjergvej i Risskov begået onsdag den 31/7 mellem kl. 13.00 og kl. 16.10
  • På Frederiks Allé i Rønde begået mellem tirsdag den 30/7 kl. 16.00 og onsdag den 31/7 kl. 17.00
  • På Regnergade i Viby J begået onsdag den 31/7 kl. 20.01
  • På Lykkegårdsvej i Randers NV begået mellem mandag den 22/7 kl. 12.00 og onsdag den 31/7 kl. 20.20
  • På Storegade i Grenaa begået mellem onsdag den 31/7 kl. 05.20 og torsdag den 1/8 kl. 05.00


Print Friendly, PDF & Email

Hold dit netværk orienteret

Please Donate To Bitcoin Address: [[address]]

Donation of [[value]] BTC Received. Thank You.
[[error]]